Er det forbrugernes ansvar at løse klimaproblemerne?

Mickey Gjerris, forfatter til bogen "Kød" om holdninger til dyrevælfærd.

Forbrugerne er nødt til at tage ansvar for de stigende temperaturer, siger professor, der ikke mener, ansvaret kan overlades til myndighederne. Men man skal ikke regne med den politiske forbruger, mener liberal debattør

Drop den røde bøf og red verden. Det lyder måske lidt forsimplet, men ikke desto mindre er det nødvendigt, at vi i Danmark skærer ned på kødforbruget og den CO2-udledning, det medfører, hvis vi skal klimaproblemerne til livs. Det er i hvert fald Jørgen Eivind Olsens analyse. Han er professor på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, hvor han arbejder med klima og fødevarer som forskningsområde.

Han har også bidraget til Det Etiske Råds seneste publikation: ”Det svære valg - udfordringer for den etiske forbruger”. I den undersøges, hvad forbrugerne kan og bør gøre for at ”adressere nogle problemer, som det for det politiske system har været vanskeligt at finde effektive løsninger på”, som det hedder i forordet. Der hentydes til stigende temperaturer, øget CO2-udledning og det forhøjede pres på Jordens ressourcer, som træfældning i regnskoven, global befolkningsvækst og øget velstand i blandt andet Kina medfører.

Skal disse forandringer ikke få fatale konsekvenser for vores jordklode, er vi som forbrugere tvunget til at tage ansvar. Og det begynder ved køledisken, siger Jørgen Eivind Olsen. For dyr spiser mange gange deres egen vægt, inden de bliver slagtet, og bruger derfor langt flere ressourcer end for eksempel grøntsager.

”Der er ingen tvivl om, at vi ikke får løst klimaproblemerne, hvis vi ikke får nedbragt vores fødevareforbrug og ændret vores adfærd. Vi kan finde teknologiske løsninger på at nedbringe varme- og elforbruget, men den slags løsninger er der ikke i forhold til vores fødevarer, og derfor har forbrugerne også et ansvar,” siger han og henviser til en undersøgelse fra Københavns Universitet fra 2012, der viser, at fødevareforbruget tegner sig for 19-29 procent af den globale menneskeskabte udledning af drivhusgasser.

”Det er svært at gøre det her til et individuelt problem, når det er noget, vi alle sammen er fælles om, for det nytter jo heller ikke noget, hvis jeg opfører mig fint, og alle andre opfører sig idiotisk. Man kan også tænke, at der er rigtig meget, man skal tage stilling til, hvis man skal leve op til et stort ansvar med sin egen indkøbskurv. Men hvis vi vil nedbringe udledningen til det, politikerne ønsker, er vi også selv nødt til at gøre noget,” siger Jørgen Eivind Olsen.

Og har man muligheden for at bidrage til at løse klimaproblemerne, bør man gøre det. Så er det mindre vigtigt, om ansvaret overordnet ligger hos politikerne, siger etikprofessor ved Roskilde Universitet, Jesper Ryberg.

”Hvis der var en på stranden, der var ved at drukne, ville det juridisk set også være bademesterens ansvar at redde personen, men derfor har man stadig som menneske et ansvar for at handle. Som enkeltperson kan man selvfølgelig ikke løse klimaproblemerne, men det betyder ikke, at man ikke kan hjælpe politikerne med at træffe de fornødne beslutninger. Klimapolitik er i virkeligheden indenrigspolitik, for hvis befolkningen viser en interesse i at ændre på tingene, kan de give politikerne den nødvendige rygdækning. Problemet er, hvis politikerne ikke tør træffe de svære beslutninger, fordi de er bange for at blive væltet ved næste valg,” siger Jesper Ryberg.

Formand for arbejdsgruppen bag Det Etiske Råds publikation om etisk forbrug, lektor i bioetik ved Københavns Universitet, Mickey Gjerris, mener ikke, at det nytter at overlade det til forbrugerne at løse klimaproblemerne. Det ville ifølge Mickey Gjerris nemlig betyde, at vi konstant skulle bekymre os om, hvorvidt vi opfører os bæredygtigt eller ej - og det kan være mere end svært at overskue klokken 17 foran køledisken med sultne unger i baggrunden.

”Jeg taler ikke imod, at vi kan opføre os mere bæredygtigt, end vi gør nu, men det er bedre, at man slet ikke har muligheden for at opføre sig ikke-bæredygtigt. Det er bedre, at vi tager politiske beslutninger som borgere om, at man ikke kan købe cowboybukser med farlige kemikalier eller miljøbelastende rengøringsmidler i supermarkedet. De beslutninger kan vi kun træffe i fællesskab. Det er meget bedre, end at vi forsøger at løse det selv som forbrugere. Vi må insistere på, at vi bor i et samfund og en verden, som vi skal passe på for vores efterkommere,” siger Mickey Gjerris.

En undersøgelse fra forbrugermagasinet Tænk i 2014 viste, at klimavenlige fødevarer ikke betyder noget særligt for en tredjedel af de danske forbrugere, når de køber ind. I stedet vægter forbrugerne smag, pris og dyrevelfærd højt under indkøbene. 98 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarede, at smag er ”meget vigtig” eller ”forholdsvis vigtig,” mens lidt over halvdelen tilkendegav, at klimavenlighed var vigtigt for deres valg af fødevarer.

Undersøgelser som disse er blot beviser på, at politisk forbrug er en myte, siger Christopher Arzrouni, der er debatredaktør på Børsen og medlem af Det Etiske Råd.

”Meget af det, vi kalder politisk forbrug, har med individuelle og ikke politiske målsætninger at gøre. Når forbrugerne køber økologisk mælk, er det, fordi de tror, det er sundere. Det er en meget selvisk måde at forbruge på,” siger han.

Desuden er det alt for svært for forbrugerne at gennemskue, hvilke varer der har en høj klimabelastning, og hvilke der ikke har, siger Christopher Arzrouni og nævner, at for eksempel kan en flaske Coca Cola, der er produceret i Finland, være langt mere klimaskadelig end en, der er produceret i Danmark.

”Det kan den, fordi det ikke er varen i sig selv, men produktionen, der har en bestemt klimabelastning. Så forbrugerne har ikke en kinamands chance for at gennemskue, hvilke varer der er klimabelastende. Derfor giver det ingen mening overhovedet at tale om, at forbrugerne skal påtage sig ansvaret for at løse klimaproblemerne.”

For individer kan ifølge Christopher Arzrouni slet ikke handle klimavenligt. Men de kan forhåbentlig købe noget, der glæder dem. Hvis man vil gøre sig håb om noget klimavenligt, må man enten op på politisk niveau eller krydse fingre for, at den løbende forskning og udvikling af nye produkter vil gavne klimaet, siger han.

”Det politiske forbrug bygger på en illusion. Jeg afviser ikke, at der er klima- eller miljøproblemer, men det er ikke op til forbrugerne at løse dem. Hvis man vil regulere miljøbelastningen af pesticider, må man gøre det politisk, og vil man regulere udledningen af CO2, må man gøre det politisk. Når man taler for politisk forbrug, varetager man et egoistisk hensyn, mens man misser den ore pointe.”

Tænker du klimavenlighed, når du køber ind til aftensmaden?