Er det uetisk at give flere penge til nogle katastrofer frem for andre?

"Det er altid meget sværere at få folk til at donere penge, når det handler om krig, selvom det også drejer sig om mennesker i stor nød," siger Dansk Røde Kors' kommunikationschef. Foto: Andrei Pungovschi /

Danskerne har på kort tid været gavmilde med donationer til ofrene for jordskælvet i Nepal. Det skyldes identifikation og ofrenes uskyldighed, siger flere eksperter. Vi er mere påpasselige med at donere til krigsofre

Allerede få dage efter det fatale jordskælv i Nepal i weekenden kunne flere af de danske nødhjælpsorganisationer melde ud, at danskerne i den grad havde været gavmilde med donationer til de nepalesiske ofre.

Hos Folkekirkens Nødhjælp lød beløbet tirsdag således på en million kroner, mens Dansk Røde Kors kunne meddele, at donationerne allerede var oppe på to millioner kroner - i går onsdag var dette beløb steget, så danskerne nu igennem Røde Kors har doneret 3,4 millioner kroner.

Men der er tilsyneladende forskel på, hvornår danskerne har lyst til at donere, for det er ikke altid, det går så let, som det indtil nu er gået med indsamlingen til jordskælvsofrene i Nepal. Således lød det fra flere nødhjælpsorganisationer tilbage i 2010, da Pakistan blev ramt af katastrofale oversvømmelser, at det var svært at få samlet tilstrækkeligt med penge ind, ligesom krigen i Syrien ikke har fået danskerne til lommerne i det omfang, man kunne have ønsket sig.

I Dansk Røde Kors erkender kommunikationschef Klaus Nørskov, at der er forskel på, hvornår danskerne donerer til humanitære katastrofer.

”Det er altid meget sværere at få folk til at donere penge, når det handler om krig, selvom det også drejer sig om mennesker i stor nød, end når det handler om en naturkatastrofe. Pointen er, at katastrofer som for eksempel den i Nepal har en meget stærkere appel, end en krig har,” siger han.

Stig Fog, der har en fortid i Folkekirkens Nødhjælp og i dag er selvstændig fundraising- og kommunikationskonsulent, medgiver også, at der er humanitære katastrofer, som appellerer mere til os end andre og derfor får os til at donere mere og hurtigere. Grundlæggende mener han, at der er to parametre, der spiller ind, når vi sender penge af sted til mennesker i nød.

”Det ene handler om relationen mellem giver og modtager. Jo tættere et forhold, der er mellem parterne, jo flere penge donerer giveren. I forhold til Nepal er det sådan, at temmelig mange danskere efterhånden har rejst i landet, og der er også en del dér lige nu. I nogle tv-indslag i denne uge har der også næsten været mere fokus på de danskere, der er i Nepal, end på selve katastrofen og dens konsekvenser,” siger han.

Det andet parameter, der spiller en afgørende rolle, er ofrenes rolle i katastrofen.

”I en jordskælvsulykke er alle uskyldige. Her kan man ikke pege fingre ad et korrupt afrikansk regime eller en magtsyg, skruppelløs diktator. Ofrene er uskyldige på alle måder. Selvom de langstrakte katastrofer i for eksempel Syrien koster mange flere menneskeliv, så er det ikke her, vi støtter mest. Det handler også om, at det er svært at vise billeder af en krig og filme den. Og så bliver folk trætte af krig i længden. Så hellere støtte der, hvor vi kan se, at nogle hvide, uskyldige mennesker er blevet ofre for naturens kræfter,” siger Stig Fog.

Han ønsker ikke at kritisere den moral, der ligger bag danskernes donationsprioriteringer. For når vi vælger ikke at donere til krigsofre, er det i virkeligheden en psykologisk beskyttelsesproces, mener han.

”Vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal stille op, fordi vi ikke kan kapere krigens omfang og gennemskue den,” siger Stig Fog.

Generelsekretær hos brancheorganisationen Isobro, Robert Hinnerskov, bekræfter, at naturkatastrofer altid har været noget, som danskerne har reageret hurtigt på, mens det ofte er sværere at få pengedonationer ind til krigsprægede egne.

Men det får ham ikke til at påklistre danskerne en dårlig moral.

”Jeg synes ikke, at man skal dømme folk for at handle uetisk. Jeg tror derimod, at krig kan blive så stort, at vi kan have svært ved at rumme det. I Syrien lider folk og har det rædselsfuldt, men det er samtidig svært at rumme det, og det samme gælder måske flygtningene på Middelhavet. Hvem er de, og hvor kommer de fra? At det er en katastrofe, at mennesker dør på havet, er et faktum, men omstændighederne er forskellige,” siger han.

Generelsekretæren mener ligeledes, at medierne spiller en stor rolle for, hvordan og hvor hurtigt man får engageret danskerne til at finde pengepungen frem. Heriblandt i stigende grad de sociale medier.

”I kraft af de sociale medier er det nemt at få kontakt til store grupper, og vi har i forbindelse med katastrofen i Nepal også kunnet se en livlig trafik på flere platforme, hvilket sikkert har været medvirkende til, at der allerede nu er indsamlet flere millioner kroner. Det var jo også på Twitter, vi fik de første billeder af katastrofen,” siger Robert Hinnerskov.

Han fremhæver, at når vi så relativt hurtigt får fotos fra mange forskellige kilder og dermed får dokumenteret katastrofen og dens omfang, kommer det til at virke meget troværdigt på os. Vi kan se ulykkens omfang på et konkret område, hvorimod en krig i et land som Syrien eller Irak kan være sværere at få overblik over.

At det gik trægt med danskernes donationsvilje i 2010, da Pakistan led under en alvorlig naturkatastrofe i form af enorme oversvømmelser, kan tilskrives det, man kalder den stille katastrofe, hvor ulykken kommer snigende, og hvor der ikke er den chok-effekt, vi ser under jordskælvet, mener Robert Hinnerskov.

”Jeg tror også, at det handler om, at brugen af de sociale medier er mere udviklet i dag, hvor man hurtigere når ud til mange mennesker,” siger han og påpeger, at der også i visse henseender kan mangle en målestok for væsentlighed fra mediernes side.

”Der er konkurrence om pladsen i medierne, og spørgsmålet om, hvad vi hver især reagerer på - hvilken målestok vi er udstyret med - er, hvis vi da ikke er fuldstændig i mediernes vold, et spørgsmål om vores dannelse. På den reaktion, danskerne har haft efter katastrofen i Nepal, kan man se, at her har mange skønnet, at man må gøre noget. Men om det også har spillet en rolle, at medierne har fokuseret på, at der samtidig har været danskere i området, sågar på Mount Everest, er svært at sige,” siger Robert Hinnerskov.

Professor emeritus fra Aarhus Universitet Martin Paldam mener ikke, at det er helt ligegyldigt for os, hvilke kulturer vi sender vores velgørenhedspenge til.

”Nepal er et land, vi kender, med en kultur, vi kender til. Mange har efterhånden også været der selv, og det, tror jeg, betyder noget for, at vi har været så hurtige til at donere i dette tilfælde,” siger han.

I lande med krig og særligt i krige, hvor religion spiller en rolle i krigsførelsen, har vi svært ved at identificere os med ofrene, og dette kan være noget af årsagen til, at pengene ikke sidder så løst.

”Det er mange år siden, at de kristne holdt op med at bekrige hinanden, hvis vi ser bort fra konflikten i Nordirland mellem protestanter og katolikker, så når forskellige religiøse grupper slås mod hinanden i Mellemøsten eller Afrika, så kommer vi nemt til at synes, at det er deres egen strid, som vi helst ikke skal blande os i og heller ikke rummer at sætte os ordentligt ind i,” siger Martin Paldam.