Er det i orden, at Mårup Kirke endte som vejfyld?

Mårup Kirke lå på Lønstrup Klint i Hjørring Kommune. Da den var i fare for at styrte ned, blev den fra 2008-2015 trinvist nedtaget. Tilbage i dag er kun en rest af den oprindelige korrunding. Nationalmuseet opbevarer et beskedent antal sten og en mængde mørtel. Resten af kirken er knust og genbrugt. Foto: Jan Dagø/ritzau

Den lille ikoniske middelalderkirke blev nedtaget, fordi den var ved at styrte i havet. Planen var at genopføre den, men i stedet blev den knust. Etisk er der ikke noget forkert i at genbruge kirker og gravsten i verdslige sammenhænge, siger lektor i praktisk teologi, men hun kan godt forstå, hvis vores følelser fortæller os noget andet

”Mårup Kirke har ikke ladt livet for ingenting,” siger Thomas Bertelsen fra Nationalmuseet, som forestod nedtagningen.

Dermed hentyder arkitekturhistorikeren til, at kirken fra Lønstrup Klint i Vend- syssel har givet uvurderlig viden fra sig om, hvordan man byggede i middelalderen.

Men det er ikke den eneste måde, Mårup Kirke har været til nytte på. Også nordjyske bilister nyder godt af dens gamle mure, som er knust og brugt til for eksempel vejfyld.

Længe var det som bekendt meningen, at kirken, som var Lønstrups vartegn, skulle genopføres længere inde i landet, sådan som man før har gjort med gårde og kirker, hvis fodfæste var i fare for at blive taget af Vesterhavet.

Derfor blev den lille kirke fra 1200-tallet pillet forsigtigt ned og opmagasineret på Beredskabscenter Hjørring. Men da man opgav at genopføre den, blev delene i 2015 overtaget af et entreprenørselskab, som kvaste dem til grus.

Det er sådan set ingen hemmelighed, der er bare ikke så mange, der ved, hvordan Mårup Kirke endte sine dage. Heller ikke lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, Kirstine Helboe Johansen.

”Nej det vidste jeg ikke. Det er ikke mærkeligt, hvis det fremkalder følelser. Man kan ikke uden videre fjerne den religiøse væren, som engang var. Så nemt går det ikke,” siger lektoren, som dog ikke mener, at kirkens endeligt er ”etisk udfordrende”.

”Ud fra et mere snævert luthersk synspunkt, er kirkerummet ikke Guds hus, og i den forbindelse bærer stenene ikke nogen værdi i sig selv. De er en ramme om de levende stene, så at sige. På den måde er der ikke nogen direkte etisk udfordring i at bruge Mårup Kirke som vejfyld, og hvor den nu ellers måtte være endt, men det er da et interessant dilemma.”

Skovrider Jesper Blom-Hansen, som er ansvarlig for Naturstyrelsen i Vendsyssel, ved ikke, hvilke veje Mårup Kirke har været med til at lappe.

”Det er helt bevidst. Vi vil ikke vide det, og vi vil ikke have, at andre ved det. Der er ikke nogen, som skal grave noget op eller lave kirkegårds-stemning. Den er væk og skal ikke kunne genopstå. Jeg vil ikke have den situation, at folk kan sige, at nåh, der ligger Mårup Kirke blandet sammen med øvrige sten,” siger han.

Det er Naturstyrelsen, som ejer klinten ved Lønstrup, og skovrider Jesper Blom-Hansen er ikke i tvivl om, at det var den rigtige fremgangsmåde at knuse kirken.

”Vi har været udsat for nogen, der ville bruge stenene til andre byggerier – ind bag hotel-lobbyer og sådan noget. Det kunne vi måske finde på med en gammel industribygning, men det ville vi ikke med Mårup Kirke.”

Lektor Kirstine Helboe Johansen hæfter sig ved, at beslutningen om at knuse kirken, ”i hvert fald er nemmere for Naturstyrelsen”.

”Jo mindre elementer, der er tale om, jo sværere er det at opretholde et religiøst forhold til det. Det er godt nok sværere at lave ballade ud af noget, der er knust, end hvis der er bygget en mur op af resterne på et Scandic Hotel,” siger hun og nævner, at også gravsten, der har været i venteposition længe, genbruges som byggemateriale.

”Man sliber navnene af og bruger dem for eksempel til forstærkning af diger. Indimellem sker det jo, at man ikke har fået navnet af, og når forbipasserende så opdager en gravsten med navn, fremkalder det ret store følelser. Det er jo næsten som at finde sin onkel liggende der. Det, jeg vil sige med det, er, at det ikke er ualmindeligt at genbruge sten, der har indgået i en religiøs sammenhæng,” siger Kirstine Helboe Johansen.

I Lønstrup får formand for Maarup Kirkes venner Tove Marquardsen stadig mange henvendelser fra lokale og turister, som savner den lille kirke.

”Jeg synes, det er mærkeligt at tænke på, at nogen kører på stenene fra Mårup Kirke. Jeg prøver at sige til mig selv, at de stadig gør nytte, og der var nok heller ikke så mange andre muligheder. Stenene måtte ikke gives væk, sælges eller bruges andre steder. Alternativet var, at de skulle ligge i en lagerhal. Det er en speget sag, som jeg helst ikke vil rippe op i, men for mig betød stenene noget, da de dannede rammen om Mårup Kirke,” siger hun.

Nedtagningen af Mårup Kirke tog syv år og havde sine ”knaster”. Først blev kirkeklokken, en næsten 500 år gammel malmklokke støbt af ”Lars Klokkestøber”, stjålet, og senere blev en del af kirkens byggesten snuppet fra de åbne containere på stedet.

Det med klokken ærgrer Jesper Blom-Hansen, men ”om der er et par turister eller fem, der har taget nogle sten som minde, så fred være med det,” siger han.

Noget tyder dog på, at tyveriet af kirkens sten løb op i mere, end hvad fem turister tog med hjem som en souvenir. For eksempel stoppede Nationalmuseets arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen en bilist ved Naturstyrelsens containere i Lønstrup, som var klar til at læsse bilen med kirkedelene.

”Jeg sagde til ham, at ’du skal da ikke fylde hele bilens bagagerum op med Mårup Kirke’, men når tingene ligger i en åben container, er det klart, at der er nogen, der kender grænsen, og nogen, der ikke gør,” siger han.

Hvis kirken alligevel endte som vejfyld, hvorfor brugte I så alle de ressourcer på at demontere den?

”Fordi der var lokale planer om at genopføre kirken, og fordi Kulturstyrelsen bad Nationalmuseet om at varetage en kontrolleret nedtagning, så vi kunne blive klogere på middelalderbygningen. Normalt foretager vi jo ikke destruktive indgreb, sådan som vi gjorde her, hvor kirken måtte flyttes for ikke at styrte ned og være til fare for folk,” siger Thomas Bertelsen, der også er redaktør for bogværket ”Danmarks kirker”.

”Hvis man undrer sig over, hvorfor kirken skulle knuses, skal man måske forestille sig de andre scenarier. Der kunne komme en tysker med trailer fra Stuttgart, som havde holdt sommerferie ved Lønstrup de sidste 30 år, fordi han syntes, det ville være dejligt at brolægge sin indkørsel med Mårup Kirke. Ikke at jeg har spor imod tyskere fra Stuttgart, men det ville nok falde mange for brystet.”

Ifølge arkitekturhistorikeren ønskede man heller ikke at forære kirkestenene væk, fordi de senere kunne dukke op ”på en pløjemark og holde mange arkæologer i gang om 75 år”, når man har glemt, hvor de kom fra.

”I Danmark har vi et meget velfungerende system, hvor amatørarkæologer indleverer det, de finder. Hvis vi så siger, at folk bare kan tage Mårup Kirke med hjem, er det svært at forklare, hvorfor det er vigtigt at aflevere et fund,” siger Thomas Bertelsen, som oplyser, at den viden, man fik om Mårup Kirke, også vækker stor interesse i udlandet.

Planer om at genopføre Mårup Kirke på Frilands- museet nord for København blev i øvrigt også opgivet, da dens dele viste sig at være i dårligere stand end forventet.

Efter dissektionen af den berømte middelalderkirke er der på selve klinten i Lønstrup kun lidt af korrundingens fundament tilbage.

På Nationalmuseet opbevares et antal teglsten, nogle med udskæringer, lidt mørtel til analyse, en degnestol og et par kirkebænke. Herudover befinder der sig et ukendt antal sten som souvenirs hos private. Og så har kirkegårdens opsynsmand, Allan Normann Sørensen, selv en ”bette smule munkesten” liggende, som han har tilbudt kan bruges som udhæng over en eventuel informationstavle på stedet.

Allan Normann Sørensens oldeforældre ligger på kirkegården uden kirke, men selvom deres grave ikke er i stor fare for at styrte på stranden, er de cirka 45 gravsten, der var ved at falde i afgrunden, samlet sammen et sikkert sted. Hvad der skal ske med dem, ved opsynsmanden ikke. ”Den tid den sorg, hvis man kan sige det sådan.”

Dilemmaet For genbrug af kirkebygninger taler: