Politikere vil bevare minkavl

Arkiv, mink i bur Foto: Tommy Kofoed

Socialdemokraternes gruppeformand i EU-Parlamentet, Dan Jørgensen, vil forbyde minkavl. Men hans forslag møder modstand på Christiansborg

De danske socialdemokrater i EU-Parlamentet, med gruppeformand Dan Jørgensen i spidsen, står tilsyneladende alene med ønsket om et forbud mod al minkavl.

De hjemlige politikere på Christiansborg, herunder de Konservative, advarer om, at det kan betyde, at produktionen flytter til andre lande, hvor forholdene er endnu værre.

- Det er dybt foruroligende - vil Dan Jørgensen så også lukke dansk svineproduktion, hvis man opdager en so med skuldersår, siger de Konservatives dyrevelfærdsordfører, Knud Kristensen.

- Lad mig slå fast med det samme: Konservative ønsker, at alle dyr skal leve under gode og dyreetisk forsvarlige forhold. Men loven om pelsdyravl er god, som den er. Og hvis der er nogle, der overtræder loven og ikke sørger for, at dyrene har det godt, så skal der naturligvis gribes ind, siger Knud Kristensen.

Dan Jørgensens forslag kommer efter, at flere lande har indført forbud. Det gælder England og Østrig. Andre lande som Irland, Holland og Italien er på vej med lovgivning, så nu er tiden inde, mener EU-parlamentarikeren. Han henviser til, at Danmark allerede har besluttet at forbyde avl af ræve.

Dan Jørgensen får heller ikke opbakning hos sine partifæller på Christiansborg. Her støtter partiets dyrevelfærdsordfører, Bjarne Laustsen, i stedet, at tilsynet skærpes med minkavlerne.

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Marlene Harpsøe, foretrækker også et skrappere tilsyn med frem for et forbud.