Er nogle statslige opgaver så vigtige for samfundet, at de ikke kan privatiseres?

Privatiseringen af produktionen af vacciner har skabt bred bekymring. Sagen udtrykker en generelt mere skeptisk tilgang til, hvilke samfundsopgaver vi tør overlade til private virksomheder, mener forskere

I søndags kom det frem, at det er slut med at få en ren stivkrampevaccination i Danmark. Dem er der ellers solgt 67.000 af de seneste fem år til læger og sygehuse. Vaccinen kan fremover kun fås i kombination med en anden vaccine, eksempelvis mod strubehoste. Det fik en række fagfolk til at melde kritisk ud, blandt andre Michael Dupont, næstformand i Lægeforeningen og formand i Lægemiddeludvalget. For der er en lille risiko ved at blive vaccineret, og derfor bør man ikke blive det unødigt.

Der ligger dog en større og mere principiel diskussion lige under overfladen. For årsagen til stoppet for rene stivkrampevaccinationer er, at firmaet bag dem ikke finder det rentabelt. Firmaet hedder AJ Vaccines og er ejet af den saudiarabiske sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

Han købte i sommeren 2016 Statens Serum Instituts vaccineproduktion, som gennem en årrække havde været en underskudsforretning for staten. Et politisk flertal stod bag salget, men der var omfattende kritik fra især fagfolk, for hvordan kunne man nu sikre, at den vigtige forsyning af vacciner ikke var styret af privatøkonomiske interesser? Interesser, som i dette tilfælde ovenikøbet er forbundet til Det Muslimske Broderskab – en organisation, der blandt andet støtter sharia-lovgivning.

Ad de veje er mulighederne for stivkrampevaccination ikke blot et sundhedsspørgsmål, men et større og mere principielt spørgsmål om, hvad og hvor meget staten bør sælge til private virksomheder. Eller spurgt på en anden måde: Hvilke samfundsopgaver er så vigtige, at det skal være staten, der varetager dem – hvis nogen?

Den grænsedragning har været diskuteret siden slutningen af 1970’erne, ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Først i 1990’erne blev det dog for alvor til konkrete privatiseringer, og lige siden er udviklingen kun trukket i retning af yderligere privatisering, siger Carsten Greve, professor i offentlig ledelse og styring på Handelshøjskolen i København (CBS).

At det er gået sådan, skal ses i sammenhæng med, at offentlige selskaber og organisationer i stigende grad er blevet bedt om at opføre sig som private selskaber, forklarer han. Det står sågar i regeringsgrundlaget fra 2016, at ”det er ikke afgørende, om private eller offentlige ansatte leverer en ydelse, når fællesskabet træder til med hjælp.”

”Og når man tænker på den måde, er det naturligt også at tænke: Hvad er statens kerneopgaver, og hvad kan sælges fra? Men de seneste par år er der kommet en modbevægelse, ikke bare i Danmark, men i hele verden,” siger Carsten Greve.

”Politikere er begyndt at sige: ’Hov, stop lige’. Vi er kommet dertil, hvor vi sælger ud af opgaver, som er en afgørende del af statens eksistensberettigelse. For eksempel at man kan få sin post delt ud, og at togene kører. Ting, der bare skal fungere.”

På Roskilde Universitet ser professor mso Ole Helby Petersen samme udvikling. Han leder Center for forskning i offentlig-privat samspil og oplever en stadig mere nuanceret tilgang til både privatisering og udlicitering (hvor private kun midlertidigt overtager statslige eller kommunale opgaver). Gennem flere årtier har den globale privatiseringsbølge ellers været så stærk, at politikerne mest af alt bare er fulgt med, siger han. Men de seneste år er der begyndt at være flere kritiske røster. Blandt dem er Brian Mikkelsen (K), der har været erhvervsminister ad flere omgange, og som offentligt har fortrudt salget af blandt andet Københavns Lufthavne. Netop med henvisning til, at der er nogle ting, staten er nødt til at have direkte indflydelse på.

”Man kan vel overordnet sige, at politikerne er blevet en del erfaringer rigere,” siger Ole Helby Petersen. ”Diskussionen handler ikke længere om at privatisere så meget som muligt, men om, hvor det giver mening. Og derfor er der også opstået et større værdipolitisk slagsmål, for hvor går grænsen så? Jeg tror, den aktuelle situation med stivkrampevaccinationen kommer til at teste den grænse, for de nye ejere af Statens Serum Institut – og måske også deres prioriteringer – kan vise sig at ligge ret langt væk fra traditionelle danske værdier i forhold til velfærd og forsyningssikkerhed.”

Grænsen for, hvem der skal tage sig af kerneopgaverne i velfærdssamfundet mere generelt, bliver allerede testet i stor stil og på daglig basis, mener filosof og professor emeritus fra Handelshøjskolen i København (CBS) Ole Fogh Kirkeby. Ikke mindst på ældreområdet, hvor stadig mere af omsorgen er delt ud på private hænder. Det er godt nok i kommunalt regi og typisk i form af udlicitering frem for privatisering, men erfaringerne peger i samme retning som de store, statslige privatiseringer, siger han: Nemlig at det offentlige system er i fuld gang med at undergrave sig selv.

”Statens primære opgave er at sikre borgernes muligheder for at nyde godt af fællesskabet. Og at sørge for, at intet menneske skal kunne komme i eksistentiel uføre. Det var den kontrakt, politikerne indgik med hinanden efter Anden Verdenskrig, og som blev grundlaget for velfærdsstaten. Men den øgede privatisering rokker i den grad ved det princip, især inden for sundhedssektoren, plejesektoren og til dels skoleverdenen. Endda i en grad, så jeg mener, man bør lovgive om, hvilke opgaver der ikke må privatiseres.”

Den folkelige bevægelse imod privatiseringsiveren kommer ikke mindst til udtryk ved, at frivillige overtager stadig flere velfærdsopgaver, påpeger han. Det sker dels, fordi mange frygter, at opgaverne ellers ikke bliver gjort. Dels ud fra manges oplevelse af, at kvaliteten hos de private virksomheder generelt er alt for lav og svingende.

Det sidste er der dog ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, fortæller Ole Helby Petersen. I hvert fald ikke, når det gælder egentlige privatiseringer, for det er simpelthen ikke undersøgt i Danmark, da det er meget svært. Derimod er det sandt, at de private udbydere af omsorg til ældre kan være noget skrøbelige. Alene siden 2013 er 39 private plejefirmaer således gået konkurs, og det kan ske med få timers varsel, hvilket efterlader de ældre i en usikker situation.

Uanset hvad ser Ole Fogh Kirkeby det som et sundhedstegn, at borgerne er begyndt at tage en stor del af ansvaret for velfærden på sig. Og at politikerne er ved at gøre det samme.

”Grænsen for privatiseringen af velfærden er under forandring – måske også i en erkendelse af, at god velfærd kræver ledelse, der ikke blot er båret af profit, men i høj grad af kald og erfaring. De to ting er jo det allermest centrale i vores velfærdssamfund.”