Det ubehøvlede skal stadig høvles til
Vi kan uddannes i etik, men det sikrer ikke etikken, skriver Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd
DER TALES OM ETIk som aldrig før. Men ofte er der langt fra ord til handling, når virksomheder og institutioner besmykker sig med værdibegreber og etiske retningslinjer i glittede foldere.
I forsøget på at sætte flueben ved etikken er etik blevet noget, vi har, og ikke noget, vi er. Der er aldrig blevet pudset så mange glorier gennem flotte hensigtserklæringer og højtbesungne værdibegreber såsom respekt, faglighed og ansvarlighed. Men den skinnende glorie kan let falde ned foran øjnene på os og gøre os blinde for det, etikken egentlig handler om.
LÆS OGSÅ: Naturligvis findes der kristen etik
Etik angår praksis og dermed de handlinger, vi kan stå inde for og har erfaring med bringer noget godt med sig. Etik er samtidig en fortsat dyrkelse af karakteregenskaber i et tæt samspil med de mennesker, vi omgås.
Etiske refleksioner kan være frugtbare og nødvendige, men etikken fungerer imidlertid bedst, når vi ikke har behov for at tale om den, men når den udleves og afstemmes i forholdet til andre mennesker. Sådan har det været i årtusinder, men det er noget, vi ofte glemmer i dag. Men hvordan tager vi så hånd om etikken? Lad mig give et historisk eksempel.
Langt de fleste håndværkerfag har fra gammel tid udviklet hver sine ritualer og skikke, dels til markering af grænser, dels til løbende afstemning af skik og brug. Snedkerne havde en ganske særlig skik, der er gået ind i sproget som etisk udtryk.
I overgangen fra lærling til svend skulle lærlingen således høvles til. Det foregik ved, at lærlingen blev lagt på en bænk og symbolsk høvlet, pudset, filet, skåret og hugget til eller sågar rettet af. Han blev behandlet som en rå og klodset træblok, der skulle formes til en skøn søjle. Behandlingen skulle symbolsk tjene til at fjerne alt det rå, udannede og ufærdige hos lærlingen og gøre ham til et godt menneske i snedkerfaget.
LÆS OGSÅ: Vi plejer ikke at slå børn ihjel
Den ubehøvlede blev stemplet som uægte og en, der skulle skik på. Det er herfra, vi kender udtryk såsom at være ubehøvlet og kantet, hvilket stadig fungerer som etiske udtryk. Som lærling skulle man stå imod mangt og meget, hvilket selvfølgelig ikke skal forherliges i dag. Men målet var klart, nemlig at blive en god snedker og en del af fællesskabet.
DEN OMTALTE behøvling finder stadig nye former i nutidens professioner. Gennem mit arbejde i sundhedsvæsenet oplevede jeg eksempelvis for nogle år tilbage, hvordan en nyansat sygeplejerske blev behøvlet blandt de mere erfarne på afdelingen.
Den nyansatte sygeplejerske skærmede ikke patienten i forbindelse med en sengevask, hvilket kollegerne blev opmærksomme på.
Blandt to erfarne sygeplejerske lød det: Hende skal vi nok få rettet af. En praksis, hvor vaner behøvles og rettes til gennem skulderklap og små verbale dask som grundlag for nye accepterede vaner, der siden rodfæstes som sædvaner.
LÆS OGSÅ: Vær lydig over for Guds bud
Det er netop her, vi finder arbejdet med etikken. Etik som en behøvlingsproces. Etik er på den måde mere dannelse end uddannelse. Men det har vi stort set glemt i dag.
I dag inddrages etiske redskaber såsom etiske modeller, teorier og andet etisk vraggods, når etikken volder kvaler i det daglige arbejde. Men vi bør ikke glemme at se arbejdet med etik som et led i en faglig og almen karakterdannelse. Et arbejde, der ikke baserer sig på etiske redskaber, der kommer ind i praksis, men menneskelige såvel som faglige egenskaber, der vokser ud af praksis.
Et arbejde med sigte på, at det at være etisk er at gøre det gode med og uden fag. Vi kan uddannes i etik, men det sikrer ikke etikken. Etik er derimod primært en fortsat dyrkelse, afstemning og behøvling af den gode karakter.