Aristoteles: Du skal vælge retfærdigt, selvom det kan virke upraktisk

Hvem er vi til at bestemme, hvad der er retfærdigt? Aristoteles påpeger, at man skal vælge det gode for dets egen skyld. Omvendt bliver man heller ikke nødvendigvis retfærdig af at vælge den retfærdige løsning. Det handler om, hvorfor man gør, som man gør. Detalje fra Rafaels freske "Athenerskolen", der viser Aristoteles i samtale med Platon.

Hvad er det gode liv? Findes der et mål med livet? Hvad gør livet værd at leve? Det er spørgsmål, vi stiller os selv i dag, og den græske filosof Aristoteles gjorde det samme for 2300 år siden

De fleste af os stræber efter lykke. Det gør vi i dag, og det gjorde vi ifølge Aristoteles dengang han levede for mere end 2000 år siden. 

I skriftet "Den Nikomacheiske Etik", der er Aristoteles' bedst kendte etiske værk, stiller han spørgsmålene: Hvad er det gode liv? Og findes der et mål med livet? I dag vil mange være enige om, at et lykkeligt liv handler om kærlighed - til en partner, familie eller venner, mens nogle vil forbinde lykke med rigdom, magt eller ære.

For at bestemme lykken objektivt peger Aristoteles groft set på tre typer af mænd. (Ja, han talte ikke om kvinder i denne forbindelse). Den første kalder han for “den jævne mand”, der har rigdom og nydelse som sine livsmål. Selvom Aristoteles anser dette for overfladisk, er det vigtigt at understrege, at nydelsen skal have plads i livet. Den må bare ikke tage overhånd.

Den anden livstype er “den politiske mand”, som stræber efter ære som mål for politisk stræben. Men også her opstår der et problem - nemlig det, at man er fuldstændig afhængig af andres vurderinger af en.

Den sidste type er “den videnskabelige og filosofiske leveform", hvori lykken består i det kontemplative liv. Formentlig vil det være den type, Aristoteles bekender sig til. 

Fælles for alle tre mænds (stadig mænds) stræben efter lykke er, at man ikke er beregnende, når man skal træffe sine valg i livet. Det er for eksempel afgørende, at man ikke er venner med andre for at drage nytte af den anden. Tværtimod skal man have venner for deres skyld og værdsætte dem for dem, de er.

Herudover skal man dømme og handle retfærdigt, fordi det er rigtigt. Det er grund nok. De fleste af os har nok stået i en situation, hvor det virkede tåbeligt eller upraktisk at vælge den mest retfærdige udvej, fordi vi ikke nødvendigvis syntes, den førte det bedste med sig.

Men hvem er vi til at bestemme, hvad der er retfærdigt? Aristoteles påpeger, at man skal vælge det gode for dets egen skyld. Omvendt bliver man heller ikke nødvendigvis retfærdig af at vælge den retfærdige løsning. Det handler om, hvorfor man gør, som man gør.

De rigtige holdninger beror derfor på en moralsk indsigt, ikke på vores handlinger. Dyder, der betegnes som fornuftens overensstemmelse med sjælens aktivitet, gør os i stand til at træffe fornuftige beslutninger. Det menneskelige gode er lig med den højeste dyd. De kommer mest af alt med erfaringen, mener Aristoteles.

Det gode er selvtilstrækkeligt, og kommer derfor ikke udelukkende udefra. Det absolut højeste gode er nok i sig selv; det er absolut fuldkomment.

Man kan henledes til spørgsmålet, hvordan vi i det 21. århundrede kan bruge disse pointer til noget.

Det korte svar må her være, at vi altid skal stræbe efter at træffe de beslutninger, vi - med vor fornuft - ved, er de rigtige. Lykken er en aktivitet, hvor vi virkeliggør det særlige ved at være menneske.

Det kan naturligvis være vanskeligt at leve lykkeligt, hvis man for eksempel mister en, man har kær. Derfor vil der altid være bestemte sammenhænge, hvor det er nemmere eller sværere at have et godt liv. Men hvis man fokuserer på at bruge sin fornuft, kan det ikke gå helt galt. I hvert fald ikke set over et helt livsforløb, hvor man ind imellem bliver nødsaget til at kunne navigere i kaos.