Er det et personligt ansvar at være klimavenlig?

Selvom flere lever mere klimavenligt, vil de færreste gøre større ofre på deres livsstil, hvis alle andre ikke også gør det

Facebook og andre sociale medier flyder i disse uger over med feriebilleder af enten sne eller sol. Knap 400.000 danskere er nemlig rejst udenlands for at undslippe det grå vejr herhjemme, mange af dem med fly. Og det tal har længe været stigende.

Læs også:Alle taler om klimaforandringerne. Samtidig flyver vi mere end nogensinde

Vi flyver i det hele taget stadig mere. I 2015 planlagde to ud af tre danskere en flyvetur i løbet af året, og den udvikling vil fortsætte, siger trendforskere, der ser det som en naturlig konsekvens af øget velstand, øget udsyn og lavere billetpriser. En tur til Thailand hvert andet år er simpelthen blevet normalen for stadig flere, og det er skidt nyt for klimaet, for rejser med fly er en af de helt store syndere i forhold til udledning af den klimaskadende gas CO2. En enkelt længere flyvetur svarer således til et helt års bilkørsel for hver enkelt om bord, viser en undersøgelse fra det norske klimaforskningscenter Cicero.

Så hvad skal man gøre, hvis man gerne vil være med til at overlevere en verden til børn og børnebørn, som ikke er ved at gå under på grund af menneskeskabte klimaforandringer? Eller spurgt på en anden måde: Hvor stort er vores personlige, moralske ansvar for at skrue ned for CO2-forbruget ved eksempelvis at droppe turen til de varme lande, og hvor meget kan vi med en vis rimelighed forvente, at staten tager sig af?

Det spørgsmål bliver ikke nemmere at besvare i disse år, hvor individualistisk kultur og rettighedstænkningen dominerer. Det bliver ikke desto mindre stadig mere påtrængende, at vi handler, siger professor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet. Han er medforfatter til bogen ”Klima og etik”, der blandt andet behandler spørgsmålet om, hvordan det moralske ansvar for klimaforandringerne bør fordeles.

”Det vanskelige er jo, at alle deler ansvaret, både individer, virksomheder, stater og verdenssamfundet, og derfor peger alle på hinanden, når der virkelig skal prioriteres og handles. De fleste gør noget. Staten regulerer skadelige stoffer og grøn energi og meget andet. Mange virksomheder har fokus på bæredygtighed, og stadig flere borgere er blevet klar over, at det er vigtigt at leve mere klimavenligt. Det er først, når vi virkelig føler, vi skal ofre noget væsentligt, at vi tøver. Og her peger den moralske pil altså tungest mod den enkelte, for det er nu engang sådan, at både stat og virksomheder især handler efter, hvad flertallet i befolkningen er interesseret i,” siger han.

Den store udfordring er så at skabe et flertal af mennesker, der er villige til at ændre deres livsstil på en måde, så de udleder markant mindre CO2. Eksempelvis ved at droppe turen til Thailand og i stedet tage toget til Berlin eller cykle til Paris. Eller – hvis man nægter at give afkald på Thailand – at udligne CO2-forbruget ved eksempelvis at donere penge til organisationer, der bekæmper klimaforandringerne. Det er især det sidste, Thomas Søbirk Petersen selv gør, men set fra et etisk synspunkt er alle dele lige legalt.

Mickey Gjerris er lektor i bioetik og forsker og underviser blandt andet i etikken bag vores tilgang til klimaforandringer. Han mener ligeledes, at klimavenlig adfærd først og fremmest er et personligt ansvar. For ligesom i alle mulige andre sammenhænge har vi en moralsk forpligtelse til at ændre adfærd, når vi kan se, at den skader andre. Og det gør den, når vi udleder CO2.

En dansker udleder ifølge tænketanken Concito i gennemsnit 17 tons CO2 om året, og det svarer ifølge den anerkendte filosof John Broome til, at vi over et helt liv skærer et halvt år af et andet menneskes liv. Endnu mere konkret er verdenssundhedsorganisationen WHO’s udregning, der konkluderer, at cirka 250.000 mennesker hvert år mister livet som følge af klimaforandringer. Det kan være på grund af tørke, oversvømmelser, mangel på rent vand eller den øgede udbredelse af malaria.

Det er voldsomme tal, som det kan være uoverskueligt at handle på, erkender Mickey Gjerris.

”Vi beder os selv og hinanden om at ændre livsstil på en måde, de færreste har lyst til, og som vi ved ikke i sig selv gør en forskel. Dertil kommer, at vi ikke engang selv rigtigt mærker konsekvenserne af de klimaforandringer, vi skal ofre os for at undgå, så det er da svært! At stræbe efter nogle etiske idealer kræver en særlig motivation, og den er der ikke umiddelbart her,” siger han.

Staten kunne godt skubbe mere til den motivation, end den gør. Eksempelvis ved at indføre afgifter på kød, sådan som Det Etiske Råd sidste år foreslog – med Mickey Gjerris som ordfører. Det blev afvist, for skal den slags indgreb i den enkeltes hverdag blive virkelighed, skal ønsket ikke blot komme fra et råd, men fra et flertal i befolkningen. Ligesom med de fleste andre klimatiltag opstår det flertal dog kun, hvis nok går forrest, for hvem vil give afkald på ting, de synes er væsentlige for deres livskvalitet, hvis alle andre ikke også gør det? Problemet er, at der ikke er tilstrækkelig mange, der vil gå forrest uden en forsikring om, at alle andre hurtigt følger efter.

”Vi er nødt til at gå en anden vej. I stedet for at bruge ansvar og skyld som de fænomener, der skal motivere os, og i stedet for hele tiden at vente på, at alle de andre også handler rigtigt, bør vi spørge os selv: Kan vi kun have et godt liv ved at flyve til Thailand? Eller kan vi udvikle andre visioner for det gode liv? Visioner, der gør, at vi på en gang kan handle mere klimavenligt og opleve, at vi lever gode liv? De spørgsmål kan staten ikke besvare for os, det er en diskussion, vi må tage sammen,” siger han.

Hans egen tilgang er at implementere de nødvendige livsstilsforandringer en ad gangen og i et tempo, så de kan fungere i hans hverdag. For eksempel er han helt holdt op med at spise kød. Han kører ikke bil og har skåret flyveturene ned til de mest nødvendige. Og så øver han sig i at huske på, at han får noget, hver gang han mister noget, nemlig en oplevelse af at være en del af naturens fællesskab og i højere grad en del af løsningen frem for kun at være en del af problemet.

”Det sværeste er ikke at være så optaget af, hvad alle andre gør, men fokusere på, hvad man selv kan stå inde for. Men det er den vej, vi skal,” siger Mickey Gjerris.