Ny minister skal lempe etikken ind i landbruget

I går ville Dan Jørgensen ikke forholde sig til sine tidligere forslag om minkavl og burhøns, men sagde: "Man kan sagtens kombinere at kæmpe for dyrevelfærd og miljø og kæmpe for, at landbruget skal have vækst og gode rammevilkår. Det er det, jeg håber, jeg kan blive garant for som minister." Foto: Jens Astrup/ Denmark

Den nye fødevare- og landbrugsminister, Dan Jørgensen (S), har talt dunder mod forholdene for mink og burhøns. Nu er han øverste ansvarlige for områderne. Vanskeligt at sætte etik over profit i landbruget, vurderer eksperter

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forsøgte i går at berolige hændervridende landmænd rundt omkring i landet.

Dan Jørgensen har altid været optaget af, at Danmark skal være et landbrugsland, hvor der skabes arbejdspladser. Han fortsætter selvfølgelig regeringens politik på området, sagde hun på pressemødet efter præsentationen af regeringens fire nye ministre.

LÆS OGSÅ: Rokadens styrker og svagheder

Statsministeren forsøgte at tage brodden af den kritik, som omgående rejste sig fra landbrugsinteressenter, da Dan Jørgensen (S) fløj hjem fra sit sæde i Europa-Parlamentet for at indtage pladsen som ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Kritikken bunder i Dan Jørgensens markante holdninger til dyrevelfærd i landbruget. Han har blandt andet foreslået billeder på bakker med buræg for at gøre opmærksom på forholdene i burhønsestaldene, og han har advokeret for et totalforbud i EU mod minkavl, som han betegner som dyrplageri.

I går udtrykte både Kopenhagen Fur, den danske minkskind-mastodont, og interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer sig yderst diplomatisk om den nye minister, mens Danske Svineproducenter talte lige ud af posen:

Dan Jørgensen kan kun overraske positivt. Hvis vi får en fødevareminister, der modarbejder alt og udtaler sig negativt gang på gang, også internationalt, så er det totalt ødelæggende for dansk landbrug, sagde svineproducenternes bestyrelsesmedlem Claus Jørgensen til DR Syd.

Spørgsmålet er, om høj dyrevelfærdsetik i landbruget kan gå hånd i hånd med ambitioner om vækst og flere arbejdspladser? Det kan det godt, vurderer Peter Sandøe, professor og leder af Center for Bioetik og Risikovurdering på Københavns Univer-sitet.

Der er ikke altid konflikt mellem dyrevelfærd og økonomi. Eksempelvis er dansk økologi en kæmpe kommerciel succes. Det kan godt lade sig gøre at højne det etiske niveau i landbruget, men det er en meget følsom proces, hvor det kan være problematisk at bruge pisk frem for gulerod.

Pisken består i Dan Jørgensens kritiske udfald mod de succesfulde burægproducenter og minkavlere. 59 procent af de solgte æg på det danske marked er buræg, og i september 2013 meddelte Kopenhagen Fur, at omsætningen af minkskind i sæsonen 2012-2013 indbragte 13,4 milliarder kroner mod 10,6 milliarder sæsonen før.

LÆS OGSÅ:
Ret kikkerten mod embedsmændene

Ifølge Peter Sandøe vil det være dyrt og koste arbejdspladser at forbyde minkavl, og blandt andet derfor får Dan Jørgensen svært ved at føre sine mærkesager ud i livet, mener Mickey Gjerris, lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd.

Både regeringen og oppositionen har besluttet, at kun vækst og økonomisk fremgang tæller, så det er uvist, i hvor høj grad den nye minister vil kunne sætte dyrevelfærd over arbejdspladser. De foregående ministre på området har ikke gjort det.

Mickey Gjerris håber dog, at Dan Jørgensen vil holde fast i sine principielle holdninger.

Indtil nu har profit vundet over etik, men det er realistisk at gøre det anderledes, hvis vi beslutter os for det. Tager jeg min lektor-hat af og udtaler mig som privat borger, vil jeg mene, at det er på tide, at vi lader etikken fylde mere og profitten mindre. Her har den nye minister for mig at se en vigtig opgave.

I går ville Dan Jørgensen ikke forholde sig til sine tidligere forslag om minkavl og burhøns, men sagde:

Man kan sagtens kombinere at kæmpe for dyrevelfærd og miljø og kæmpe for, at landbruget skal have vækst og gode rammevilkår. Det er det, jeg håber, jeg kan blive garant for som minister.