"Jeg tror, min far fik en god død"

Hvad er værdighed i døden, og hvad er værdighed i livet, spørger sognepræst Birgitte Refshauge Kjær, der mener, vi skal yde aktiv livshjælp til hinanden

Min far var meget stille den sidste tid. Han var helt utroligt ked af at skulle forlade sin store familie, sine venner, ja, livet og alle mulighederne. Han var virkelig et menneske, der så muligheder alle steder.

Jeg kunne ikke drømme om at kalde ham tapper, han var bare meget stille. Jeg synes slet ikke, man behøver være tapper.

Også den sidste formiddag sad vi hos ham. Vi var en flok børn og voksne, som han elskede det allermest. Vi sang og bad, vi græd og hviskede sammen. Vi holdt ham i hænderne, på skulderen, andre sad ved hans fødder.

Han var ikke noget kønt syn, lignede slet ikke sig selv efter måneders kamp med kræft. Han fik den sidste dag et forvildet udtryk i ansigtet, som gjorde mig ked af det. Vejrtrækningen var besværet og meget højlydt. Han duftede heller ikke som sig selv på grund af medicin.

Det var vanvittigt hårdt at være i. Så blev åndedrættet svagere og svagere, og til sidst holdt det op.

Og jeg har tænkt over mange gange siden, hvad værdighed er. Døden er ynkelig, forfærdelig, hård, brutal. Man føler sig - og er jo også - totalt afmægtig og må bare lade det ske, som sker. Man kan kun følge sin allerkæreste et stykke, så må man give slip og bede ham give slip, selvom han aldrig har været mere sølle at se til.

Men vi var hos ham. Vi var der til sidst, ligesom vi havde været der gennem lang tid. Vi havde nået at tale om alverdens ting, alt muligt praktisk, men også om, hvad man kan tro og håbe om vejen gennem døden, og hvad der mon venter på den anden side.

Vi havde nået at sige farvel og ikke mindst tak. Så jeg tror, min far fik en god død. Jeg håber det.

Men hvad er værdighed i døden, og hvad er værdighed i livet, for det hænger jo tæt sammen. Er det en død og et liv uden lidelse, uden smerter? Er det at kunne bestemme alt, selv tidspunktet for døden, bare fordi vi kan? Er det modsat uværdigt at være afhængig af andre? Eller at være i Guds hænder?

Er det værdigt, som det sker i Tyskland, at få en kvaksalver til at blande en overdosis piller i æblemos for så at efterlade den døende alene - det er det, der gør det lovligt - og tilmed opfordre de pårørende til også at tage væk, mens det sker?

Er det værdigt, som det sker i Holland, at læger spørger dem, der har valgt aktiv dødshjælp, om de vil donere deres raske organer til organdonation, så man vælger at dø på et operationsbord?

Er det værdigt, at man i Schweiz ser flere og flere tilfælde af mennesker, der ikke fejler spor, men som vælger aktiv dødshjælp med den begrundelse, at de føler sig ensomme og til besvær?

Vi kan håbe på en god død. Værdighed er noget, vi har som mennesker. I livet og i døden får vi den skænket af skaberen selv. Vi mister den ikke, når det hele braser sammen, når livet er fuldt af smerte og lidelse, når vi må give op, eller når andre har givet op med os.

Min mor syede to tæpper af min fars skjorter. En side af blød fleece og en side af patchworkstykker af hans ternede og stribede skjorter blev til dejlige tæpper fulde af minder. De vakte selvsagt jubel, da modtagerne pakkede dem ud juleaften. Tæppe, kappe eller kåbe hedder på latin pallium, og det er det ord, vi bruger om palliation, det, som det palliative team yder til døende, altså lindrende omsorg, lige til døden kommer. Man kunne også kalde det aktiv livshjælp.

Lad os yde aktiv livshjælp til hinanden og brede varme kapper om dem, der har behov for det. Lad os blive hos hinanden og vove at være midt i lidelsen og smerten.

Birgitte Refshauge Kjær, sognepræst i Egeris-Estvad-Rønbjerg Pastorat, Kirke Allé 111A, Skive