Den moderne donorgris

DYREORGANER: Der forskes i at fremstille grise med organer, der kan leve i mennesker. Men behandlingen skaber både håb, problemer og modstand. For smitterisikoen er stor, og de etiske spørgsmål er mange: Kan vi bruge dyr på den måde, hvilket

Næppe nogen kan se et etisk problem i at iføre sig en skindjakke eller stikke fødderne i et par ægte lædersko. At spise dyrekød er også noget, der synes normalt for de fleste. Lige så problemfrit skulle det være at få indopereret en hjerteklap fra en gris i sit eget hjerte. Eller en hjerteklap, der er syet af det væv, som udgør hjertesækken hos en kalv. Det får over hundrede danskere gjort hvert år, og ingen har efter sigende betænkeligheder ved det. - Jeg tror, man skal være lidt speciel, hvis man gør sig nogen overvejelser i den anledning. Vævet er fuldstændigt dødt, og man kan sammenligne det med en kunstig hjerteklap, der er lavet af kulfiber. Hjerteklappen fungerer helt mekanisk. Jeg har talt med flere hundrede patienter inden og efter den slags operationer, og ikke én har haft den mindste overvejelse over hjerteklappens oprindelse, siger hjertekirurg på Skejby Sygehus ved Århus, Henrik Allermand. Men hvis man vil udskifte hele hjertet med et grisehjerte, er det en anden sag. Det vurderer etnolog Susanne Lundin, der på Lunds Universitet har talt med svenske forsøgspersoner og potentielle modtagere af levende griseceller. - Et organ er noget levende, man får ind i sin krop. Det bliver integreret i menneskets egen levende organisme, og så sker der en blanding. Alvorligt syge mennesker vil gå langt for at blive raske eller for at undgå at dø, men de modtager ikke levende dyreceller uden en masse overvejelser og modstridende følelser. De overvejelser og følelser har endnu ikke ført til en offentlig debat herhjemme om brugen af dyreorganer i menneskekroppe. For endnu har kun omtrent 200 patienter på verdensplan oplevet at få indopereret et dyreorgan eller dyreceller, en såkaldt xenotransplantation. Og kun på forsøgsplan. I begyndelsen af 1960'erne levede eksempelvis en amerikaner i ni måneder med en abenyre. Og i begyndelsen af 1990'erne levede flere amerikanere i adskillige uger med abelevere, mens en polsk patient kun klarede 24 timer med et grisehjerte, oplyser blandt andet Teknologirådets materiale om emnet. Alligevel skal folketinget inden jul have en forespørgselsdebat om regler for forsøg på mennesker med levende dyrevæv. Udviklingen banker på døren, og Kristeligt Folkeparti ønsker at diskutere med de andre politikere, om ikke man skal være forberedt, hvis der en dag kommer en ansøgning fra danske læger om at lave forsøg eller behandling med levende griseceller i danske patienter. Indtil videre har man i Danmark i de seneste 25 år forsket i at flytte organer fra én dyreart til en anden, for eksempel en kaninnyre ind i en kat og et musehjerte ind i en rotte. På verdensplan står alle forsøg med mennesker stille for tiden. Man opdagede for nogle år siden, at der i dyreorganer kan være ukendte virussygdomme, som ikke gør dyrene syge, men som kan blive katastrofale for mennesker, hvis de overføres og udvikler sig til epidemier. Men professor, dr.med. Ejvind Kemp, som er en af frontfigurerne i den danske xenoforskning, vurderer, at man om to-tre år vil have så meget viden om, hvordan dyr kan smitte mennesker, at man igen vil være klar til forsøg på patienter i udlandet. Han ser optimistisk på de nye muligheder: - Drivkraften i denne forskning er håbet om at kunne dække den ulyksaligt store mangel på organer. At få mulighed for at redde de mennesker, hvis hjerte eller nyrer er slidt i stykker. Og når man først er i gang med forsøg igen, tror jeg, der herhjemme vil gå fem til 10 år, før transplantationer af dyreorganer bliver en rutine, man kan have glæde af. Det er både mit håb og min vurdering, at mennesker en dag vil kunne leve med organer fra grise. Men jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, før det er vist. Ud over smitterisikoen skal den perfekte transgene gris også kreeres. Det vil sige en gris, der har fået tilført menneskelige gener, så dens organer kommer til at ligne menneskets mest muligt. Det vil mindske sandsynligheden for, at organet bliver afstødt af det menneskelige immunforsvar. Den forskning er i fuld gang verden over, og de transgene grisehjerter og -nyrer afprøves på aber. Indtil videre kan aberne leve to til tre måneder, før organerne afstødes. Forestiller man sig, at problemerne med smittefaren overvindes, og at frembringelsen af den perfekte donorgris lykkes, er der imidlertid stadig etiske overvejelser at gøre sig. For er det rigtigt at blande mennesker og dyr på denne måde? Centerchef på Center for Bioetik på Aarhus Universitet, professor, dr.theol. Svend Andersen siger: - Hvis et menneske kan leve med et dyreorgan i sig, er det så ny en situation, at ingen i den teologiske tradition endsige Bibelen har overvejet den. Men vi kan trække på nogle overordnede synspunkter i den kristne tænkning. - Kristendommen rummer en dobbelthed i synet på forholdet mellem mennesker og dyr. På den ene side har mennesket en særlig position blandt skabningerne. Vi er placeret over dyrene, og det er en selvfølge, at vi kan slå dem ihjel og spise dem. Så hvis et menneske selv ønsker dyreorganet, og hvis al smitterisiko er under kontrol, kan jeg egentlig ikke se noget principielt imod det. - På den anden side er mennesket også en skabning som andre og deler vilkår med dem. Det syn er særligt tydeligt i Det Gamle Testamente. Vi er som græs og er dødelige som dyrene. I den europæiske kultur har vi lagt næsten ensidig vægt på modsætningerne mellem mennesker og dyr, så det nærmest har udviklet sig til en ringeagt af dyrene, hvad der i hvert fald ikke er basis for i den gammeltestamentlige tænkning. Derfor bliver diskussionen om transplantation af dyreorganer måske mest til et dyreetisk problem, hvor vi må spørge, om vi kan tillade os at behandle dyrene på den måde, påpeger Svend Andersen. Det Dyreetiske Råd har endnu ikke udtalt sig om spørgsmålet, men formanden, forskningsprofessor i bioetik ved Landbohøjskolen, Peter Sandøe, siger på egne vegne: - Jeg tror, donorgrisene vil få de bedst tænkelige opvækstvilkår. De grise, vi i forvejen producerer til hjerter i flødesovs, skal kun holde i fem måneder, indtil de er slagtemodne. Men hvis vi skal bruge grisehjerter til transplantation, skal hjerterne kunne holde i mange år i et menneske. Det giver et incitament til at skabe robuste, stabile grise, der er i harmoni med sig selv. Peter Sandøe siger, at der dog er en teoretisk mulighed for, at dyr med ændrede gener får nedsat velfærd, og det forsker man derfor i på Landbohøjskolen. Samtidig påpeger han et andet problem. - Der ryger en del dyr i processen undervejs mod xenotransplantationer, fordi man forsker i de mekanismer, der afstøder fremmede organer. At sætte grisehjerter ind i bavianer, så de kan tage skraldet for os mennesker, er barskt. Sådanne forsøg tror jeg ikke, man ville tillade i Danmark. Men ellers accepterer vi jo i vores samfund, at vi bruger dyr til forsøg, hvis det kan gavne vores egen sundhed, så længe dyrene ikke udsættes for alvorlig lidelse. - Men med hensyn til det at blande arterne, så tror jeg, at dyrene er ligeglade. I forvejen har vi de fleste gener til fælles med grisen, så et par gener mere eller mindre betyder ikke noget. Donorgrisen er stadig en gris. Ved man først det, så tror jeg, betænkelighederne på dens vegne forsvinder, siger Peter Sandøe. Betænkeligheder på menneskenes vegne forsvinder derimod ikke så let. I hvert fald ikke, hvis man spørger idehistorikeren Hans-Jørgen Høinæs. Til daglig underviser han i idehistorie på Statens Teaterskole i København, og som forfatter og samfundsdebattør er han engageret i spørgsmålet om xenotransplantationer. - Det er meget problematisk at ville sætte dyreorganer ind i mennesker, selv om det muligvis ville kunne redde menneskeliv. Det begynder med en grisenyre og kan fortsætte med et grisehjerte, men hvis man får flere og flere dyreorganer i sig, er det klart, at man på sigt risikerer at skabe en art, der ikke længere er rene mennesker. - Et begreb som det psykosomatiske, altså det at sjælen og kroppen spiller sammen, er et vigtigt begreb, når man vil overføre dyreorganer til mennesker. Man er nødt til at overveje åbent, om et organ blot er en kvalitetsløs, fysisk masse, eller om det også er forbundet med psykiske og følelsesmæssige egenskaber. For mig at se er et organ mere end noget fysisk. Det er for eksempel en kendsgerning, at vi kan mærke vores følelsesliv i hjertet og i blodomløbet og åndedrættet. Hans-Jørgen Høinæs påpeger, at den moderne, vestlige naturvidenskab rokker ved vores klassiske menneskesyn. - Jeg foretrækker det menneskesyn, der har en lang tradition i europæisk tænkning, nemlig at mennesket både er krop, sjæl og ånd. Mennesket er beslægtet med dyrene, men er alligevel væsensforskelligt, fordi det netop har en Fortsættes Side 10 sjælelig og åndelig personlighed. Når man vil sætte dyreorganer ind i mennesker uden at spørge, om man derved risikerer at forhindre menneskets psykiske og åndelige udfoldelse, er det fordi, man i stedet betragter mennesket som et dyr. Et højerestående dyr, sådan som den darwinistiske tradition opfatter det. Og menneskesyn og etik hænger sammen. Hvis man opfatter mennesket som et dyr, er det etisk set i orden at bruge dyreorganer. - Desuden ligger der også en mekanisme-tænkning bag xenotransplantationer. Når man udskifter vores organer, opfattes mennesket som en mekanisme, man kan skifte reservedele på, lige som man gør det på en bil. Derved glemmer man, at mennesket er en organisme, der hænger sammen. Man glemmer igen at tage hensyn til vores sjælelige og åndelige bestemmelse. Søren Holm, professor i medicinsk etik og underviser på Manchester University, er tidligere medlem af Det Etiske Råd i Danmark. Han har også beskæftiget sig med xenotransplantationer, og siger: - Om det er værdigt for mennesket at modtage et dyreorgan er et helt relevant spørgsmål. Men det må være den enkeltes afgørelse. Det samme gælder ved transplantation af menneskeorganer, som nogle patienter heller ikke ønsker at modtage. Men hvis transplantation af dyreorganer lykkes som behandlingsform, så vil det også komme til Danmark, og for nogle patienter vil det være den rette løsning. Søren Holm fremhæver derfor nogle aspekter ved behandlingen, der skal overvejes her og nu, og som er samfundets ansvar: - I første omgang er der det sikkerhedsmæssige aspekt. Her kan patienter og samfund have modstridende interesser. Måske dør patienten helt sikkert uden at få en transplantation med et dyreorgan, og så betyder det knap så meget, at der er en lille risiko for at dø af en medfølgende virus. Men for samfundet er der en betydelig interesse i, at der ikke opstår nye sygdomme, der kan sprede sig. Derfor må man kontrollere det her. - Og så er der det sædvanlige spørgsmål om fordelingen af ressourcer i sundhedsvæsenet. Det er klart, at hvis det bliver muligt at transplantere dyreorganer, så får vi i princippet en uendelig tilgang til organer, og så vil der blive foretaget langt flere transplantationer end i dag. Det betyder, at andre patienter ikke vil kunne blive behandlet eller vil få en dårligere behandling, end de får i dag, konkluderer Søren Holm. Drivkraften i denne forskning er håbet om at kunne dække den ulyksagligt store mangel på organer. Professor, dr.med. Ejvind Kemp I forvejen har vi de fleste gener til fælles med grisen, så et par gener mere betyder ikke noget. Donorgrisen er stadig en gris. Forskningsprofessor i bioetik, Peter Sandøe