Er hjemmeplejen blevet så strømlinet, at der ikke er tid til menneskelig omsorg?

Ressourcerne er få, så i fremtidens ældrepleje må civilsamfundet tænkes ind, siger flere eksperter. De ældre skal dog selv være med til at afgøre, om hjælpen skal bestå af reel pleje og service eller mere omsorgsrettede aktiviteter

Ind ad døren og ud igen. Der er ingen tid at spilde, når landets sosu-assistenter tager ud og hjælper plejekrævende ældre i deres hjem i landets kommuner. Det er i hvert fald indtrykket, man efterlades med, når man hører historier fra dagens ældrepleje i Danmark. Fra de ældre selv og deres pårørende lyder kritikken, at hjælpen til de selv helt elementære ydelser er for sparsom – både når det gælder personlig pleje og serviceydelser som rengøring.

De tider, hvor hjemmehjælperen købte ind og måske lavede mad sammen med den ældre er forbi. I dag er maden ofte vakuumpakket til flere dage ad gangen og skal blot varmes op, og omsorgsdelen, hvor der er tid til for en stund at holde den syge og sengeliggende ældre i hånden eller tid til en kort snak menneske til menneske over en kop kaffe, er der ikke.

Med et kommunalvalg lige på trapperne er debatten om ældreplejen af højeste relevans, særligt set i lyset af den undersøgelse, som analysefirmaet YouGov foretog for Kristeligt Dagblad tidligere på måneden. Den viste, at 41 procent af vælgerne har ældreområdet som deres højeste prioritet. Selvsamme undersøgelse viste tillige, at 53 procent af de borgere, der har haft kontakt med kommunernes ældrepleje, enten er ”meget utilfredse” eller ”utilfredse”. Ikke just opmuntrende tal.

Der er formentlig ingen, der kan være uenig i, at landets ældre skal have den pleje, som de har behov for, men når det gælder egentlig omsorg og tid til mellemmenneskelig kontakt, er spørgsmålet, om det overhovedet er en opgave, som kommunerne er forpligtet på i dag.

Christine E. Swane, direktør i fonden Ensomme Gamles Værn, understreger, at det ikke er hjemmeplejen, der skal løse en egentlig ensomhedsproblematik, men at en pleje, der bygger på et fundament af omsorgsfuldhed, er afgørende.

”Det er slemt, hvis man er så fortravlet, at man ikke når at se og høre den ældre, når man kommer ind ad døren. Jeg synes ikke, at man skal skille pleje og omsorg ad. Jeg mener godt, at man kan yde en pleje, der er omsorgsfuld. Det kan være i de stunder, hvor man for eksempel bader den ældre og tørrer krop og hår, en lille snak, mens man serverer maden eller masserer fødder og ben med creme, når man tager støttestrømperne af,” siger hun.

Ofte bliver det at drikke en kop kaffe med den ældre et symbol på omsorgen i ældreplejen. Christine E. Swane mener dog ikke, at man skal gøre netop den til svaret på alle udfordringer. Det er den omsorgsfulde pleje, der må være i centrum – de fem minutter, man måtte have til at drikke en kop kaffe, løser ikke et problem som ensomhed. Når det kommer dertil, skal civilsamfundet inddrages.

”I en række kommuner kører projekter om ensomhed støttet af Sundhedsstyrelsen, hvor der er givet penge til at klæde sosu-hjælperne på, så de kan spotte hjemmehjælpsmodtagere, der føler sig ensomme. Dertil skal de have kendskab til, hvilke frivillige kræfter i lokalsamfundet de kan trække på. På den måde bliver det en opgave, som løses i samarbejde mellem det offentlige og de frivillige,” siger hun.

Sådan som systemet er indrettet i dag, hvor tiden i hjemmeplejen er knap, har Christine E. Swane dog også tillid til, at de plejere, der kommer i hjemmene, tager individuelle hensyn, så godt de kan.

”Både dem, jeg har mødt igennem forskningsprojekter og i min egen familie, giver mig det indtryk, at sosu-hjælperne står på hovedet for at få tingene til at hænge sammen og giver lidt ekstra tid, hvor behovet er størst. Omvendt prøver de gamle også at hjælpe – ingen ønsker at føle sig som en belastning, så hvis de synes, de kan nøjes nogle dage, sender de sosu-hjælperen hurtigt videre til andre, der har større behov,” siger Christine E. Swane.

Heidi Hesselberg Lauritzen, ph.d.-stipendiat hos Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – forsker i socialpolitik og velfærd på ældreområdet. Ifølge hende står vi et sted, hvor vi er nødt til at se i øjnene, at den måde, vi har indrettet ældreplejen på, næppe er levedygtig langt ind i fremtiden, men samtidig skal vi holde fast i, at den ældrepleje, vi giver, skal bygge på værdighed.

”Det er svært at være uenig i, at man skal sætte sig ned og tage en kop kaffe med fru Jensen, hvis hun har brug for det, men hvis vi ser på de udfordringer, vi går imod, hvor vi står med rigtig mange ældre og færre varme hænder, er det ikke sikkert, at ældreplejen kan rumme det. Inden for de seneste år er der også sket en stor ændring i måden, hvorpå vi tænker ældrepleje med blandt andet rehabilitering som en central tankegang med det formål, at de ældre bevarer deres selvhjulpenhed og selvbestemmelse så længe som muligt. Her er det også de ældres egne mål, der skal være med til at definere, hvori hjælpen skal bestå. Derudover er der også flere kommuner, der har indført klippekortsordninger, som efter de ældres egen ønsker og behov kan bruges på hjælp og aktiviteter, der ligger ud over den eksisterende plejeindsats,” siger hun.

Der vil imidlertid være en social slagside, som man må have sig for øje. Der skal således tænkes forebyggende, så de ældre aldrig når dertil, hvor de sidder og higer efter, at sosu-hjælperen har tid til at drikke en kop kaffe med dem; en kop kaffe, som med de ressourcer, der er til rådighed i ældreplejen, i mange tilfælde vil vedblive at være ønsketænkning.

”Vi bliver nok nødt til at tænke civilsamfundet noget mere ind, sådan at familie, naboer og andre i nærområdet i højere grad kommer til at spille en rolle. Et samfund vil være klart fordømmende, hvis mor og far ikke passer ordentligt på et barn. Man kan måske prøve at vende det om og spørge, om det så ikke også ville være moralsk rigtigt, at man også tog lidt mere ansvar over for sine gamle forældre,” siger Heidi Hesselberg Lauritzen, der understreger, at hun fortsat mener, at det er det offentlige system, der har det primære ansvar for plejen af de ældre.

”Jeg ville ønske, at medarbejderne havde tiden til den her kop kaffe, men det er svært at tro, når man hører historierne derudefra. Når det så er sagt, så skal der være tid til, at de ældre får en værdig pleje. Det vil sige pleje, hvor livskvalitet og selvbestemmelse er bærende principper. Historier om ældre, der får en ble på, fordi der ikke er tid til at få dem op i en lift og ud på toilettet er ikke udtryk for værdig pleje og omsorg,” siger hun.

Heidi Hesselberg Lauritzen peger på gode eksempler, hvor civilsamfundet netop er gået ind og har påtaget sig en opgave i forhold til omsorgsdelen i ældreplejen. Det kan for eksempel være, når børnehaven går på plejehjemmet og synger kor for og sammen med de ældre, og når Røde Kors er med til at finde besøgsvenner til ensomme ældre, men faren lurer altid lige om hjørnet.

”Det må bare aldrig blive en sovepude for det offentlige, så det lige pludselig er familien eller besøgsvennen, der skal overtage plejeopgaverne og dosere medicinen,” siger hun.

Mia Amalie Holstein, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd, synes grundlæggende, at der skal være mulighed for at sosu-hjælpere kan sætte sig ned og drikke en kop kaffe med den ældre, hvis den ældre har behov for det. Hun har selv tidligere arbejdet som ufaglært i ældreplejen og har oplevet, at der netop i en kop kaffe kan ligge vigtig information. Det kan for eksempel være, imens man sidder der og taler menneske til menneske, at det kommer frem, at den ældre har behov for et ekstra lægetjek eller flere hjælpemidler i hjemmet. Desværre er tiden sjældent til det.

”I dag er vi nået ud i et minuttyranni i ældreplejen, og jeg synes, vi er gået helt galt i byen. Sammenlignet med tidligere bliver der brugt så meget tid på dokumentation og registrering, og mange sosu’er føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke kan give borgerne det, de efterspørger,” siger hun.

Og det bør ellers netop, mener Mia Amalie Holstein, være borgernes individuelle ønsker, der udgør fundamentet i ældreplejen.

”Hvis der er tale om habile ældre, så skal de selv kunne bestemme, hvilken form for hjælp der gavner dem. Fortæller en borger, at han gerne vil springe rengøringen over, fordi han har behov for at sidde og snakke lidt, så skal der være en fleksibilitet i systemet, der gør det muligt,” siger hun.

Mia Amalie Holstein beklager tendensen til, at ældre mennesker skæres over én kam, når man vurderer deres plejebehov.

”Mennesker er forskellige. Det er ældre mennesker også. Derfor vil en kop kaffe være det rigtige for nogle, men ikke for andre. Jeg kom selv hos en dame, da jeg var i hjemmeplejen, som gerne ville have, at jeg rettede frynserne på hendes gulvtæppe. Det kan måske lyde mærkeligt, men det var det, som var vigtigt for hende, og det er ikke samfundets opgave at sætte de ældre i boks og beslutte, hvad de har behov for,” siger Mia Amalie Holstein.