Har medierne mistet deres sans for etik og kvalitet?

Dansk Journalistforbund har igangsat et projekt med det formål at forbedre journalistfagets dalende omdømme. Men spørgsmålet er, om det højere nyhedstempo og den skærpede konkurrence uundgåeligt tvinger journalister til at gå på kompromis med etikken

Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse har netop besluttet at sætte et arbejde i gang for at forbedre journalistfagets omdømme.

Derfor har fagforeningen i første omgang afsat 150.000 kroner, som skal bruges til at debattere etik og kvalitet på avisredaktioner og andre medier. Det kan ske med dilemmaspil, eller ved at særlige etikambassadører sørger for, at etik er med i de redaktionelle overvejelser.

”Vi igangsætter et projekt med vores medlemmer, som skal sætte ekstra fokus på presseetik og de dilemmaer, der opstår i det journalistiske arbejde. Målet er at skabe rammerne for en debat, som der ikke altid er plads til i en travl hverdag. Vi vil gerne have, at vores medlemmer får mulighed for at tale med hinanden om etik og de presseetiske regler, der er blevet ændret for nylig,” forklarer Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard.

Baggrunden er, at branchens ry gennem en årrække har lidt skade - og med Se og Hør-sagen i år har det fået et yderligere knæk. Det viser undersøgelser, og det erkender journalisternes formand, selvom han ikke finder det lige retfærdigt, når befolkningen vurderer hele journaliststanden ud fra enkeltsager som den om Se og Hør:

”Journalistik er ikke nogen popularitetskonkurrence, og når for eksempel politikere slår løs på vores branche, skal vi ikke bare vende den anden kind til. Men der er ikke tvivl om, at når nogle medier indimellem laver store fejl, så trækker det fagets ry i negativ retning. Den kurve skal knækkes. Det sker ikke alene med vores lille projekt, men med en masse elementer, der også handler om fagets metoder, uddannelse og ikke mindst tid til kvalitet.”

Selvom det altid er gavnligt for etikken at sørge for, at den til stadighed er til debat, er det spørgsmålet, om selv hele pakken af dilemmaspil, etikambassadører, pressetiske regelsæt og uddannelse kan ændre en udvikling, der bunder i nogle fundamentale ændringer i samfundet generelt og i journalisters arbejdsforhold i særdeleshed, påpeger Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Metoden med etikspil er jeg meget skeptisk over for, men etikambassadører kan være meget fornuftigt, så længe det ikke er personer, der skal udgøre en etisk facitliste, men som kan facilitere, at man får tænkt over og diskuteret tingene. Etik handler jo netop om de situationer, hvor der er tvivl om, hvilke hensyn man skal tage, og i den konkrete situation er der sjældent ét entydigt svar,” siger Ejvind Hansen og tilføjer:

”Jeg mener, at der er en række faktorer, som over de seneste 20-30 år har ført til, at flere etiske problemer trænger sig på omkring journalisters arbejde. Dels er der mindre enighed om, hvad den store fortælling, og dermed også den rigtige etik, er. Dels arbejder de fleste journalister i en økonomisk virkelighed, hvor man er tvunget til at producere mere og hurtigere og i skarpere konkurrence med andre medier.”

Ejvind Hansen er bekendt med de presseetiske regler. Men han betegner alligevel disse regler - der ved overtrædelse som regel kun straffes med, at mediet skal trykke Pressenævnets kritik og en berigtigelse - som ”vage og ukonkrete”.

”I det moderne samfund har vi ikke én fælles offentlighed med ens spilleregler, men forskellige subkulturer med hver deres etiske regelsæt. I takt med presset på mediernes økonomi fristes medierne til på samme måde at indrette deres etik efter den målgruppe, de henvender sig til ,” siger han.

I forbindelse med Se og Hør-sagen har mange kommentatorer - især blandt andre mediers redaktører - slået fast, at der her er tale om et helt isoleret forhold, som handler om ulovligt at skaffe informationer om kendtes økonomiske transaktioner, og altså ikke et etisk problem, som angår hele branchen. Men Ejvind Hansen er uenig.

”Jeg mener, at sagen nok er speciel, men den udtrykker også et problem, som rækker ud over Se og Hør. Mange medier har en idé om, at det er i orden at tilsidesætte love og regler, hvis en sag er tilstrækkeligt vigtig. Det er svært at legitimere med Se og Hør-sagen, men hvad med Helle Thorning-Schmidts skattesag? Hvordan fik medierne deres oplysninger? Var det lovligt? Mente man, at denne sag var så væsentlig, at oplysningerne skulle frem?”, spørger han.

At tilliden til journalisters troværdighed er lav, er ingen nyhed. I mange år er der jævnligt blevet offentliggjort troværdighedsmålinger, som viser, at journalister som faggruppe ligger næsten helt i bund neden under brugtvognsforhandlere - kun med politikere og spindoktorer endnu længere nede.

Men samtidig skal man ifølge Ejvind Hansen huske, at troværdigheden trods alt ikke er ringere, end at befolkningen til stadighed stemmer på politikerne og læser journalisternes nyheder.

Et andet forhold, man skal have i baghovedet, er, at alle borgere via internettet kan publicere, hvad de vil - inklusive korrektioner til og kritik af dagbladenes og de andre journalistiske mediers historier. Samtidig er journalistbranchens interne kritik og fejlretning blevet en hel genre for sig med blandt andet Danmarks Radio-programmet ”Detektor” som flagskib. Borgerne får altså i stigende grad ikke kun journalistens egen version af virkeligheden, men også andre mediers og alle mulige andre interessenters kritik af denne version, vurderer Ejvind Hansen:

”Journalistfagets omdømme har lidt skade, og det skyldes, at det har mistet sit monopol på adgangen til offentligheden, men det skyldes også, at det er svært at opfylde alle de principielle krav til god journalistik, hvis man er presset til at aflevere fem artikler om dagen.”