Cepos-direktør: Etik handler om også at se sin modstanders synspunkt
Næsten alle beslutninger, man træffer, selv ned på det mindste niveau, har etik i sig. Sådan siger direktør i tænketanken Cepos Martin Ågerup
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det kommer an på, hvordan man definerer dilemmaer, for næsten ingen af de handlinger, vi dagligt træffer beslutninger om – store som små – er uden etiske afvejninger. For eksempel køber jeg ikke økologisk. Det er en etisk diskussion, jeg har haft med mig selv for længe siden, men som jeg ofte tænker på, når jeg står i supermarkedet. Eller som jeg skal forsvare over for andre. Økologi kræver ofte flere ressourcer, for eksempel skal man opdyrke et større landareal for at dyrke økologi, og så er sprøjtegift – hvis det anvendes korrekt – mindre skadeligt end at bruge et større landareal. Selvfølgelig kan det være, at jeg ikke har ret, men sådan er det med etiske spørgsmål. Det er netop dilemmaet, at man finder ud af med sig selv, hvor man står, men at der kan være en mulighed for, at man ikke har ret.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
For nogle år siden fik min mormor en hjerneblødning. Vi opdagede det ved, at hun lød mærkelig i telefonen, og jeg kørte over til hende. Det var tydeligt for mig, hvad der var sket. Hun var ikke sig selv, men ville ikke indlægges. Jeg mente, det var nødvendigt, så jeg fik hende tvangsindlagt. Det krævede en længere procedure, og der kom en læge og sagde god for det, men det indebar, at hun mod sin vilje blev båret råbende ud af lejligheden af Falck-reddere, og at hun forsøgte at holde fast i dørkarmene, fordi hun ikke ville af sted. Det var virkelig ikke sjovt at se på.
Men for mig var det den rigtige beslutning, for jeg vurderede, at hun ikke var i stand til at se, hvad der var bedst for hende. Det er etisk udfordrende at tvinge et andet menneske til noget, det ikke har lyst til. I forhold til min liberale grundposition er der stor forskel på at tage et personligt ansvar og gøre noget over for sine nærmeste, som man kender godt, og så at deponere ansvaret for at tvinge et andet menneske til nogle politikere, som ikke kender den enkelte, og som agerer på baggrund af generaliserende regler. Det sidste er for mig værre, så jeg tog et personligt ansvar og tvang hende. Men det var hårdt.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det er, at vi lever i en global verdensorden, der er under voldsom kritik for ikke at være til fordel for alle samfundsgrupper. I den diskussion glemmer man måske, at nogle af dem, den for alvor er til gavn for, er de svageste i verden. Måske ikke i Danmark, men i verden. Selvom den nationale økonomiske ulighed i en række lande er voksende, er den globale økonomiske ulighed faldende. Millioner af mennesker rykker ud af absolut fattigdom og ind i middelklassen, og det er et dilemma at anerkende, at på kort sigt går det ud over andre. Indvandring kan for eksempel ikke være total, vi kan ikke have fuldstændigt åbne grænser, men det er et etisk dilemma at trække en grænse. For man kan altid spørge, hvorfor ikke 10, 100 eller 1000 flere? Det er som at vælge mellem pest og kolera.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Nej, det synes jeg ikke. Etik handler om at anerkende, at der er forskellige hensyn i konflikt med hinanden, og når vi ser en diskussion af etiske spørgsmål, handler det typisk om forargelse, udskældning og udpegning af det modsatte synspunkt som værende uetisk. Men for mig at se er det ikke en etisk diskussion, men en anti-etisk diskussion. Når man peger fingre, anerkender man ikke bagsiden af medaljen ved sit synspunkt og forsiden af medaljen ved modstanderens. Det ville være gavnligt for debatten, hvis man anerkendte de forskellige hensyn i stedet for udelukkende at stå fast på sit eget.