Bør vi redde verden ved spisebordet?

Vi danskere elsker spaghetti med kødsovs samt jordbær året rundt, men oksekød og drivhusbær koster dyrt på klimaregnskabet. Er det så den enkeltes ansvar at spise noget andet, eller er afsavnet af livretterne meningsløst, fordi det betyder uendeligt lidt i det store billede?

Når kogebogsforfatter Kirsten Skaarup skal have gæster til frokost, serverer hun ”frokostsild” lavet af auberginer og vegetarisk ”leverpostej”. Til venner med traditionelt indstillede smagsløg er der pandestegt rispapir krydret til at smage som bacon.

Kirsten Skaarup er vegetar og har været det i 40 år. I begyndelsen var det afsmag for slagtedyrs lidelser, der fik hende til at vælge kødet fra. I dag tænker hun også på klimaet.

”Mange tænker: Hvorfor skal jeg holde op med at spise bøffer, når naboen bliver ved? Men det passer ikke. Hvis ikke vi handler som enkeltmennesker, så rokkes der aldrig ved noget,” siger hun.

Kogebogsforfatteren fra Holte i Nordsjælland er en af mange stemmer, der taler for, at vi ikke kan fortsætte med at leve og spise, som vi gør nu, hvis vi vil tage ansvar for klimaet.

Det er almindeligt anerkendt, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Ved klimatopmødet i Paris i 2015 enedes man om at holde stigningen i temperaturen under to grader. Samtidig er EU-landene forpligtede på at nedbringe det samlede CO2-udslip med 80 procent inden 2050.

I det regnskab vejer maden tungt. Klimaforskere anslår, at omkring 25 procent af drivhusgasserne, som mennesker sender ud i atmosfæren, stammer fra produktionen af fødevarer. Køerne står alene for 10 procent.

Hakkebøf og ostemad er altså værre for klimaet end bønner og fisk.

Traditionel dansk mad er i høj grad baseret på kød, så hvis vi danskere skal reducere vores klimafodspor, er der meget at komme efter, hvis vi spiser mindre kød, mener lektor Michael Søgaard Jørgensen, der forsker i bæredygtig fødevareproduktion og forbrug ved Aalborg Universitet.

”Men det er nok ikke muligt at opnå enighed om at tildele folk CO2-kvoter som grundlag for deres valg af fødevarer og andre former for forbrug,” siger han.

Der er altså ikke stemning i Folketinget for at lave love eller klimaafgifter, der styrer, hvad danskerne sætter på middagsbordet.

Men hvad med vores personlige ansvar? Kan vi trygt satse på, at politikerne og ny teknologi vil standse afsmeltningen af indlandsisen og udtørringen af landbrugsjord ude i verden? Og hvad med risikoen for strømme af klimaflygtninge. Har Kirsten Skaarup og andre, der tænker klimaet ind i deres eget køkken, ikke en pointe?

Spørger man den grønne tænketank Concito er svaret jo. Concito peger på, at danskernes CO2-aftryk vil falde betragteligt, hvis vi spiser mindre kød, færre mejeriprodukter og flere grøntsager. Alligevel spiser vi efter mange år med klimadebat stort set, som vi plejer.

Det er svært at få folk til at give afkald på mad, som vi godt kan lide, fordi vi ikke kan se, hvordan vores indsats gavner klimaet, siger Simon Elsborg Nygaard, psykolog og ph.d.-stipendiat med speciale i bæredygtigheds-psykologi og medforfatter til en Concito-rapport om klimavenlig levevis.

”Det er en kæmpekløft. Normalt motiveres vi af at kunne se resultaterne af det, vi gør. Her skal vi være tilfredse med at vide, at vi gør noget vigtigt,” siger han.

”De fleste mennesker vil ikke skade andre, men det gør vi faktisk nu. Resultatet bliver en art dårlig samvittighed, der fylder hos mange mennesker. For hvad kan lille jeg gøre?”.

Det kan også virke demotiverende, at naboen fortsætter med den røde bøf og avokadoen fra Chile. Og er danskernes samlede indsats ikke ubetydelig, hvis kineserne får råd til at spise mere kød, og Donald Trump trækker USA ud af klimaaftalen fra 2015?

”Det er et etisk valg. Man kan spørge sig selv, hvad for et menneske, man vil være i forhold til sine medmennesker. Vi er ved at ødelægge verden for vores børn og børnebørn og risikerer at destabilisere verden på en farlig måde. Kan jeg leve uberørt af det?”, spørger Elsborg.

Det Etiske Råd satte sidste år skub i debatten med forslaget om, at oksekød skal pålægges afgifter. Rådet mente, at danskerne er etisk forpligtede til at ændre kostvaner for at opnå en mere bæredygtig levevis. En oksekødsafgift ville tydeliggøre problemet for befolkningen og få kødforbruget til at falde, lød anbefalingen.

Idéen led skibbrud i Folketinget, hvor politikere fra begge fløje pegede på, at en afgift ville ramme familier med lav indkomst, mens mere velstillede danskere fortsat ville have råd til bøffer til grillen.

Lektor i bioetik Mickey Gjerris var formand for arbejdsgruppen i Det Etiske Råd. I dag er han stadig fortaler for, at samfundet blander sig, hvis vi vil spise mad, der skader klimaet.

”Det er let at lade være med at spise kød, men hvis man vil have det frie valg, må man betale, hvad det koster. Det har enorme konsekvenser, hvad vi spiser, så derfor kan fællesskabet godt lægge begrænsninger på det. Ligesom dengang man indførte rygeloven,” siger Mickey Gjerris og peger på de konsekvenser, han ser, hvis vi fortsætter som nu:

”Klimaforandringerne rammer ikke kun folk i fattige lande. Vi vil selv få et fugtigere klima, der kan give malaria og oversvømmelser. Det er grotesk at fortsætte på den måde, bare fordi bacon og en rød bøf er dejlige at spise,” siger han.

Mickey Gjerris er nu udtrådt af Det Etiske Råd, mens Mia Holstein er trådt ind som et nyt medlem. Hun er velfærdspolitisk chef i den liberale tænketank Cepos og tror ikke på isolerede kødafgifter, der skal styre, hvad danskerne sætter på middagsbordet.

Hun peger i stedet på mekanismer, som CO2-kvotesystemet som redskab til at sikre, at klimapåvirkningerne er regnet ind i prisen på de varer, vi køber.

”Klimaet må håndteres på overstatsligt niveau eksempelvis i EU. Enkeltpersoner kan oftest ikke gennemskue deres CO2-udledninger og handle fornuftigt,” siger Mia Holstein.

”Det er prisværdigt, at privatpersoner er ambitiøse, sætter sig grundigt ind i sagerne og gerne vil bidrage endnu mindre til klimaforandringerne. Men andre skal ikke have dårlig samvittighed, hvis de ikke gør det.”

Bjørn Lomborg er stifter af tænketanken Copenhagen Consensus Center, der stiller skarpt på, hvilke løsninger, der har størst effekt på globale udfordringer.

”Det er en frygtelig misforståelse, at forandringer skal ske gennem myriader af ini-tiativer om, hvor meget solenergi vi skal have, og hvor meget kød vi må spise. Det er ikke effektivt. Nogle dyre initiativer har kun lille effekt på CO2-udslippet, mens andre billigere metoder nedbringer masser af CO2,” skriver han.

Bjørn Lomborg, som i øvrigt har været vegetar, siden han var 11 år, mener også, CO2-kvoterne er den rette vej til at styre folks forbrug i klimavenlig retning uden at give dem dårlig samvittighed.

”Hvis du overtaler folk til at holde sig fra rødt kød, fordi det er dårligt for drivhus- effekten, så flytter de deres forbrug til billigere grøntsager og kylling. Men så har de flere penge til at købe andre ting, der også bidrager til drivhuseffekten. Man kan sige, at hvis man sparer på bøfferne, så får man måske råd til at flyve til Barcelona, og så forsvinder hele CO2-besparelsen,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

Så hvad skal vi gøre som ansvarlige forbrugere, der frit kan vælge, hvad vi spiser, men også lytter til forskernes advarsler om, at det får voldsomme konsekvenser, hvis vi fortsætter med at leve som nu.

Kirsten Skaarup har skrevet en række vegetarkogebøger og savner aldrig en leverpostejmad.

”Jeg kan ikke forstå, at man tør vælge kød til. Vi saver den gren over, som vi sidder på,” siger hun.

”Men jeg er ikke frelst og fanatisk. Jeg overbeviser ved hjælp af smagen. Lækker mad, der overbeviser.”

For at ændre kostvaner af hensyn til klimaet taler:

Man har et personligt ansvar for klimaforandringerne.

Vores børn og børnebørn kommer ti at lide under, at vi ikke skar ned på kødforbruget.

Hvis ikke man hver især gør noget, sker der aldrig en forandring.

Imod at ændre kostvaner af hensyn til klimaet taler:

Det batter ingenting, hvad man gør som enkeltperson.

Sparer man penge på kød, bruger man måske penge på andre ting, der forurener – eksempelvis flyrejser.

Klimaforandringer er ikke den enkeltes ansvar, men må håndteres på overstatsligt niveau.