Er det hykleri, når modemagasinerne vil fremme et mere nuanceret syn på kvindekroppen?

Tynde, klassisk smukke modeller dominerer mode- og livsstilsmagasinerne. Men nu vil et dameblad kæmpe for den naturlige kvindekrop. Positivt, men det sender modsatrettede budskaber, mener eksperter

I sidste måned udkom modemagasinet ”Kvinder med kurver” til kvinder i størrelse 44 og op for første gang, og for en uge siden skød damebladet Femina en kampagne i gang, der skal sætte fokus på rummelighed og kvinders ret til at være sig selv. I den anledning offentliggjorde bladet et manifest med titlen ”100 procent mig” og lod redaktionen gå forrest. Således kunne læserne af Femina i sidste uge se billeder af chefredaktør Camilla Kjems med blottet silikonebarm og en behåret armhule, mens en anden af bladets medarbejdere er affotograferet, så man kan se det, hun selv kalder en ”blød eftergraviditetsmave”.

Men er det overhovedet modebranchens opgave at kæmpe for den naturlige kvinde og et mere nuanceret syn på kvindekroppen, eller er det snarere at opfatte som en omgang dobbeltmoralsk hykleri?

Når Camilla Kjems skal forklare, hvorfor de på Femina har valgt at udarbejde et manifest, der skal fremme et mere nuanceret fokus på kvinder og kvindekroppen, har det flere årsager.

”Vi synes, at der er sket et tilbageskridt i forhold til frigørelsen af kvindekroppen de sidste 20 år. Vi lever i en nypuritansk tid, hvor vi præsenteres for poleret og pornoficeret nøgenhed overalt, hvor kvinder i den grad seksualiseres, men omvendt har vi et enormt fremmedgjort forhold til den almindelige krop,” siger hun.

Camilla Kjems mener, at der er behov for en ny aktivisme, der har fokus på almindelige mennesker og ikke ekstreme kroppe, der enten er alt for tynde eller tykke. Spørgsmålet er dog, om det ikke er dobbeltmoralsk at have den holdning, når man godt nok viser blød mave og armhulebehåring frem, men stadig i bladet bruger de klassiske, smukke, unge og slanke modeller til at vise nyeste mode frem?

”Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er dobbeltmoralsk. Vi har også i hvert nummer fotos af helt almindelige kvinder i alle mulige aldre og størrelser og fra alle steder i landet, som vi bestræber os på at guide uanset størrelse og udseende. Vi skal ikke være bange for at bruge almindelige modeller, men der er heller ikke noget i vejen med de unge, smukke kvinder - vi har jo også selv været unge engang. Og i modebranchen skabes kollektionsprøverne kun i én størrelse, og hvis vi skal kunne vise tøjet for læserne, samtidig med at det kommer ud i butikkerne, er vi nødt til at bruge de modeller, der kan passe tøjet,” siger Camilla Kjems og pointerer, at de på Femina er meget opmærksomme på ikke at bruge modeller, der ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv ikke ser syge ud.

Hun fremhæver også, at modebranchen ikke kan stå alene med ansvaret for at give fremtidens kvinder et mere nuanceret billede af kvindekroppen.

”Vi har alle et ansvar for vores børn og unge. Vi skal lære dem at se, hvornår der er tale om virkelighed, og hvornår der er tale om, at nogen vil prøve at sælge dem en vare. De vil blive bombarderet af den kommercielle branche også på nettet, og det er vigtigt, at vi får givet dem nogle sunde værdier med på vejen,” siger Camilla Kjems.

Journalist og forfatter Katrine Memborg har netop udgivet bogen ”Modeldrømme”, hvori hun prøver at give et nuanceret billede af, hvad modelverdenen i virkeligheden er. Hun mener, at skønt det overordnede budskab er positivt, så er Feminas kampagne blevet mere ekstrem end nødvendigt.

”Den er blevet mere visuel, end jeg synes, den behøvede. Nu skal vi pludselig se redaktørens behårede armhule og klummeskribents maveskind, og på den måde kommer det igen til at handle meget om udseendet og om at skulle forarge i stedet for om, hvordan kvinder er,” siger hun.

Katrine Memborg mener ikke, at modebranchen bør bruge sygeligt tynde modeller, men synes heller ikke, at der er grund til at opstille regler for, hvordan modellerne skal se ud, eller hvor lavt bmi de må have.

”Modebranchen har altid brugt slanke piger, og fordi det er en meget visuel branche, bliver det tydeligt for enhver, at de her piger skiller sig ud. Men overlæger og professorer skiller sig jo også ud ved at være klogere end mange af os andre, og det er der jo ingen, der klager over,” siger hun og pointerer, at hovedansvaret for, at unge piger ikke får et forkvaklet kropsideal ligger hos forældrene.

”Jeg synes 100 procent, at ansvaret ligger hos forældrene. Hvis man kommer fra et hjem, hvor man har fået et godt selvværd og lært at stole på sig selv, så vil man have et fornuftigt forhold til de idealer, der er i magasinerne og på de sociale medier,” siger Katrine Memborg.

Bodil Maria Pedersen fra Roskilde Universitet forsker blandt andet i køn, seksualitet og sundhed. Hun synes overordnet, at det er positivt, at Femina rider med på den bølge, der handler om mere naturlighed og mindre perfektionisme. Men hun slår samtidig fast, at man skal holde sig for øje, at der ikke er tale om et kampblad.

”Femina skal også sælge blade, og der er kommercielle interesser blandet ind i det. Derfor er der også stadig unge, slanke modeller i bladet. Så kampagnen er formentlig en balancegang mellem, at kvinderne på redaktionen er trætte af de super perfektionistiske billeder, vi ser i medierne og samtidig en bevidsthed om, at der skal sælges blade,” siger hun.

Selvom Bodil Maria Pedersen mener, at det er godt, jo flere der hopper med på ”naturlighedsbølgen”, vil hun dog på ingen måde fritage modebranchen og kvindeblade som Femina fra at have et ansvar, når det kommer til at fremstille urealistiske krops- og kvindeidealer.

”Jeg ved jo, at det går ud over de mest udsatte kvinder, og jeg synes personligt ikke, at kommercielle interesser er begrundelse nok til at bruge de tynde modeller som forbilleder. At Femina nu går ud og siger og viser, at man ikke skal lade sig påvirke af mode og kropsidealer, samtidig med at de vedbliver at bruge de tynde, klassiske modeller, kan få de kvinder, som i forvejen har det svært, til at blive forvirrede. For hvordan skal jeg nu gebærde mig? På den ene side må jeg ikke være afhængig af moden, men på den anden side kan jeg altid blive smukkere og pænere,” siger hun.

Karen Klitgaard Povlsen, lektor på institut for æstetik og kommunikation på Aarhus Universitet, synes, at Feminas nye kampagne virker fornuftigt tænkt set i det perspektiv, at magasinerne i dag generelt er pressede på økonomien, og man derfor er nødt til at appellere til en bredere målgruppe.

”Femina vil signalere, at her er plads til både tykke og tynde, unge og gamle og opererede og ikke-opererede. Men det ændrer bare ikke på, at modereportagerne stadig er bygget over et slankt og ungt kvindeideal,” siger hun.

Der er dog ikke noget nyt i,at kvindeblade sender modsatrettede signaler til læserne. Det gør de også, når de opfordrer til motion og slankekure, men samtidig viser opskrifter på lækre kager, man skal servere for sine gæster i weekenden, pointerer Karen Klitgaard Povlsen. Hun mener da heller ikke, at Feminas kampagne vil rykke meget ved nutidens kvindeideal.

”Det vil ikke ændre alverden. Det er et udtryk for en nichestrømning på linje med 'Go natural'-bevægelsen og andre strøminger, og drømmen om at blive bedre gennem forbrug har været total dominerende siden 1700-tallet og vil næppe ændre sig dramatisk på grund af denne kampagne,” siger hun og fortsætter:

”Hvis man skal være kritisk, så kan man også sige, at det, Femina gør, er at lokke endnu flere kvinder til for at sige til dem, at selvom du er tyk og overvægtig nu, så kan du blive sagtens blive tyndere og komme til at se bedre ud. For 100 år siden var skønhedsidealer noget, der gjaldt de 15-22-årige. I dag skal vi holde os unge, til vi er mindst 70, og det er noget af et pres at leve med, også selvom det kommer fra os selv.”