Er det en samfundspligt for kvinder at få børn?

Flere kvinder vælger i dag aktivt børn fra. Dermed svigter de fællesskabet, mener en debattør, mens andre pointerer, at man kan bidrage til samfundet på mange andre måder end ved at stifte familie

For nylig kom det frem, at det i dag er hver syvende danske kvinde, der aldrig får børn. Til sammenligning var det tal i 1996 hver 10. Selvom man ikke ved, hvor mange af disse barnløse kvinder der er det henholdsvis frivilligt og ufrivilligt, er det et faktum, at den danske befolkning på sigt kan risikere at skrumpe ind, hvis ikke udviklingen vender.

I sidste uge fik blandt andet denne kendsgerning præst og debattør Sørine Gotfredsen til på sin blog på berlingske.dk at spørge, om vi nu er kommet dertil, hvor det er nødvendigt at diskutere, om det er kvinders pligt at få børn, hvis de vel at mærke kan.

Selv har Sørine Gotfredsen efter eget udsagn aldrig seriøst overvejet at blive mor, og ifølge hende er fordelene ved et liv uden børn mange, mere frihed og færre bekymringer blandt andet. Men som årene er gået, skriver hun på sin blog, mærker hun alligevel en anger over ikke at have bidraget til næste generation af danskere, der kan stå sammen, når det er nødvendigt.

”Vi (de selvvalgte barnløse, red.) er snarere produkter af selvoptagethedens tidsalder, alt imens det egentlig interessante i dag ville være at forsøge at genoplive tanken om, at man grundlæggende har pligt til at få børn, der kan bære vores kultur videre. Ikke mindst i tider, hvor den er under pres,” lyder det blandt andet i Sørine Gotfredsens blogindlæg.

Men spørgsmålet er, om det vitterlig kan være en form for samfundspligt for kvinder at føde børn? Nej, mener forfatter og litteraturkritiker Leonora Christina Skov, der lever i et lesbisk forhold og aktivt har valgt børn fra.

”Man skal ikke få børn, fordi det er en pligt, og heller ikke føle dårlig samvittighed over, at man vælger dem fra. Det kan ikke være rigtigt, at vi kvinder skal sprede ben for fædrelandet på den måde. Der er mange andre måder at bidrage til samfundet på. Hvorfor er det så vigtigt, at det er sine gener, man bidrager med? For mig gælder det, at jeg bidrager med mine bøger - det er det, der giver mening for mig og gør mig og forhåbentlig også andre glade,” siger hun.

At flere kvinder end tidligere fravælger et liv med børn, ser Leonora Christina Skov ikke som det ultimative bevis på, at individualismen har gået sin endelige sejrsgang, og hun giver ikke meget for forestillingen om det søde singleliv, hvor de lykkelige, egoistiske barnløse sidder på café dagen lang og i øvrigt ikke har skyggen af bekymringer og ej heller indgår i forpligtende relationer med andre mennesker.

”Jeg har mødt den der egoismetankegang mange gange. Men jeg føler, at jeg gør væsentligt mere for samfundet, end mange kvinder med små børn gør. Fordi de naturligvis ikke har den samme tid til det. Og faktisk mener jeg også, at det at få børn i mange tilfælde er et udtryk for egoisme, hvor det handler om at få ført sit eget projekt ud i livet,” siger hun og fortsætter:

”Selvom jeg ikke har børn, har jeg da også mennesker i mit liv, som jeg føler mig forpligtet over for, og som betyder, at jeg ikke bare kan gøre, hvad jeg vil. Og at man ikke skulle have bekymringer, fordi man har valgt børn fra, kan jeg ikke genkende. Jeg kan da gøre mig masser af tanker om, hvorvidt mine valg nu er rigtige. Kommer jeg nu til at fortryde engang, at jeg ikke fik børn, og ender jeg nu med at blive ensom,” siger Leonora Christina Skov.

Christopher Arzrouni, debatredaktør på Børsen, mener heller ikke, at det nogensinde kan være en kvindes pligt at føde børn, og han tager afstand fra argumentet om, at man skal sætte børn i verden for nationens skyld.

”Når jeg fortæller folk, at jeg har fire børn, reagerer de af og til ved at sige, at det var da godt, for så er der nogle til at betale for deres pension engang. Til det svarer jeg altid, at jeg opdrager mine børn til, at de kan flytte til udlandet, når de bliver voksne. Man skal ikke få børn, for at de kan tjene andre senere. Man skal få børn for sin egen og for børnenes skyld,” siger han.

Det betyder dog ikke, at Christopher Arzrouni ikke synes, at det er positivt, at folk får mange børn, ligesom han anerkender, at man får børn af mange årsager - også som led i en selvrealisering. Men når børnene først er her, eksisterer de primært for deres egen skyld. Frem for at tale om at kvinder har en pligt til at føde flere børn, mener han, man bør begynde et andet sted.

”Det er en god ting, at kvinder får børn, men i stedet for at tale om pligt, skal vi tale om, hvad der skal til, for at kvinder får lyst til at få børn. Hvilke ting står i dag i vejen for, at danske kvinder føder flere børn?”, siger Christopher Arzrouni.

Den romanaktuelle forfatter Kirsten Hammann, der skriver om moderne parforhold, mener ikke, at der er noget forgjort i, at tanken om pligt også indgår, når man overvejer, om man vil have børn.

”Der bør være en pligttanke med, men valget skal naturligvis bero på fuldstændig frivillighed. De fleste af os får jo børn frivilligt, men samtidig ligger der også en masse nedarvede forventninger og noget kultur, som måske i virkeligheden også indebærer en følelse af pligt til at føre vores slægt videre. Desuden er det jo kun, fordi vi i dag har både prævention og muligheden for abort, at vi skal tage et aktivt valg. Tidligere skulle vi som art ikke tænke over, om det var en pligt at få børn,” siger hun.

Kirsten Hammann vil ikke tale nedsættende om kvinder, som fravælger børn, men når hun hører, at livet uden børn skulle være sjovere end et med børn, stejler hun.

”Jamen er det da meningen, at livet skal være sjovt på den der teenager-måde, hvor man hele livet kan gøre, hvad man vil? Det, der gør mit liv sjovt eller giver det mening, er da, at jeg har en betydning for andre mennesker, og især mit barn, som jeg har sat i verden og hjælper med at vokse op. Måske ville jeg have det sjovere uden barn, det kan jeg ikke vide, men for mig giver det utrolig meget mening at have fået et. Nogle siger, at livets mening er liv. Og måske er den i virkeligheden ikke længere. Selvom vi i forhold til andre arter har ånd, intelligens og kultur, så er meningen med vores liv måske kun at skabe mere liv,” siger Kirsten Hammann.

Karin Rahbek har skrevet bogen ”Du skal da være mor - hvis du har lyst” og er netop gået i luften med hjemme-siden barnefri.dk - et socialt netværk, hvor der også er dating for mennesker, der ikke vil have børn. Selv har hun, siden hun var teenager, vidst, at hun ikke ønskede at få børn, og hun mener ikke, at det skulle være en samfundspligt at få børn.

”Alle har pligt til at bidrage til samfundet, men ikke til at få børn. Hvis det var en pligt og et reelt samfundsønske, at danske kvinder skulle få flere børn, så skulle al fertilitetsbehandling jo være gratis, mens det omvendt kunne koste penge at få en provokeret abort,” siger hun.

Karin Rahbek opfatter ikke sit fravalg af børn som egoistisk, og hun mener blandt andet, at hun, fordi hun ikke har børn, kan leve et simpelt liv, hvor der ikke skal anskaffes legetøj og gadgets hele tiden, for at ens børn stadig er interessante at lege med for andre børn.

Samtidig er hun som selvstændig kiropraktor med ansatte med til at skabe arbejdspladser. Desuden tror hun i virkeligheden ikke, at de frivilligt barnløse er et problem.

”Jeg tror snarere, at det er ufrivillig barnløshed, der er et problem. I dag venter mange med at få børn til sent i livet, og så er det ikke mere så nemt, og mange skal have hjælp af fertilitetsbehandlinger. Og det er klart, at man ikke når at få en hel børneflok, hvis man først begynder, når man er nær de 40 år. Hvis jeg selv havde haft lyst til at få børn, ville jeg få dem i begyndelsen af 20'erne, og så kunne jeg køre karriere, når jeg fyldte 40,” siger Karin Rahbek.