LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat: Den kristne etik er ikke frit svævende

"Fornuften er præget og inspireret af bestemte traditioner, tekster og sammenhænge. Derfor advarer Paulus også om at lade sig fange af filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering og ikke på Kristus," skriver lektor Ulrik Becker Nissen.

Det følger af en række grundlæggende teologiske anskuelser, at den kristne etik må fastholde det alment humane, skriver ph.d. og lektor Ulrik Becker Nissen

Selvfølgelig er der en specifik kristen etik. Sådan lød overskriften på en kronik af undertegnede i denne avis fredag den 17. juni.

LÆS OGSÅ: Selvfølgelig er der en specifik kristen etik

Anliggendet i denne kronik var det helt enkle at pege på en kristen etik som noget selvfølgeligt for en kristen teologi og vise, hvordan den kristne etik bevæger sig mellem det almene og specifikke. Kronikken har efterfølgende givet anledning til nogle indlæg, som jeg her ganske kort vil kommentere på.

Få dage efter, tirsdag den 21. juni, kvitterede Thomas Reinholdt Rasmussen med en velskrevet kronik, hvor han får smidt den kristne etik på bålet.

LÆS OGSÅ: Dengang den kristne etik blev smidt på bålet

Måske Rasmussen var lidt præget af stemningen i ugen med sankthansbål og midsommeraftener, for han får unægteligt smidt lidt for meget på bålet.

Som Rasmussen jo også godt er klar over, så er det en pavelig bulle og et eksemplar af den kanoniske lov, som Luther smider på bålet i 1520. Når Rasmussen kan få dette til at handle om den kristne etik, hviler det på en række uheldige sammenblandinger af etik og ret. Hermed overser han fuldstændigt den kristne etiks karakter af vejledende retningslinjer for den kristne.

Mandag den 27. juni er der en hel side sat op med bidrag til diskussionen, hvor to af dem er skrevet af veloplagte Løgstrup-forskere. Maria Louise Odgaard Møller finder det væsentligt, at vi endnu en gang bliver mindet om Løgstrups etik. Denne påmindelse bringer imidlertid ikke meget nyt for dagen, men understreger blot endnu en gang, hvorfor det er så vigtigt, at dette synspunkt bliver suppleret med en udfoldelse af den kristne etik.

Bjørn Rabjerg opstiller derimod en række væsentlige overvejelser. Som det eneste af de tre svar på min kronik har jeg da også her oplevelsen af, at den langt hen ad vejen faktisk er blevet læst og forstået i overensstemmelse med intentionen.

Rabjergs brug af Løgstrup til en kritik af min position giver derfor også god mening og bringer samtalen om etikkens grundlag og indhold videre.

Den kristne etik forstået som samtalens etik er netop ét af de steder, hvor vi kan udfolde forståelsen af den samtidige enhed og forskellighed mellem den kristne etiks almene og specifikke bestemmelse. Disse to sider af den kristne etik hænger sammen, men må også hele tiden skelnes fra hinanden.

Det er rigtigt, når Rabjerg hævder, at fornuften har en berettiget funktion i en kritik af de bibelske tekster og traditionen. Dermed understreger han ganske rigtigt den almene side af den kristne etik. Dette er i den kristne etik sammenfattet inden for traditionen om den naturlige lov.

Men Rabjerg overser, at fornuften ikke er neutral og frit svævende. Fornuften er præget og inspireret af bestemte traditioner, tekster og sammenhænge. Derfor advarer Paulus også om at lade sig fange af filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering og ikke på Kristus (Kol. 2, 8). Dermed undsiges fornuften ikke, men det erkendes, at fornuften også er indfældet i og præget af bestemte sammenhænge.

Samtalens etik knytter til ved denne spændingsfyldte enhed mellem det almene og specifikke. Samtalen forudsætter nemlig både en bestræbelse på at tale med den anden og at have et anliggende i denne samtale. Hvor den sidste side af samtalen anerkender det forskellige udgangspunkt, understreger den første del enheden og det almene.

For kristen etik betyder dette, at den hele tiden minder sig selv om en almen bestræbelse. Det følger af en række grundlæggende teologiske anskuelser, at den kristne etik må fastholde det alment humane. Samtidig minder den sig hele tiden om, at den kommer et sted fra.

Den kristne etik er ikke frit svævende, men er uløseligt forbundet med et særligt budskab om Kristi liv, død og opstandelse. Det er denne spændingsfyldte enhed, der er så afgørende at fastholde for den kristne etik, og som i dag er vigtigere end nogensinde.

Ulrik Becker Nissen er ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet