Er det en familiepligt at aktivere ældre på plejecentre?

Horsens Kommune vil have pårørende til at være aktive med plejecenterbeboere, når personalet ikke har tid. Nødvendigt, når ressourcerne er få, mener professor. Men det burde være en selvfølge at hjælpe, siger flere

Det er slut med at aflægge sin gamle far eller mor korte kaffevisitter på plejecenteret. I hvert fald hvis vedkommende bor på plejecenter i Horsens Kommune. Her har politikerne nemlig vedtaget, at de vil forsøge at få gjort plejecenterbeboernes pårørende mere aktive i de gamles hverdag og særligt i de timer, hvor bemandingen på centrene ikke er særlig høj. Det vil sige på helligdage, i weekenden og om aftenen.

Formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens Kommune, Ellen T. Schmidt (S), fortæller, at idéen opstod, fordi man i udvalget oplevede, at det kunne være ”noget deprimerende” at komme på besøg på pleje-centrene i eftermiddags- og aftentimerne, hvor mange af de gamle blot sad og var inaktive.

”Vi blev enige om at bruge 4 af de i alt 14 millioner, vi fik fra Ældrepuljen, til de såkaldte stille timer på plejecentrene. Der er ikke råd til at ansætte aktivitetsmedarbejdere til alle timer på alle centre, så derfor bad vi personalet komme med idéer til, hvad vi så kunne gøre. De foreslog, at man kunne forsøge at involvere de pårørende noget mere,” siger Helle T. Schmidt.

Hun fastslår, at der ikke er tale om en spareøvelse, idet projektet tilføres nye fire millioner kroner, og meningen er ifølge hende ikke, at børn og børnebørn skal overtage plejen af deres forældre eller bedsteforældre. De skal derimod være aktive sammen med dem. Og ikke engang kun deres egne slægtninge.

”Det kunne jo være, at man i stedet for kun at besøge sin egen mor kunne lave noget sammen med en lille gruppe i opholdsstuen eller tage en tur ud af huset. Hvis man besøger en dement forælder, kan det være svært at holde en samtale i gang, men hvis man er flere sammen, kan de pårørende både tale med deres egen slægtning, de andre og hinanden, og beboeren vil stadig mærke, at han eller hun har besøg,” siger Helle T. Schmidt.

Ifølge Horsens-politikeren har meningerne om initiativet været delte på de møder, der indtil nu er afholdt for de pårørende. Flere har ment, at politikerne blot var ude efter flere frivillige hænder for at spare penge, mens andre har været mere positivt stemt. Helle T. Schmidt synes, det er naturligt at bede pårørende om hjælp til projektet, der hedder ”Sammen lever vi livet”.

”Du sender også dine børn i børnehave, men selvom andre passer på dit barn der, har du stadig ansvaret for barnet. Og det samme, hvis din far eller mor er på plejehjem man har stadig et ansvar.”

Professor på institut for kultur og identitet på Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen synes umiddelbart godt om initiativet i Horsens.

”Jeg synes, at det er positivt, at plejepersonalet melder ud, hvad de ældre har brug for og fortæller, at der er tidspunkter af døgnet, hvor de ikke er så repræsenterede. På den anden side er det selvfølgelig trist, at det er nødt til at gøre opmærksom på det, for det burde være en selvfølge, at vi passede på vores gamle,” siger han.

Også Christine E. Swane, direktør for Ensomme Gamles Værn, synes, at det er positivt, at der bliver gjort noget for at øge livskvaliteten for plejecenterbeboere, men en direkte pligt for alle familier mener hun er urealistisk.

”Som samfund har vi pligt til at gøre noget for ældre, der ikke kan klare sig selv. Men de fleste børn yder i forvejen al den omsorg, de kan magte. Vi ved desuden, at familien kan være arnested for svære relationer, og der kan være grunde til, at man ikke har lyst til at være sammen. Så jeg mener ikke, at familier har en decideret omsorgspligt, der går ud over relationens kvalitet,” siger hun og tilføjer, at der er ældre, der overhovedet ikke har familie, eller hvis børn bor meget langt væk.

Men når det er muligt, bør familien deltage aktivt i de ældres liv, også når de bor i plejebolig, pointerer Christine E. Swane. Og det er i hendes optik helt afgørende, at beboerne på plejecentre får oplevelser, der rækker ud over den daglige trummerum. Personalet skal dog også helst være med i disse aktiviteter. Reduceres de til personer, der blot er til stede otte timer hver dag og kun har med det medicinske, praktiske og tekniske at gøre, så går meget tabt i relationen mellem dem og de gamle.

Christine E. Swane er ret sikker på årsagen til, at man nu vælger at forsøge at gøre familierne mere aktive i forhold til deres gamle forældre og bedsteforældre i Horsens Kommune.

”Jeg formoder, at man foreslår det her, fordi centret oplever nedskæringer som i så mange andre kommuner. De prøver at se på, hvordan de kan sikre beboernes livskvalitet, når de selv er presset i hverdagen,” siger hun.

Thomas Søbirk Petersen ser ikke noget umoralsk i, at tiltaget i Horsens sker som følge af en stram økonomi.

”Der er jo kun et vist antal ressourcer til rådighed, så vi er tvunget til at prioritere. Alternativet er, at man skal bede folk om at betale noget mere i skat. Selvom vi betaler til plejecentrene over skattebilletten, så fritager det os ikke fra det personlige ansvar. Vi betaler jo også til nødhjælp via skatten, men mange hjælper jo stadig med personlige bidrag, når der er behov rundt om i verden,” siger han og fortsætter.

”Vi skal huske at være taknemmelige. De ældre har jo givet os livet uden dem var vi her slet ikke,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Samme holdning har Thyra Frank, folketingsmedlem for Liberal Alliance og tidligere leder af Plejehjemmet Lotte på Frederiksberg i København. For hende gælder det, at livet er den største gave, som vi har fået af vores forældre. Derfor er det kun naturligt, at man viser sin taknemmelighed og giver igen, når forældrene bliver gamle og har brug for os. Den tidligere plejehjemsleder mener tillige, at de pårørende til plejecenterbeboerne er en vigtig ressource på plejecentrene, som hun selv havde stor glæde af, da hun var leder af Plejehjemmet Lotte.

”Det er det hele værd at investere tid i de pårørende. Deres involvering er guld værd. På Lotte skrev jeg flere gange en seddel og hængte op, hvor der stod, at vi ikke var så meget personale i uge 29, 30 og 31, og om der ikke var nogen, der havde mulighed for at hjælpe lidt til i den periode. Og der var altid nogen, der meldte sig til at hjælpe med lidt rengøring, med at skænke kaffe i opholdsstuen eller tage med på tur. De pårørende blev den prik over i'et, som vi nogle gange manglede,” siger Thyra Frank, der dog advarer mod, at projektet bliver et forbillede for kommuner ud i spareøvelser.

”Hvis man vil spare, skal man finde pengene på kontorerne det er dem, der er vokset. Antallet af hænder i plejesektoren er ikke steget, og ressourcerne skal bruges der, hvor behovet er. Men så kan det også blive en win-win for både personale, familie og gamle,” siger hun.

Med projektet i Horsens, der skal sættes i gang i løbet af de næste måneder og evalueres sidst på året, vil der naturligvis være ældre, hvis familier stadig ikke kan involvere sig mere, end de allerede gør, og netop det faktum er vigtigt at holde sig for øje, mener Christine E. Swane.

”Hvis et plejecenter ikke længere kan tilbyde sociale aktiviteter, risikerer man at skabe en ulighed mellem beboerne på dette punkt, fordi deres familieressourcer er forskellige. Centret må være meget opmærksom på, at det ikke sker,” siger hun.

Thomas Søbirk Petersen påpeger, at uligheden allerede eksisterer i forvejen på plejecentrene, og selvom det ikke vil være alle pårørende, der springer på projektet, skal tommelfingeren ikke nødvendigvis vendes nedad.

”Det er selvfølgelig altid et etisk problem, at der er ældre, der ikke får besøg på plejecentrene. Men det ville være en ekstrem form for kommunisme, hvis man sagde, at når alle ikke kan få besøg, så skal ingen have besøg. Få aktive pårørende er vel bedre end slet ingen,” siger han.