Samfundsdebatten er forsimplet

Den monofaktorielle formidling og debat kan være fatal for samfundet, hvad enten det drejer sig om anonym sæddonation, om forskning i embryonale stamceller eller efterløn og levealder, skriver Erling Tiedemann, tidligere formand for Det Etiske Råd

DET ER NOK OVERDREVET at hævde, at hver ny radioavis præsenterer sine lyttere for en ny videnskabelig undersøgelse, men sandt er det, at vi ofte stilles over for ekspertudsagn, der i hvert fald i gengivelsen påpeger, at det ene eller det andet forhold har en bestemt årsag – og kun denne ene årsag.

Det kan for eksempel dreje sig om den gennemsnitlige levealder for en bestemt gruppe. Hvis den kan påvises som længere eller kortere end for andre grupper, vil øvelsen tit gå ud på at fastslå – eller måske bare postulere – at den påviste forskel hid-rører fra ét bestemt forhold, nemlig fra det, man har undersøgt – og kun fra dét.

I virkeligheden er tilværelsen jo meget mere kompleks, og mange forskellige faktorer med modsatrettet virkning spiller ofte sammen. Hvor gammel man opnår at blive, før man dør, afhænger både af medfødt disposition, af fysiske, psykiske og åndelige opvækstvilkår, af levemiljø livet igennem, herunder af økonomiske forhold, og af eget valg af sundhedsrelevant livsstil (røg, sprit, fedt, sukker og motion) – samt mange flere faktorer.

Tilværelsen er multifaktoriel, men i samfundsdebatten florerer de monofaktorielle forklaringer.

DENNE FORSIMPLING har betydning for den etiske stillingtagen. To tilgange til den normative etik er dels den deontologiske, dels den teleologiske – i almindelighed blot betegnet som henholdsvis pligtetik og konsekvensetik.

Mens pligtetikken ser tingene under synsvinklen, at der er noget, man altid er forpligtet til at gøre eller til at lade være med, er konsekvens-etikken mere optaget af, hvad der i den konkrete sammenhæng kommer ud af det ene eller det andet valg. Naturligvis har begge tankesæt noget på sig, og ingen etisk konklusion bør normalt drages, uden at begge aspekter har været analyseret.

Hvis nyhedsformidlingen og samfundsdebatten imidlertid tenderer i retning af en monofaktoriel forståelse af virkeligheden, kommer konsekvensetikken let på afveje. Den risikerer at tage stilling til, hvad der under dens synsvinkel må anses som etisk acceptabelt eller uacceptabelt, ud fra en amputeret analyse af konsekvenserne.

Dertil kommer, at der sjældent bliver plads til tidsperspektivet, når kun én faktor tillægges hele forklaringen. Tid handler om historiske forudsætninger, om skelnen mellem den korte og den lange bane, om undersøgelsesperioder, der er tilstrækkeligt lange til at afsløre flere varianter – og så videre. Bliver sådanne sider af sagen ikke taget i betragtning i nødvendigt omfang, kan den etiske analyse af konsekvenserne blive alt andet end retvisende.

Derfor kan den monofaktorielle formidling og debat være fatal for samfundet, hvad enten det drejer sig om anonym sæddonation, om forskning i embryonale stamceller eller aktuelt om efterløn og levealder.

Må det være tilladt at henstille til, at vi ikke fortsætter med en erkendelsesproces, der er på vej fra multi til mono, men at vi søger tilbage mod noget mere fuldstændigt?

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm