Har krænkeren ret til en stemme?

Må voldsmanden, morderen og den pædofile ytre sig i den offentlige debat? Ja, lyder det entydigt fra en række eksperter. Men et indlæg fra en krænker bør altid afføde et svar. En klar røst, der fastlår, at det, der skete, var en forbrydelse

”Man kender jo misbrugerens omkvæd: Han ville selv! Men naturligvis ville han selv. Det var jo ikke voldtægt. Det ændrer ikke ved, at det var mit, den voksnes ansvar. Og jeg blev hurtigt klar over, at den var helt gal, men gjort gerning står ikke til at ændre. I stedet håbede jeg, at det kunne opvejes af alt det gode, vi havde sammen.”

Sådan skrev forfatteren Kim Leines far, Kjeld Rasmussen, i en kronik, der blev bragt i dagbladet Politiken i weekenden. Den i dag aldrende mand fortæller om to tilfælde af seksuelle overgreb, der fandt sted for efterhånden mange år siden. Hans søn, Kim, var 16 år og netop flyttet til Danmark fra Norge og hjem til en far, han ikke havde set, siden han var lille.

”Men naturligvis ville han selv,” skriver faderen i kronikken.

Kim Leines far melder sig dermed ind i det kor af krænkere, der de seneste årtier har fået større adgang til forlag, aviser og sendeflader, hvorfra de får en platform til at fortælle deres version og udgave af det, der skete.

Rockeren Jønkes bog om drabet på ”Makrellen” blev en bestseller. Drabsmanden Peter Lundin tryllebandt seerne med sin sort- og hvidmalede tv-optræden. Og Yahya Hassans lærer og kontaktperson udgav en dramatiseret udgave af de seksuelle overgreb, hun udsatte sin dengang bare 15-årige og socialt udsatte elev for. Nu er det så blevet Kim Leines fars tur til at forklare sine ugerninger i en udpenslende kronik i et landsdækkende dagblad.

Men har mennesker, der begår drab, organiserer kriminalitet, voldtager egne eller andres børn overhovedet ret til en offentlig røst? Er deres offentlige bodsgange og bortforklaringer blot gentagelser af de gamle overgreb nu bare i tekstform og til offentlig skue? Og har vi som samfund en etisk forpligtigelse til at stoppe overgrebene ved at nægte krænkeren taletid og spalteplads?

Svaret er overraskende entydigt fra den række af eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med: Krænkerne har ikke bare ret til en stemme, vi har som samfund også pligt til at lytte til dem - ikke så meget for at forstå dem, der krænker, som for at forstå deres ofre.

”Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste kronikken,” siger Lisbeth Zornig, der er stifter og partner i Huset Zornig og tidligere formand for Børnerådet.

Hun synes, at det er en manipulerende far, der toner frem mellem linjerne, som forsøger at fastholde sin søn i den medskyldiges rolle. Han vil dele ansvaret for sin forbrydelse med barnet. Og selvom det er vanvittigt at læse, så er det også vigtigt at læse, fordi det viser, hvad Kim Leine og andre ofre er oppe imod, mener Lisbeth Zornig.

”Det er massiv manipulation og en forvreden virkelighedsforståelse, som ligger så langt fra det sunde og normale, som den kan komme. Og det er en virkelighed, kun de færreste kender til, men som vi bliver nødt til at kende til for at forstå, hvorfor ofre forholder sig tavse om de overgreb, de udsættes for, og i alt for mange tilfælde ender med at føler sig medskyldige resten af livet.”

Lisbeth Zornig blev selv udsat for seksuelt misbrug som barn - en skæbne, hun siden har beskrevet i en bog og skildret i en dokumentarfilm. Og hun er ikke det eneste offer, der mener, at krænkerens stemme skal have en plads i den offentlige debat. Kim Leine selv - den ufrivillige hovedperson i kronikken i Politiken - er af samme holdning.

”Jeg er blevet immun overfor hans overgreb,” siger han om sin fars kronik.

For det er netop det, det er, mener den anmelderroste og prisbelønnede forfatter. Et forsøg på endnu et overgreb fra faderens side. Angrebet ender bare med at ramme afsenderen selv, og det er her, krænkerens stemme tjener et større formål.

”Jeg godter mig næsten lidt over, hvordan han udstiller sig selv og sin egen blindhed. Den præmis han fremsætter - at barnet er en villig deltager - er jo absurd og uhyrlig. Det kan alle andre se, og for mig er det en personlig tilfredsstillelse. Men i det større perspektiv viser kronikken, hvor afgrundsdyb afstanden mellem krænker og offer er. Der er ingen mulighed for forsoning, ingen udsigt til en undskyldning. Krænkeren synes jo ikke selv, at han har gjort noget galt,” siger Kim Leine.

Kim Leine sætter stor på pris Thomas Vinterbergs film ”Festen” for dens kunstneriske kvaliteter, men dens portrættering af en angrende far, der raver undskyldende og udslettet rundt på gulvet, har irriteret ham i årevis. For krænkere angrer ikke nødvendigvis, og det er en ikke uvæsentlig pointe, hvis ofrene skal have en chance for at gøre sig fri af deres gerningsmænd, mener Kim Leine.

”Det er vigtigt for ofrene, at den del af billedet kommer frem. De skal ikke spilde et liv på at vente på forsoningen. Den kommer ikke. Og det bliver meget tydeligt, når vi hører krænkernes egne stemmer. Når de folder deres versioner ud, forstår vi alle, hvor fuldstændig uden for rækkevidde, de er. Derfor skal de have lov til at tale,” siger Kim Leine.

Psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen, vil heller ikke pille ved krænkerens ytringsfrihed eller blande sig i de enkelte forlag, aviser og tv-stationers dispositioner. Men han mener, at ethvert indlæg fra en krænker, nødvendigvis må afkræve et svar.

”Når en mand, som det er tilfældet i denne kronik, står frem og bagatelliserer et overgreb for at minimere egen skyld, og tilmed igen placerer skylden hos offeret, så er det klart, at det må aftvinge en kommentar. Det kalder på en klar røst, der utvetydigt fastlår, at det en forbrydelse - en kriminel handling - der er foregået, uanset hvordan krænkeren måtte udlægge det. Sådan må det være med ytringer fremsagt af krænkere, de skal høres, men deres indlæg kræver en replik. De må ikke få lov at stå uimodsagt,” siger Kuno Sørensen.

Kim Leine har skrevet sig gennem og ud af misbruget. Romanen ”Kalak” blev hans måde at rense faderens overgreb ud af kroppen, gøre sig fri af sin gerningsmand og finde fred med det, der var sket ham. Han er ikke længere modtagelig for overgreb. Heller ikke når angrebet tager form af en veldrejet tekst i et dagblad. Det gør vitterligt ikke indtryk, siger han. Men det gør svarene til gengæld. Læsernes svar til faderen gør indtryk. I kommentarsporet til kronikken på internettet lyder det blandt andet:

”Ikke alene forsøger denne gamle mand at forsvare sit overgreb på sin egen søn; han tillader sig endda at fremføre sig som den forulempede part,” skriver en, mens en anden skriver: ”Hvad bilder han sig dog ind at kloge sig på, hvordan offeret for hans misbrug må og ikke må være påvirket af det.”

”Jeg er glad for de svar. De betyder faktisk noget, fordi de dokumenterer, at det ikke er mig, men ham, den er helt, helt gal med. Der er brug for individuelle og oprigtige svar til absurde indlæg som hans. Og så kan jeg nok heller ikke sige mig helt fri for at ønske ham verbale tæsk i lange baner,” lyder det fra Kim Leine.