Serie: Natursyn

Den brændende tornebusk - natursyn i jødedommen

Syndfloden af John Martin, 1831-1839 Foto: SMK Creative Commons

Etik.dk bringer i sin nye serie om natursyn i filosofiernes og religionernes verden et indblik i, hvordan vi kan betragte naturen og vores forhold til den. En række af landets førende lektorer har bidraget med deres viden. Jakob Egholm Feldt, professor i global historie på Roskilde Universitet, deler i denne artikel sin viden om natursynet i jødedommen

Historiske forklaringer på klimakrisen har ofte grundlag i, at der er noget særligt i det vestlige menneskes natursyn, som tillader grov udnyttelse af naturen. Man kan sige, at bag industrialisering, optimering, produktionsforøgelse, moderne landbrug osv. ligger der en grundlæggende kulturel og religiøs forståelse af naturen, som ser naturen som resurse for menneskets velstand.

Det vil sige, at naturens værdi er bestemt som værdi for mennesker. I 1967 anklagede en forsker, Lynn White jr., således ”judeo-kristendommen” for at være den historiske rod bag klimakrisen. Lad os se på, hvad jødedommen siger til den anklage, for det er mere kompliceret end som så.

Den magiske natur i Tanakh
Jødedommens gamle tekster - den jødiske bibel som på hebraisk kaldes Tanakh og som kristne kalder det gamle testamente - er fyldt med fantastiske historier, hvori naturen spiller en afgørende rolle. Dyr taler, storme og syndfloder lægger jorden øde, buske antænder spontant, vande deles og mennesker bliver til saltstøtter.

Naturen er meget levende i den jødiske bibel, og den kan både være farlig og uforudsigelig, men den kan også være en redning og især kan den være den måde, som gud kommunikerer med menneskene på. Tænk på Noa, hans ark, alle dyrene og syndfloden eller på Job, som gud udsætter for alle mulige prøvelser gennem forskellige naturkatastrofer og sygdomme, selvom Job var uskyldig. Og da gud lod jøderne forlade Egypten, talte han til Moses gennem en brændende tornebusk. Vandene delte sig og reddede jøderne men druknede Faraos soldater. Den jødiske natur er på mange måder magisk.

I Første Mosebog vers 28 står der: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden”. Dette sted bliver ofte set som centralt for judeo-kristendommens forhold til naturen. Det har også noget på sig, fordi gud har i jødedommen skabt hele jorden, inkl. dyr, mennesker, jord og vand, og gud er ikke en del af naturen, men dens skaber. Gud bestemmer over menneskene og naturen, gud bestemmer, hvad menneskenes og naturens formål er, og gud er således hverken i menneskene eller i naturen.

Man kan sige, at i jødedommen er naturen ikke hellig i sig selv. Panteistiske forestillinger og naturspiritualitet vil for jødedommen være afgudsdyrkelse. Jødedommens gud har som jordens skaber bestemt, at menneskene skal leve af markernes afgrøder, og at menneskene er skabt i guds billede (v26). Menneskene skal herske over jorden, som gud hersker over det samlede skaberværk.

Mennesket er guds forvalter af jorden
Det med at menneskene er skabt i guds billede skal ikke forstås som en forherligelse af mennesket men som om, at der en fundamental forskel på gud, menneske og naturen, selvom de lever eller i hvert fald mødes i samme habitat. Mennesket er guds forvalter af jorden, og gud holder øje med, om menneskene forvalter jorden godt.

Som man kan læse i den jødiske bibel er gud tit utilfreds og sender forskellige plager over menneskene, plager der alle kommer af, at gud taler med naturen som medium. Det er en god ide at tænke på jødedommen som en grænsedragende religion. Jødedommen sætter grænser mellem gud, menneske og natur, mellem hvilke afgrøder man må bruge hvornår, grænser for hvilken mad man må spise, hvilke regler der er for alle mulige handlinger, der foregår mellem menneske, natur, mad, krop og gud.

Guds verden er en verden af orden, regler, regularitet og formål, og det skal menneskene respektere og efterleve. Nogle gange blæser gud på den orden, fordi han er utilfreds med noget, eller fordi han vil teste menneskenes loyalitet.

Skaberværket skal behandles ydmygt, forsigtigt og bevarende
Jødedommens ideelle natur er en kultiveret natur, dyrkede marker og frugtbare haver og ikke det vildnis, den vildmark, eller den besjælede natur, som præger mange moderne økologiske forestillinger, der er inspirerede af såkaldte naturfolks religiøse forestillinger. Den symbiotiske naturpagt eller holistiske forestillinger, hvor menneskene er i og af naturen ligger fjernt fra jødedommens tanker om naturen, fordi disse forestillinger simpelthen ikke kan genkendes i jødedommens skabelsesberetning og den orden, som gud indstiftede mellem mennesker og natur.

I jødedommen gør det gud glad og tilfreds, når han ser frugtbare marker, som menneskene har kultiveret, passet og plejet, så hans skaberværk står smukt i vækst. I den antikke jødedom ofrede man afgrøder til gud som tak for det vidunder, at jorden kan give livgivende afgrøder, og i moderne jødedom i dag fejrer man på mange af helligdagene symbolske varianter af taknemmelighed over afgrøderne og naturens produkter.

I jødedommen skal mennesket herske over naturen og forvalte den, men det betyder ikke, at menneskene kan forvalte den, som de vil. Gud reagerer, når forvaltningen er skadelig for menneskene selv eller overfor den respekt, som skaberværket bør mødes med. Mange steder i jødedommens tekster kan man finde passager, hvor det understreges fra gud, profeterne eller rabbinerne, at skaberværket skal behandles ydmygt, forsigtigt og bevarende, fordi jorden er beviset på guds skaberkraft, hans storhed og fordi hele skaberværket lovpriser gud (fx salme 148).

Man må ikke ødelægge verden i jødedommen, hverken i det små eller i det store, og man skal som jøde bidrage til at reparere det i verden, som er ødelagt. Moderne jødiske økologiske bevægelser tager ofte udgangspunkt i netop Tikkun Olam, som er hebraisk for at reparere verden. I det jødiske natursyn skal menneskene gribe ind i naturen for at kultivere den, men også for at reparere den og bevare den.

En kode for gud
Naturen kan også i jødedommen betragtes som en form for kode fra gud. Gud taler gennem naturen, og han har skabt alt ifølge en guddommelig plan og orden. Studier af naturen og opmærksomhed på naturen er hermed også et studie af gud.

Både jødiske filosoffer men også jødiske mystikere har forsøgt at kende gud bedre ved at kende naturens love bedre. Naturen kunne forstås på samme måde som Torahen (Loven), nemlig som et udtryk for guds storhed og skaberværkets indre lovmæssigheder. Jødiske mystikere søgte andre måder at tilgå gud gennem naturen fx ved at aflæse naturen som et sprog, en grammatik, hvor man lærer forskellige guddommelige kræfter at kende og udnytter dem som magi og helbredelse.

Men det er afgørende, at det ikke er naturen i sig selv, som er interessant. Det er den måde naturen reflekterer skaberværket, guds love og guddommelige kræfter, som er det interessant for jødedommen.

Moderne jødedom har en meget begrænset økologisk teologi, selvom mange centrale passager og grundsætninger i jødedommen sagtens kan tolkes som en konstruktiv etik i lyset af klimakrisen. I jødedommens lange forfølgelseshistorie har overlevelse og bevarelse af jødedommen spillet den største rolle, og det har 2. Verdenskrig og Holocaust forstærket, så klima spiller kun en lille rolle i jødisk teologi og filosofi.

Selvom der er en grundlæggende forskel mellem menneske og natur i jødedommen, og selv om naturen er skabt, så menneskene kan kultivere den, så indeholder jødedommen alligevel teologiske svar på klimaudfordringerne. Disse svar falder indenfor forvalter-af-jorden-overskriften, men det er måske ikke så dårligt, fordi menneskene skal jo gribe ind i naturen for at bevare og reparere, og jorden skal forvaltes, så den både kan overleve og brødføde menneskene i fremtiden.

Udfordringer ved vores natursyn i dag
Jeg tror, at jødedommens, eller judeo-kristendommens, grundlæggende attitude til naturen skal forsvares mod diverse spirituelle og naturreligiøse inspirationer, som også har indflydelse i klimadebatten. For mig at se har den måde vestlig radikal klimaaktivisme og klimatænkning låner fra naturfolks holistiske og panteistiske natursyn kun vestlig romantik at bidrage med, og det ville være meget slemt for verdens fremtid, hvis det kom til at påvirke løsningerne for meget.

Jødedommen kan læses med udgangspunkt i Antropocæn, menneskets tidsalder, fordi den tager udgangspunkt i en verden, hvor menneskene allerede påvirker hele jordens totale system. Menneskene skal gribe ind i det store system, som er på vej mod store forandringer, og mennesket skal reparere og kultivere naturen samt studere den nøje og følge regler for den økologiske balance i habitaten. Selv vildnisset, vildmarken, regnskoven skal reetableres, dvs. kultiveres til at blive vildt igen, så menneskene kan overleve.

Jeg er sådan set enig i, at judeo-kristendommen har spillet en stor rolle for, hvordan naturen er en resurse og kun har værdi vis-a-vis mennesker, og at det har medvirket til rovdrift og overudnyttelse, men jeg tror samtidigt, at det er den samme attitude, som bærer løsningen i sig.

Menneskene skal forvalte naturen godt, så der er en fremtid for kommende generationer. Det kræver en radikalt ny forvaltning, men ny-forvaltning er stadig forvaltning. Hvis man er troende, må man så håbe på, at gud kan se, at det er godt og derfor ikke sender syndfloder og storme over os.

Moses ved den brændende tornebusk. af Georg Vilhelm Baurenfeind, 1759 Foto: Creative Commons
Syndfloden af Melchior Lorck, 1551 Foto: SMK Creative Commons
Gud befaler Noa at bygge arken af Maarten van Heemskerck, 1558 Foto: SMK Creative Commons