Er det i orden at tage småting fra arbejdspladsen, hotellet og restauranten?

Der findes sjældent klare regler for, hvad man må og ikke må, vil nogle mene. Andre vil sige: Det er tyveri som alle andre former for tyveri. Foto: Nima/ritzau

Mange har prøvet at tage ting fra arbejdet, hotellet, flyet eller hospitalet, for når det kommer til stykket, kan de fleste finde på at handle uetisk, når de føler sig sikre på at undgå straf. Reglerne er også ofte uklare for, hvad der egentlig er i orden, men det fratager os ikke det moralske ansvar, mener etikforsker

En kuglepen, bare en enkelt, det er jo ingenting. Det er to heller ikke eller nogle få batterier og et par kopier af indbydelsen til fødselsdagen. Så det kan man vel godt tage med sig fra arbejdet, ikke? Ingen vil savne de ting, og desuden er det vel kun rimeligt med lidt fryns.

Det er lidt det samme på hotelværelset. Det var jo ikke småting, du måtte betale for en seng at sove i, og du brugte nærmest slet ikke værelset, så at tage shampoo og sæbe og måske lidt af det pæne bestik må være med i prisen. Sådan er det jo også i flyet. De små knive og gafler passer perfekt til børnene, og de genbruger vel ikke bestikket, selv om det er metal.

Det er nogenlunde sådan, mange danskere ræsonnerer sig frem til, at det er helt i orden at stjæle lidt hist og her. Eller, stjæle er det jo ikke, mener cirka halvdelen af dem, der har prøvet at tage noget fra arbejdspladsen, der var til privat brug. Og det har knap 9 ud af 10 faktisk prøvet, viste en undersøgelse fra YouGov i 2015. Andre undersøgelser fortæller om svind i millionklassen fra hoteller, restauranter og værtshuse. På landets sygehuse har man indført særlige procedurer, der skal sikre, at alt, hvad patienterne låner, bliver registreret og kaldt tilbage igen. Selv de traditionsrige vejboder rundt om i landet bliver i stigende grad udstyret med overvågningskameraer, fordi op mod 30 procent af varerne bliver taget med uden betaling.

Når vi i så stort omfang tager ting, der ikke er vores, handler det især om, at vi generelt ikke er til at stole på, når vi føler os uovervågede, siger professor i sociologi på Syddansk Universitet Gunnar Lind Haase Svendsen. Al forskning viser nemlig, at vi har det med at strække vores personlige etik i alle retninger, hvis vi ikke risikerer straf fra staten eller sociale sanktioner.

”Det er jo ikke særlig flatterende, men de ting, vi føler, vi kan gøre uden risiko, selv om vi godt ved, at det er forkert, dem kommer de fleste til at gøre alligevel. Sort arbejde er et andet eksempel. Eller at køre for stærkt. Men det sidste gør vi netop mindre end tidligere, fordi risikoen for straf er steget med den øgede overvågning,” siger han.

Der er ikke entydige beviser, der peger i retning af, at vi stjæler mere end tidligere, og man kan heller ikke konkludere, at vores moral er slidt tynd, mener Pelle Guldborg Hansen, der er adfærdsforsker på Roskilde Universitet, men samfundet har forandret sig. Arbejdspladserne er blevet større, kuglepennene bliver pludselig masseindkøbt, og vi står i flere og flere situationer i det moderne samfund, hvor muligheden for lige at snuppe småting fra hotellet, flyet eller restauranten byder sig. Han kalder den mekanisme, der får folk til at tage tingene med sig, for the fudge factor – karamelfaktoren. Karamelfaktoren er en måde for mennesker at trække en linje mellem ”okay” og ”ikke okay”. Den spiller ind, når vi enten skal bruge noget, vi alligevel har lige ved hånden på hotellet eller arbejdet, eller vil have noget, vi egentlig godt ved, vi ikke må tage.

”Vi efterrationaliserer, hvorfor vi godt må alligevel, eller hvorfor det er retfærdigt. Jeg arbejdede rigtig meget over i sidste uge, og min datters klasse skal bruge nogle kuglepenne til en spørgeskemaundersøgelse, så derfor kan jeg godt tage en æske kuglepenne fra min arbejdsplads. Eller, hotellet lå også længere væk fra lufthavnen, end der stod på hjemmesiden, så nu tager jeg paraplyen med som kompensation. Det er interessant, for når vi tager en teske, fordi kaffen var dårlig, er det jo i virkeligheden ikke mangel på moral. Det er bare kreativ brug af moral,” siger han.

Karamelfaktoren er – som navnet antyder – en faktor med stræk i. Den kan strækkes til en teske, men ikke et fjernsyn. I vores indre rationalisering forholder vi os til, hvornår rapserierne vil få konsekvenser, og hvad der kan bortforklares, hvis man pludselig skulle blive konfronteret. På arbejdet lægger de nok ikke mærke til det, hvis man står i elevatoren med en æske kuglepenne til sin datters skoleklasse – men det vil nok vække opsigt, hvis man står i elevatoren med sit hæve-sænke-bord, siger Pelle Guldborg Hansen.

”Det betyder, at der er en masse småting, der forsvinder rundt omkring. Når man lægger de her småting sammen, bliver det et kæmpeproblem og sindssygt mange penge for hotelkæder og store arbejdspladser. Hotellerne mister jo flere penge på teskeer end på fjernsyn,” siger han.

I Danmark har man nogle steder i hotelbranchen forsøgt at imødekomme svindet ved at sætte prisskilte på de håndklæder og badekåber, folk alligevel propper ned i kufferten, fortæller Kaare Friis Petersen, erhvervsjurist ved Horesta, som er hotellernes branche- og arbejdsgiverorganisation. For det er sværere for en gæst at legitimere at tage et håndklæde eller en badekåbe, når der pludselig er en tydelig pris på, lyder ræsonnementet.

I USA er tre hoteller gået skridtet videre og har indført et sikkerhedssystem med sikkerhedschip på de genstande, gæsterne oftest stjæler, som for eksempel linned og håndklæder. Det kan komme til Danmark i fremtiden, hvis svindet bliver endnu større, mener Kaare Friis Petersen.

”Det afhænger selvfølgelig af, hvor dyre sådan nogle systemer er i forhold til det svind, hotellerne oplever. Det er et dilemma i hotelbranchen, for på den ene side har man ikke lyst til at kontrollere og mistænkeliggøre sine gæster. På den anden side er det ret bekosteligt for hotellerne at have det her svind,” siger han.

I Dansk Industri oplever man også smårapserierne som et stort problem. Her får man jævnligt henvendelser fra arbejdsgivere, der søger rådgivning om, hvordan de skal håndtere, at medarbejdere tager ting med sig hjem fra arbejdspladsen – alt fra restproduktion til to kilo kaffe, fortæller advokat i Dansk Industri Anders Fugmann.

”Det er en vurdering i forhold til en overtrædelse af straffeloven, men der er også den ansættelsesretlige vurdering om forholdet mellem lønmodtager og arbejdsgiver. Ofte er det som udgangspunkt ikke så meget et spørgsmål om genstandens værdi for arbejdsgiveren. Det er i højere grad tillidsbruddet, der er alvorligt,” siger han.

Noget svind vælger virksomhederne at se gennem fingrene med. Hvis man tager printerpapir med hjem fra arbejde, må arbejdspladsen gå ud fra, at det sker, fordi man arbejder hjemme, selvom børnene måske kommer til at tegne på noget af printerpapiret, eksemplificerer han. Men så er der de ting, det helt åbenlyst ikke er okay at tage med sig. Som to kilo kaffe eller sin computer. Men der findes også gråzoner, og grænsen er ikke blevet tydeligere med tiden, siger han.

”Som ansat må man være bevidst om, at der er en høj genanvendelighed i dag, og det, man tidligere kunne opfatte som restproduktion i en produktionsvirksomhed eller affald i en virksomhed, kan have værdi for arbejdspladsen i dag. Man skal tænke meget bredt i forhold til, hvad der har økonomisk værdi,” siger han.

Samtidig må man som arbejdsgiver og samfund dog også have øje for sammenhængen mellem mål og midler, påpeger professor Gunnar Lind Haase Svendsen. Den generelt øgede kontrol af medarbejdere gennem overvågning og omfattende dokumentationskrav er kostbar i forhold til, at næsten alle opfører sig ordentligt.

”Vi kan ikke afskaffe al snyd, og skaderne ved mistænkeliggørelsen af folk vil ofte være større end tabet ved småtyverierne. Vi bør i stedet udnytte, at vi i Danmark har en helt særlig kultur uden korruption og med stor tillid til hinanden. Ingen forventer, at de andre stjæler, så en simpel opfordring fra ledelsen om at lade være med at tage ting, der ikke tilhører dig, vil få langt de fleste til at rødme og straks holde op med at stjæle,” siger han.