Er det i orden, at Mårup Kirke endte som vejfyld?

Mårup Kirke lå på Lønstrup Klint i Hjørring Kommune. Da den var i fare for at styrte ned, blev den fra 2008-2015 trinvist nedtaget. Tilbage i dag er kun en rest af den oprindelige korrunding. Nationalmuseet opbevarer et beskedent antal sten og en mængde mørtel. Resten af kirken er knust og genbrugt. Foto: Jan Dagø/ritzau

Den lille ikoniske middelalderkirke blev nedtaget, fordi den var ved at styrte i havet. Planen var at genopføre den, men i stedet blev den knust. Etisk er der ikke noget forkert i at genbruge kirker og gravsten i verdslige sammenhænge, siger lektor i praktisk teologi, men hun kan godt forstå, hvis vores følelser fortæller os noget andet

”Mårup Kirke har ikke ladt livet for ingenting,” siger Thomas Bertelsen fra Nationalmuseet, som forestod nedtagningen.

Dermed hentyder arkitekturhistorikeren til, at kirken fra Lønstrup Klint i Vend- syssel har givet uvurderlig viden fra sig om, hvordan man byggede i middelalderen.

Men det er ikke den eneste måde, Mårup Kirke har været til nytte på. Også nordjyske bilister nyder godt af dens gamle mure, som er knust og brugt til for eksempel vejfyld.

Længe var det som bekendt meningen, at kirken, som var Lønstrups vartegn, skulle genopføres længere inde i landet, sådan som man før har gjort med gårde og kirker, hvis fodfæste var i fare for at blive taget af Vesterhavet.

Derfor blev den lille kirke fra 1200-tallet pillet forsigtigt ned og opmagasineret på Beredskabscenter Hjørring. Men da man opgav at genopføre den, blev delene i 2015 overtaget af et entreprenørselskab, som kvaste dem til grus.

Det er sådan set ingen hemmelighed, der er bare ikke så mange, der ved, hvordan Mårup Kirke endte sine dage. Heller ikke lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, Kirstine Helboe Johansen.

”Nej det vidste jeg ikke. Det er ikke mærkeligt, hvis det fremkalder følelser. Man kan ikke uden videre fjerne den religiøse væren, som engang var. Så nemt går det ikke,” siger lektoren, som dog ikke mener, at kirkens endeligt er ”etisk udfordrende”.

”Ud fra et mere snævert luthersk synspunkt, er kirkerummet ikke Guds hus, og i den forbindelse bærer stenene ikke nogen værdi i sig selv. De er en ramme om de levende stene, så at sige. På den måde er der ikke nogen direkte etisk udfordring i at bruge Mårup Kirke som vejfyld, og hvor den nu ellers måtte være endt, men det er da et interessant dilemma.”