Ekspert: Problematisk dom i sag om dødshjælp

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Den tidligere overlæge Svend Lings blev mandag idømt 60 dages fængsel af Højesteret for at have hjulpet med selvmord. Den milde dom er et problem, for vi kan ikke gøre alt for at forhindre selvmord og samtidig udvise en vis accept, mener filosofiprofessor Thomas Ploug

Højesteret har gjort det klart, at Danmark ikke accepterer hjælp til selvmord. Men samtidig rimer den relativt milde dom over Svend Lings dårligt med samfundets indsats for at forhindre selvmord.

Det siger professor i filosofi ved Aalborg Universitet, Thomas Ploug, efter, at den tidligere overlæge Svend Lings mandag blev idømt 60 dages betinget fængsel for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg af Højesteret, der dermed stadfæstede Østre Landsrets dom.

Anklageren havde krævet et års fængsel til den 77-årige pensionist, mens Svend Lings gik efter frifindelse.

”Det er beskeden dom, som fastslår, at samfundet ikke accepterer ureguleret hjælp til selvmord. Men omvendt er dommen ikke stærk nok til for alvor at have en præventiv effekt hverken i forhold til Svend Lings eller andre. Derfor kan man forestille sig, at den slags sager også vil forekomme i fremtiden,” siger Thomas Ploug, som mener, at den forholdsvis milde dom giver et mudret billede af samfundets holdning til selvmord.

”Vi kan ikke i nogle sammenhænge sige, at hvis man møder en selvmordstruet, så skal man gøre alt for at forhindre selvmord og i andre sammenhænge udvise en accept af selvmord,” siger Thomas Ploug.

Svend Lings erklærede på TV 2 mandag, at han nu vil udøve civil ulydighed og fortsætte sit rådgivningsarbejde, fordi han ikke kan bære at sige nej til at hjælpe nødlidende personer, der henvender sig.

Den udmelding finder Thomas Ploug problematisk.

”Der er situationer, hvor vi kan leve med civil ulydighed. Men ikke i forhold til selvmord. Uanset, hvad man måtte mene om assisteret selvmord, så må man være tilhænger af, at det foregår under omstændigheder, hvor risikoen for misbrug og fejl er mindst mulige. Men når rådgivningen foregår i det skjulte, så er der er al mulig risiko for, at fejl kan ske,” siger Thomas Ploug.

Ditte Guldbrand, der lider af muskelsvind og er en af initiativtagerne til græsrodorganisationen ”Ikke død endnu”, finder det vigtigt, at Højesteret nu har stadfæstet, at hjælp til selvmord er ulovligt.

”Men det faktum, at Svend Lings siger, at han vil fortsætte sin rådgivning, viser, at han lider af et gudekompleks, og at han er en farlig person,” siger Ditte Guldbrand, der hellere havde set, at Svend Lings var blevet idømt ubetinget fængsel.

Janus Tarp, der er formand for Ulykkespatientforeningen, er meget tilfreds med, at Svend Lings rådgivning i dommen karakteriseres som assisteret selvmord. Han finder derimod ikke straffens længde så vigtig.

”Det vigtige for mig er, at Svend Lings er kendt skyldig, og at det er ulovligt at hjælpe andre mennesker af dage. Det håber jeg, politikerne lytter til,” siger Janus Tarp.

Søren Harnow Klausen, der er professor i filosofi ved Syddansk Universitet, ser den relativt milde dom som et udtryk for, at domstolene er tilbageholdende med at dømme meget kategorisk i sager om assisteret selvmord og aktiv dødshjælp.

”Jeg er usikker på, om Svend Lings-sagen vil flytte meget i holdningen til aktiv dødshjælp, fordi sagen er så speciel. Dommen kan ses som et tegn på, at der er forsigtighed i forhold til strafudmålingen i de her sager. En af grundene er formentlig, at det er nogle vanskelige sager, hvor de implicerede står i et moralsk krydspres. Der er ikke en lovmæssig accept af aktiv dødshjælp, men efterhånden en ret vidtgående forståelse for fænomenet,” mener Søren Harnow Klausen.

Fra sin bolig i Kværndrup på Fyn beskriver Svend Lings også selv dommen som relativ mild.

”Nu har Højesteret talt, og det er sådan loven er. Men personligt kan jeg ikke leve med det, og nu genoptager jeg mit rådgivningsarbejde. Jeg bliver hver eneste dag kontaktet af mennesker i nød, og nød bryder alle love,” siger Svend Lings.

Men kritikerne siger, at din hjælp foregår ureguleret, og at du gør dig selv til Gud?

”Jeg er enig i, at hjælpen foregår ureguleret. Derfor er mit overordnede formål at få ændret lovgivningen, så vi får indført aktiv dødshjælp. Min hjælp er en nødløsning. Jeg gør mig ikke til Gud. Jeg lader folk selv bestemme,” lyder det fra den tidligere overlæge.