Er donorsæd en vare, man kan klage over?

Vi bærer alle sammen rundt på fejl i generne, så hvordan skulle vi kunne love, at her er et produkt, som ikke indeholder fejl? spørger overlæge Søren Ziebe. Her ses levende sædceller set gennem et mikroskop. Foto: Scanpix

En erstatningssag mod en dansk sædbank kan falde ind under loven om produktansvar. Det kan få alvorlige konsekvenser for hele fertilitetsområdet, lyder advarslen

Skal sædbanker kunne stilles til ansvar for ”defekt” sæd - på samme måde som en mobilproducent kan stilles til ansvar for at have solgt en defekt telefon?

Det spørgsmål er omdrejningspunkt for en dansk erstatningssag mod sædbanken Nordic Cryobank, NCB.

Sædbanken anklages for en alvorlig fejl i screeningen af donorer, efter at en række donorbørn i Danmark, Belgien og USA har fået den genetiske sygdom NF1 fra en donor i sædbanken.

Sygdommen, der kan medføre svulstdannelse og nedsat syn og hørelse, skyldes en fejl i et enkelt gen, som ofte nedarvet fra én af forældrene, og som blot kan være bærer af sygdommen.

Thomas Thorup fører erstatningssagen som advokat for forældrene til de syge børn. Han mener, sagen kan falde ind under loven om produktansvar – den samme lov, som gælder ved køb af eksempelvis en kaffemaskine eller sæd til svineavl.

”Vi vil gøre gældende, at det er en defekt, at der i den donorsæd er egenskaber, som har gjort børnene syge. Det kan virke underligt at tale om det på den måde, men hvis vi som samfund tillader, at man laver børn på den her måde, og at nogen kan få betydelig profit ud af det, så ville det også være mærkeligt, hvis det er konsekvensfrit, når det går galt,” siger Thomas Thorup

”Produktansvar er meget enkelt på den måde, at når du har solgt et produkt, så har du et ansvar, hvis produktet har en defekt, som forårsager en skade.”

Lone Søgaard-Kristensen, der er mor til et af de syge børn, har via medier og fora på nettet fået kontakt til flere forældre med syge donorbørn.

For hende handler det grundlæggende om en mulighed for at stille sædbanken til ansvar.

"Jeg har købt en vare som et privat firma har indsamlet, markedsført og tjent betragtelige summer på. Derfor bør jeg kunne stille nogle krav til leverandøren. Jeg er ikke læge, så jeg var i god tro, da jeg troede på markedsføringen, der lovede sæd fra raske unge mænd. Det har jeg ikke fået, og min datter betaler prisen for det resten af sit liv," siger hun.

Den tankegang er forståelig, mener Bjørn Bay, læge og ph.d. i folkesundhedsvidenskab og reproduktion ved Aarhus Universitet.

”Tanken om, at sædbankerne skal kunne stilles til ansvar for de krav, der er stillet til dem, er ikke urimelig. De har selv valgt at lave hjemmesider, der ligner sider, hvor man kan købe et nyt armbåndsur. Det skaber en forventning hos kvinderne om, at der gælder de samme regler, som når man køber et andet produkt,” siger han.

Ifølge dansk lovgivning har sædbankerne dog først og fremmest ansvar for at reducere risikoen for at videregive smitsomme og arvelige sygdomme til enten mor eller barn, samt at sikre sporbarhed mellem donor og modtager.

”Problemet er, at der altid vil være en risiko for genetiske sygdomme, som man ikke kan opdage, før barnet er født. Det gælder for donorbørn ligesom det gælder for børn født efter spontan undfangelse. At undersøge for samtlige arvelige sygdomme er ikke alene umuligt, men også kostbart og uetisk. Derfor bør sædbankerne også gøre det klart og tydeligt, at sæd aldrig er noget ’rent’ produkt”, mener Bjørn Bay.

Søren Ziebe, formand for Dansk Fertilitetsselskab og overlæge på Rigshospitalets Fertilitetsklinik frygter, at sagen mod NCB vil vende op og ned på hele fertilitetsområdet.

”Vi bærer alle sammen rundt på fejl i generne, så hvordan skulle vi kunne love, at her er et produkt, som ikke indeholder fejl? Der er kun én konsekvens og det er, at al donation lukker – der findes ikke perfekt sæd. Hvis de vinder den her sag, så har de ødelagt donation for alle andre mænd og kvinder, der gerne vil have et barn med fertilitetsbehandling,” siger han.

Det, mener Lone Søgaard-Kristensen, er en urimelig kritik:

”Det er et skræmmebillede. Sædbankerne har hidtil været dygtige til at tilpasse sig, og de skal nok lykkes med det igen. Hvis det betyder, at de kun tjener 10 millioner på bundlinjen i stedet for 20, så overlever de nok også det,” siger hun.

Hos den sagsøgte sædbank, NCB, fastholder direktør Anne Mette Arndal Lauritzen sædbankens uskyld i sagen om NF1-børnene.

"Vi har handlet korrekt og i overensstemmelse med de retninglinjer der findes," siger hun.

Hun vil ikke udtale sig om, hvorvidt sædbanken selv vil anerkende sæd som et produkt.

”Umiddelbart er det et lidt specielt spørgsmål. Vi kan jo ikke komme udenom, at sæd er noget, man kan købe. Men det er også væv på linje med et hjerte eller en nyre. Man kan ikke købe et hjerte her i Danmark. Men hvis man kunne – ville det så gøre det til et produkt?”

Advokat og tidligere folketingspolitiker Bjørn Elmquist har fulgt fertilitetsområdets udvikling i Danmark i mange år.

Han mener, vi kan komme til at se flere erstatningssager om kunstig befrugtning, og når de skal behandles, vil der blive skelet til køberet og produktansvarslovgivning.

”Det kan ikke undgås, fordi der foreligger et køb og dermed også en række forudsætninger for købet, eventuelt også stiltiende, der skal være opfyldt,” siger han.

Men den tankegang får også nogle konsekvenser, som man bør overveje grundigt, mener han.

”Vi når ind til en tingsliggørelse af et område, som vi med god grund har omgivet med mange moralske overvejelser, hver gang der er lavet ny lovgivning. Skal vi gøre livet til en handelsvare?”

Den 6. november viser TV 2 et dokumentarprogram om syge donorbørn, hvor Lone Søgaard-Kristensens familie medvirker.

Advokat Thomas Thorup vurderer, at sagen mod NCB tidligst kommer for retten om et år.