Skal dyrevelfærd måles på pattegrisdødelighed?

At noget så basalt som rigelig plads ikke nødvendigvis er tilgængeligt, siger meget om, hvor langt vi som mennesker har (mis?)fortolket vores aftale med dyrene, skriver Morten Hedegaard Larsen

Ingen kender de præcise omstændigheder, der gjorde, at mennesket begyndte at domesticere dyret. Måske var det dyret, der tog initiativet?

Men en aftale blev lavet mellem dyr og menneske, der i korte træk gik ud på, at mennesket passede på dyret, gav det foder, drikke, ly og sørgede for det, når det blev sygt. Til gengæld leverede dyret så kontinuerlig føde til mennesket i form af mælk og æg for eksempel, eller ultimativt sig selv i form af kød.

Dette må siges at være en af de bedste og mest effektive aftaler indgået mellem pattedyr i verdenshistorien.

Den seneste debat om dyrevelfærd, initieret af den nye fødevareminister Dan Jørgensen (S), har igen sat spørgsmålstegn ved menneskets administration af vores gamle aftale med dyrene. Dan Jørgensen har med rette påpeget, at dødeligheden for pattegrise er meget høj i både de konventionelle og økologiske brug med henholdsvis 25 og 33 procent.

Det er selvfølgelig sørgeligt og ærgerligt, at så mange pattegrise må lade livet hurtigt efter fødslen på grund af utilstrækkelige forhold i staldene eller deres mødres uforsigtighed i den første tid (Omkring 10 procent af disse døde pattegrise er dog dødfødte. Deres død kan derfor ikke direkte tilskrives manglende dyrevelfærd i staldene).

Men pattegrisedødeligheden synes ikke at være et specielt godt parameter at måle dyrevelfærd på, da dyrevelfærd nødvendigvis må vurderes og måles ud fra summen af dyrets samlede levetid. Griselivet for en økologisk gris er ganske anderledes end livet for en konventionel gris. Den økologiske gris har meget mere plads, starter livet på friland, har sen afvænning fra soen, har altid adgang til det fri og meget, meget mere igennem hele dens liv.

Denne måde at tænke dyrevelfærd på er dog anfægtet af både landmænd og forskere. Professor og tidligere formand for Det Dyreetiske Råd Peter Sandøe har for eksempel formidlet forskning (Oh, at være en høne ...), der indikerer, at burhøns har bedre dyrevelfærd end skrabehøns og økologiske høns, da de jo ikke så nemt bliver hakket på (og dermed undgår infektioner) eller kommer i konflikt med hinanden meget kort fortalt.

Hermed bliver dyrevelfærd, i lighed med pattegrisene, reduceret til et par sølle parametre, der så kan måles af rigtige forskere og validere overfor forbrugerne, at burhønsenes liv ikke er forfærdeligt selvom ethvert menneske med øjne (og uden en ph.d.-grad) kan konstatere, at deres liv faktisk er ret forfærdeligt. Peter Sandøes hovedpointe er da også, at vi i virkeligheden burde redesigne vores dyrehold således, at dyrenes naturlige adfærd generelt bedre kan udleves. Samtidig med Peter Sandøes nytteetik er der en tendens i samfundet til at disneyficere, eller menneskeliggøre dyrene, fint eksemplificeret ved giraffen Marius aflivning for nylig.

Denne menneskeliggørelse forplumrer oftest en reel og afbalanceret dyrevelfærdsdebat, der oftest ender med at udpege onde landmænd og hysteriske dyrevelfærdsorganisationer, uden at vi kommer nærmere en løsning.

Supermarkederne er som sædvanlig larmende stille i denne debat. Denne mangel på stillingtagen må én gang for alle sætte en stopper for idéen om, at supermarkederne (og dermed indirekte forbrugerne) skal være primus motor for forbedret dyrevelfærd. Det valg skal være truffet, inden dyret og forbrugeren når kølemontren.

At noget så basalt som rigelig plads ikke nødvendigvis er tilgængeligt, siger meget om, hvor langt vi som mennesker har (mis?)fortolket vores aftale med dyrene. Ordentlige forhold for dyrene skal skabes af den simple grund, at vi har indgået en aftale med dyrene om at behandle dem ordentligt, og så bør vi også gøre det. Dette er dybest set et moralsk og politisk valg.

At et stærkere fokus på dyrevelfærd så måske også vil kunne retfærdiggøres økonomisk på den lange bane, i forhold til at markedsføre og afsætte danske økologiske/frilandsgrise til udlandet og den voksende veluddannede middelklasse, er så bare en mulig og ikke usandsynlig bonus.

Dette vil dog også kræve, at vores dygtige og innovative landmænd ser øget dyrevelfærd som en mulighed og ikke kun en forhindring, og at dyrevelfærdsomlægninger bliver koblet sammen med en økonomisk håndsrækning fra landets nye fødevareminister og dyreven. Vi kan nå langt.

Men først må vi have reetableret den tyndslidte aftale, vi indgik for mange tusinder af år siden dyr og mennesker imellem.

Morten Hedegaard Larsen er ph.d. og fellow i Forskningsgruppen Food, Innovation and Networks