Massivt pres for forbud mod dyresex nu

Nyt politisk pres for at indføre øjeblikkeligt forbud mod dyresex efter at tv-udsendelse beskrev fænomenet

15 dyreværnsforeninger kræver et øjeblikkeligt forbud mod dyresex i Danmark.

Kravet fremsættes efter et meget eksponeret tv-program på TV2 torsdag aften, og justitsminister Lars Barfoed (K) er klar til at tage en fornyet drøftelse af spørgsmålet.

Sammenslutningen af dyreværnsforeninger, DOSO, mener, at sex med dyr er et udbredt dansk fænomen, som skal forbydes med lov.

- Det er ikke bare klamt - som formanden for Det Dyreetiske Råd begrænser sig til at udtrykke det - det er perverst og modbydeligt, siger DOSO i en pressemeddelelse.

De fire bogstaver er en forkortelse af Dyreværns-Organisationernes Samarbejds Organisation.

I pressemeddelelsen underskrevet af formanden for DOSO, Peter Mollerup, siger han, at dyresex er en krænkelse mod dyret.

- Vi er tæt på et flertal i Folketinget for et forbud, men vigtige partier som S, R, V og KF henholder sig til, at man ikke skal lovgive for noget, som man ikke kan opdage.

- Dette argument er nonsens. Det er da også forbudt at stjæle cykler, selv om de færreste cykeltyve fanges. Lovgivning sender et klart signal fra samfundet og har således en forebyggende virkning, siger Peter Mollerup.

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Marlene Harpsøe, kalder tv-programmet om dyresex for en skandale.

På den baggrund har hun indkaldt justitsministeren i samråd om dyresex med henblik på at skabe et flertal for et forbud mod den slags.

Lovligheden af dyresex har flere gange været diskuteret på Christiansborg, men hver gang har et flertal stemt imod.

- Jeg tager personligt afstand fra seksuel omgang med dyr, understreger justitsminister Lars Barfoed.

Samtidig slår han fast, at det er forkert, hvis man har fået den opfattelse, at seksuel omgang med dyr generelt er tilladt i Danmark.

- Dyreværnslovgivningen og straffeloven indeholder allerede i dag en beskyttelse mod, at mennesker misbruger egne eller andres dyr seksuelt. Dette gælder også i organiseret og kommercielt regi, siger ministeren.

- Det er min opfattelse, at den gældende lovgivning yder tilstrækkelig beskyttelse af dyrene, men jeg er villig til at tage en fornyet drøftelse med de øvrige partier i Folketinget om spørgsmålet, siger Barfoed.