Er ledige vor tids syndebukke?

Nye politiske kampagner slår fast, at man skal arbejde for velfærden. Hvorvidt det er respektfuldt eller nedsættende at stille krav til gruppen på overførselsindkomster, er der delte meninger om

For nylig lancerede Socialdemokraterne en kampagne om udlændingepolitik, hvor der på plakater står: ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”.

Kampagnen kom blot få uger efter, at Venstre i en lignende kampagne havde sat fokus på, at et ægtepar på kontanthjælp og med tre børn modtager 454.215 kroner om året fra staten. ”Det skal kunne betale sig at arbejde” og ”For fremtiden skal flere arbejde for velfærden”, lød budskaberne, der fulgte med. Begge kampagner er siden blevet kritiseret for at hænge de grupper ud, de rammer: folk uden for arbejdsmarkedet på overførselsindkomster og de flygtninge og indvandrere, der kommer til landet. Andre synes, det er forfriskende, at der bliver talt klart til de 170.000 danskere på kontanthjælp, der bevidst lukrerer på velfærdssystemet.

Næstformand i Dansk Journalistforbund Lars Werge hører til dem, der mener, at ledige er ved at ende som samfundets prygelknabe. Forleden sad han over for en journalist-kollega, en voksen mand i 50'erne, som desværre havde mistet sit job, og som ikke umiddelbart havde udsigt til at få et nyt.

”Han havde tårer i øjnene over sin situation, fordi han ikke havde fundet et nyt arbejde og ikke kunne være at forbillede for sine halvvoksne børn, der gerne skulle kunne spejle sig i ham. Samtidig havde han fornemmelsen af at blive kigget skævt til. Han følte sig ugleset. Desværre kan vi fortælle rigtig mange af den slags historier. Ledighed går i forvejen dybt ind på din identitet, og hvis der så er en kontekst om, at det i øvrigt er din egen skyld, og du kunne bare have holdt dig ajour, så gør det for alvor ondt.”

Generelt er det en tendens i tiden, at sparke nedad i stedet for opad, mener næstformanden.

”Som fagforening oplever vi, hvordan skylden ligger hos den enkelte og ikke hos fællesskabet for, at vedkommende ikke har fundet et arbejde. I debatten frembringer man de arketypiske eksempler som Dovne-Robert og Fattig-Carina, og på den måde bliver der megen pegen fingre, og det er problematisk.”

Lars Werge er både kritisk overfor Venstres og Socialdemokraternes kampagner, som han mener netop slår på, at man er et dårligt menneske, hvis man ikke går på arbejde og dermed lukrerer på systemnet.

”Det er meget tydeligt, at du først får værdi for fællesskabet, hvis du præsterer noget. Ved at hakke på de nederste, står vi andre mere sikkert på fødderne. Men ofte er det helt tilfældigt, hvem der mister sit job. Slagteriarbejdere kan ikke gardere sig mod, at slagteriet lukker, ligesom det kan være nødvendigt at lukke journalistiske redaktioner, fordi der sker forandringer i folks købemønstre. Uanset hvor dygtig du er til dit arbejde, er du aldrig sikret. Derfor mener jeg også, vi er nødt til at tage til genmæle mod det. Der sker en forråelse af den offentlige debat og omgangstonen. Vi er som samfund ved at dele os i nogle grupperinger, og hvis ikke vi kan holde samtalen i gang mellem de grupperinger, så får vi nogle uoverstigelige udfordringer.”

Sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København og ph.d. Kathrine Lilleør ser lige omvendt på den sag. Hun mener ikke, at ledige bliver behandlet som syndebukke. Tværtimod er det hendes opfattelse, at en del kontanthjælpsmodtagere godt kan gøre for, at de er på overførselsindkomst.

”Det siger sig selv, at det er en uværdig måde at tjene sine penge på. Hver eneste, der er på kontanthjælp, modtager en fattigdomsydelse i stedet for at gå ud at finde et arbejde og tjene pengene selv. Det er uværdigt at tage fra den fælles kasse. Og det er befriende, at det endelig kan siges højt. Mange af dem, som er på kontanthjælp, kan gøre for det, hvilket går ud over de få, som ikke kan gøre for det. Og de, der godt kan gøre for det, bliver ødelæggere af det meget smukke system, vi har.”

For nylig skrev hun et blogindlæg, hvor hun gjorde opmærksom på, at langt flere ville kunne komme i arbejde, hvis ellers fagforbundet 3F ville sænke mindstelønnen for ufaglærte. Hun stod i den konkrete situation, at polske Ivan, som er hjemløs, spurgte, om ikke kirken havde et arbejde til ham.

Og faktisk kunne Sankt Pauls Kirke godt bruge en ekstra hånd til praktiske opgaver. Men hvis kirken skal overholde 3F's overenskomstkrav på cirka 110 kroner i timen, har kirken ikke råd til at ansætte ham, konstaterede Kathrine Lilleør i sit indlæg. Så hvorfor ikke sætte mindstelønnen ned, så flere kunne komme i arbejde, tilføjede hun, hvilket medførte en større smædekampagne på de sociale medier.

”Hvis mindstelønnen var lavere, så ville også folkekirken kunne ansætte flere. Der kan altid bruges flere folk til at feje blade, gøre rent og pudse sølvtøj. Det gælder også for andre brancher som slagterier og gartnerier. Alle steder kan man bruge ekstra hænder, men man har ikke råd til det, fordi fagbevægelsen har sat mindstelønnen for højt. Det er også en forklaring på, at nogle ufaglærte sidder fast på kontanthjælp, og dem har jeg ondt af,” siger sognepræsten.

Hendes pointe er, at netop de ufaglærte har en tendens til at blive overset i videnssamfundet.

”Vi har mange kontanthjælpsmodtagere, som ikke kan være det bekendt, og som burde kunne finde et arbejde. Men de ufaglærte har min store bevågenhed. De små og mellemstore virksomheder har ikke råd til at ansætte dem, og derfor kommer der folk fra Polen og får det arbejde, de kunne have fået. Øv,” siger Kathrine Lilleør.

Debatredaktør på dagbladet Børsen og medlem af Det Etiske Råd Christopher Arzrouni mener heller ikke, at kampagner om ”at det skal kunne betale sig at arbejde” er nedgørende for dem, som er ledige.

”En syndebuk er én, man giver skyld for noget skidt. De her mennesker får ikke skylden for noget skidt, for krisen for eksempel. Man påpeger blot, at de har en relativ høj levestandard i forhold til, hvad de yder,” siger Arz-rouni, som synes, det er fint med politiske kampagner, der kan tage fat i problematikken.

Om der så er nogle kontanthjælpsmodtagere, der føler sig stødt over en kampagne som Venstres, er ham underordnet.

”Jeg er sådan set ligeglad med, hvad folk føler. Jeg synes ikke, at nogen pr. definition skal have ret til at nyde noget som helst. Folk kan lave så lidt, som de overhovedet vil, men de skal bare ikke have nogen ydelse for det. Problemet opstår, når folk siger, at de har brug for en ydelse og ønsker, at resten af samfundet skal understøtte deres liv. Så bliver det legitimt for resten af samfundet at sige o.k., det gør vi så, men hvad kan I yde til gengæld?”.

Ifølge Christopher Arzrouni er problemet snarere, at han bliver udhængt som værende egoistisk, fordi han tillader sig at spørge, om danskere på overførselsindkomst automatisk har krav på ydelser. Og fordi han tillader sig at sige, at den enkelte selv har et ansvar for at stå op om morgenen, komme i bad og søge job.

”Det er ansvarsforflygtigelse kun at gøre ledighed til et samfundsproblem. Den enkelte kan selv gøre en forskel. Det er ikke at gøre folk til syndebukke.”

Når der ifølge Danmarks Statistik er over 170.000 danskere på kontanthjælp, så skyldes det ifølge Arzrouni ikke, at der mangler job. Det skyldes snarere, at folk er for kræsne og regner med, at de pr. definition kan få tildelt et job, som matcher deres uddannelse:

”Der er masser af jobs, de er bare ikke attraktive nok, fordi lønnen er lav. Mange har den opfattelse, at hvis de har taget en uddannelse som antropolog, så har de ret til bestemt job med en bestemt indkomst. Det har de ikke. I vores velfærdsstat er logikken blevet vendt på hovedet til, at de ledige har ret til et bestemt job til en bestemt indkomst. Man må selv gøre det meste. Det ondeste ville være at sige, at hvis du er arbejdsløs, så er du fortabt. Jeg synes faktisk, at det er at behandle folk med en vis respekt, at vi stiller krav til dem i stedet for bare at behandle dem som tabere.”