Top 10

Årets mest læste artikler på Etik.dk

Signe Olivarius var en af de kvinder, der deltog i oprøret mod det perfekte ved at dele dette billede på Facebook. Andre kvinder viste stomi-poser og kropsbehåring. Temaet optog Etik.dk's læsere, og artiklen "De uperfekte deler billeder: Stomiposer, kropshår og operationsar" blev årets mest læste.

En artikel om, at mennesker viser billeder af stomiposer, operationsar og kropshår som et oprør mod det perfekte, blev årets mest læste på Etik.dk. Se top 10 her

Sex med robotter. Sårbare børn, som udstilles på tv. Og hjernedøde gravide, der holdes kunstigt i live for at redde barnet.

De etiske spørgsmål rækker vidt omkring, og listen over årets 10 mest læste artikler om etik vidner da også om, at de moralske spørgsmål trænger sig på i temaer så forskellige som drab på grindehvaler og ældre dementes seksualitet.

Den absolutte topscorer blev artiklen om kvinder med slappe maveskind og stomi-poser, som viste deres kroppe frem på sociale medier i et opgør med den perfekthedskultur, der blandt andet fodres af reklamebranchen.

Se hele listen nedenfor og læs eller genlæs årets mest læste artikler på Etik.dk.

1. De deler det uperfekte på de sociale medier  

Flere og flere danskere perfektionerer deres udseende med kosmetiske operationer. Men som artiklen peger på, vokser en anden tendens på de sociale medier som et modsvar til tidens perfekthedskultur. Det er kvinder, der viser sig frem med strækmærker og slappe maveskind, hår under armene, stomi-poser, operationsar og rynker.

2. 10 moralske dilemmaer 

Et sug i maven. En hjerne, der arbejder, så det knirker. Moralske dilemmaer kræver mange grundige overvejelser, for de har sjældent én rigtig løsning. Artiklen præsenterer en liste over 10 svære moralske dilemmaer. Læs eller genlæs den og spørg dig selv: Hvad ville du gøre, hvis du stod i en af følgende situationer? 

3. Plejehjem udfordres af dementes seksualitet 

Flere plejehjem klæder demente ældre i såkaldte niks pille-dragter, der hindrer de demente i at røre ved deres kønsdele eller ved deres afføring. Men er det ikke en grundlovssikret ret at kunne bestemme over sit eget liv – også som ældre? 

4. 10 vigtigste ting at vide om prostitution 

Spørgsmålet om handel med sex deler folk og fylder godt i mediernes debatspalter. Men hvad er fakta? Læs eller genlæs artiklen og bliv klogere. 

5. Derfor vækker grindedrab så stærke følelser 

Sjældent har kampagnen mod færingernes gamle tradition med grindefangst været så aggressiv som i år. Hvorfor vækker slagtningen af netop disse dyr så store følelser? Og holder dyreværnsorganisationernes argumenter mod slagtningen? 

6. Skal man lade en død kvinde gennemføre en graviditet? 

Artiklen handler om, at hjernedøde gravide er blevet holdt kunstigt i live, indtil de ufødte børn var store nok til at blive taget ud. Men er det etisk set rigtigt, at den døde kvinde skal agere ”rugemaskine” for et barn, som måske ikke engang overlever? Forskerne er uenige

7. Skal vi have sex med robotter? 

Verdens førende forsker i robot-sex vurderer, at sex med robotter vil være udbredt allerede om 10 år. Hvem er de mænd, som vælger at købe en sex-robot?

8. Narcissisme er blevet en folkesygdom 

Forældre, der bilder deres tonedøve børn ind, at de sagtens kan blive sangstjerner. Teenagere, som bruger timer foran spejlet på at sminke sig til det fotografi, der er flot nok til at fremme deres image på nettet. Eller politikere, der går mere op i at få en ministerpost end at leve op til partiprogrammet. Det grænseløse samfund gør os så afhængige af andres anerkendelse, at vi ikke får løst de store problemer, mener eksperter

9. Er det i orden at udstille sårbare børn i dokumentarudsendelser?

Børn, der er i klemme i konfliktfyldte skilsmisser, teenagere, der vejer for meget og skal tabe sig, og et ulykkeligt adoptivbarn, der må skilles fra sine adoptivforældre. Børn med alvorlige problemer er oplagte cases, når der skal produceres tv, som skal lokke danskerne hen foran fjernsynet. Men er det etisk forsvarligt?

10. Socialt udsatte er blevet jaget vildt 

Eksemplet med danske fodboldfans, der forulempede og ydmygede en kvindelig flaskesamler i et springvand i København tidligere på året, satte fornyet fokus på den manglende respekt for socialt udsatte i Danmark.