LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Ægdonation: Hvor går grænsen mellem kompensation og betaling?

Tegning: Rasmus Juul

Flere kvinder vil gerne donere æg, efter at kompensationen for ægdonation sidste år blev sat op. I Danmark må man ikke handle med kønsceller, men gerne give kompensation for den tid og de gener, donoreren har, uden at det dog fører til ”betaling ad bagvejen”

32-årige Laila Jerming Graf har i flere år overvejet at donere sine æg til ufrivilligt barnløse. Da kompensationen sidste år blev sat op fra 2400 til 7000 kroner, gav det hende det sidste skub. For hende er æggene genetik, ikke børn, for dem får man først, når man er gravid, føder, opfostrer og elsker dem, mener hun.

”Jeg havde i flere år tænkt, at jeg gerne ville være donor, for jeg skulle ikke selv bruge æggene til noget. Men jeg stejlede også lidt over, at det blev honoreret på samme måde for mænd og kvinder. Det er måske samme ’produkt’, men slet ikke samme proces,” siger hun.

Efter flere forundersøgelser og blodprøver viste det sig, at Laila Jerming Graf faktisk ikke selv er i stand til at donere æg.

Hun oplevede den praktiske proces omkring forundersøgelserne som omstændelig, da hun skulle tage fri fra arbejde, og mener derfor, at det havde været rimeligt med den højere kompensation.

”Man kan ikke sætte en pris på sådan noget som den smerte, man oplever, når man donerer. Men man kan sætte en pris på al den tid, kvinder bruger på det,” siger hun.

Flere kvinder har ligesom Laila Jerming Graf ønsket at donere deres æg, siden man sidste år tredoblede godtgørelsen. En rundspørge til flere private og offentlige fertilitetsklinikker viser, at antallet af kvinder, der ønsker at donere deres æg, er steget, og Dansk Fertilitetsselskab vurderer, at ventetiden på fertilitetsbehandling med donoræg er faldet væsentligt.

Det betyder, at færre barnløse par må vente længe i Danmark eller tage til udlandet for at modtage behandling med donoræg. Men det åbner også for etiske problematikker, siger Mickey Gjerris, bioetiker og tidligere medlem af Det Etiske Råd. For ham at se er grænsen mellem kompensation og betaling umulig at trække.

”Når antallet af donorer stiger, idet beløbet stiger, har pengene tydeligvis en betydning. Det er et problem på individniveau, fordi det risikerer at presse mennesker, der er i en økonomisk svær situation. Og på samfundsniveau, hvor det bliver endnu en måde at kommercialisere vores fællesskab og relationer til hinanden,” siger han.

Det er ikke, fordi samfundet bryder sammen ved, at vi indfører en højere kompensation for ægdonation, siger Mickey Gjerris.

”Men jeg synes faktisk, det udfordrer vores samfunds sammenhængskraft, når vi på mange områder opfører os, som om vi agerer på et marked i stedet for et samfund, hvor andet end penge binder os sammen,” siger han.

Selvom idealet for donation er altruistisk, er virkeligheden ofte, at vores motiver som mennesker er blandede, mener formand for Det Etiske Råd, Gorm Greisen.

”Det har den potentielle slagside, at økonomi risikerer at få betydning for, om en kvinde donerer eller ej. Den økonomiske kompensation betyder noget forskelligt for mennesker afhængigt af indkomst,” siger han og peger på, at 7000 kroner for nogle kvinder knap dækker udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste og transport, mens de for eksempelvis en ung studerende kan udgøre en plusforretning.

”Men det ville formentlig være endnu vanskeligere at ligestille ved at gøre forskel, altså at give højere kompensation til kvinder med højere løn og derved en større tabt arbejdsfortjeneste,” siger han.

Gorm Greisen trækker også en parallel til honoreringen af raske, der deltager i videnskabelige forsøg.

”I den sammenhæng betaler vi for transport og tabt arbejdsfortjeneste, og måske for smerte og ubehag, men ikke for risiko. Spørgsmålet er, om vi vil det for ægdonation. Jeg mener, at det er et skråplan og et retfærdighedsproblem at kommercialisere smerte og risiko, for det risikerer at blive de fattigste mennesker, der påtager sig det,” siger han.

Matilde Lykkebo Petersen er ph.d.-studerende ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og forsker i ægdonation i Danmark med udgangspunkt i ægdonorernes perspektiv og oplevelser. Hun mener, at det kun er rimeligt, at man har hævet honoreringen, netop fordi ægdonation er en risikofyldt, tidskrævende og potentielt smertefuld proces.

”De kvinder, jeg har talt med, har oplevet en ubalance i forhold til, hvad det kostede dem af tid og udgifter, så kvinderne risikerede at have udgifter forbundet med donationen,” siger hun.

Matilde Lykkebo Petersen beskriver den gennemsnitlige donor som en kvinde sidst i 20’erne med en kort eller mellemlang uddannelse, der ofte selv har børn. Hendes oplevelse af donorernes motiver er, at de ikke er enten-eller, men både-og: Man har et stærkt ønske om at hjælpe barnløse, men vil også gerne have en anerkendelse for sin indsats.

”Diskussionen om gaveøkonomi handler ofte om, hvorvidt man kan have altruistiske motiver uden også at ville vinde noget. Der vil jeg vende den om og sige, at selvfølgelig kan man have et stærkt ønske om som donor at hjælpe, samtidig med at man gerne vil have en belønning for den tid og energi, man lægger i det,” siger Matilde Lykkebo Petersen.

Man kan diskutere, om altruisme og økonomisk kompensation overhovedet er forenelig, medgiver hun. Men man kan også diskutere en sådan moralsk rangordning, hvor den ”rene” altruisme er mere etisk end den kombineret med økonomisk kompensation. Hvorfor skal disse kvinder ikke kompenseres for deres indsats, der kan løbe op i flere arbejdsdage, når de ligegyldigt hvad hjælper et barnløst par? Det handler snarere om frygten for, at nogle kvinder skal blive donorer af ”forkerte årsager”, siger Matilde Lykkebo Petersen.

”Man kunne også have det principielle argument, at kvinder må og selv er i stand til at vurdere, hvad de vil gøre med æg, som jo er en del af deres krop. Jeg synes, der i reguleringen på det her område ligger en eller anden tanke om, at man skal beskytte kvinder mod deres egen dårlige dømmekraft. Man har, så vidt jeg ved, ikke haft den samme bekymring i forhold til kompensation til sæddonorer.”

I Danmark har man besluttet, at man ikke må handle med væv som sæd, æg og blod. Men man foretager også en skelnen mellem sæd og æg, hvor private sædbanker godt må sælge og eksportere sæd til andre lande, mens der ikke må oprettes ægbanker.

Det skyldes, at de æg, kvinden er født med, juridisk anses for at være på linje med organer, modsat sædcellerne, som produceres livet igennem. Men når ægget først har forladt kroppen, er det biologisk set en kønscelle, ligesom en sædcelle er det. Den skelnen, man foretager mellem æg- og sæddonation, skyldes måske i højere grad, at vi har andre forestillinger og værdier knyttet til ægget og kvindens reproduktive evner, siger Matilde Lykkebo Petersen.

”Og på den baggrund kan vi selvfølgelig godt som samfund diskutere, hvor vigtigt det er for os, at vi har æg- og sædceller til rådighed, og hvorvidt vi vil betale eller vente på, at nogen gør det frivilligt uden kompensation. Men vi må også erkende, at kønsceller indgår i et stort globalt marked, som om noget er kommercialiseret. Og her er det altså fertilitetsindustrien, der tjener på villige ægdonorer, og ikke omvendt. Også herhjemme er der private fertilitetsklinikker, der tripper for at betale for ægcellerne,” siger hun og peger på, at debatten om æg også opererer inden for en værdilogik:

Hvad er ægget værd for en kvinde, der har æg i overflod, for en barnløs kvinde og for den private klinik, der står imellem de to? Og har det måske også en værdi for en stat, der kæmper med for lave fødselsrater?

Ifølge Mickey Gjerris er det netop den værdilogik, man må gøre op med.

”Det er også et spørgsmål om menneskesyn. Er mennesker en markedsaktør eller en borger i et fællesskab? Vil vi gerne have et samfund, hvor vi hjælper hinanden med det, vi kan, eller ét, hvor hvert individ ejer sig selv og kan tjene penge på det, individet er i forhold til andre på markedet?”, siger han.

Samtidig kan man stille sig selv spørgsmålet, hvorfor nogle former for donation berettiger donoren til en kompensation, mens andre ikke gør, siger Gorm Greisen, formand for Det Etiske Råd. Hvorfor skal man godtgøres for æg, men ikke for nyrer, knoglemarv eller blod?

”Noget af svaret ligger måske i, at vi i Danmark har en stærk kultur for eksempelvis bloddonation, der hviler udelukkende på et altruistisk grundlag og har en stærk og velfungerende donororganisation i ryggen. Der findes ikke på samme måder sæd- eller ægdonorforeninger og en nål at sætte på trøjen, når man har doneret kønsceller et bestemt antal gange.”