Tidligere prostitueret skriver: Kære potentielle sexkøber...

Gadeprostitueret i Istedgade. Foto: Linda Henriksen Denmark

Prostitution bliver aldrig godt, skriver anonymt medlem af kvindestøttegruppen Svanegrupperne i en kommentar til potentielle sexkøbere. Læs eller genlæs i anledning af TV 2-dokumentaren "Mit liv som luder"

Kære potentielle sexkøber.

Jeg skriver til dig om noget, der længe har ligget mig på sinde, men som det har taget mig mange år at kunne udtrykke klart. Jeg har tit tænkt på, hvordan det kan være, at du bilder dig ind, at der er noget som helst godt ved prostitution.

I dag ved jeg, at jeg har bidraget til bedraget af dig om, at prostitution var mit eget frie valg, og at jeg blot forenede interessen for sex med en god indtjening.

Du spurgte mig ofte, hvorfor jeg var at finde på et bordel, hvortil jeg altid svarede: Jeg har bare en lille bibeskæftigelse; et godt supplement til en fast løn fra mit arbejde i sundssektoren. Hvis du var usikker på, om det, der skete, var o.k., fortalte jeg, at jeg var i stand til at sige fra, kendte mine grænser, og at jeg var glad for livet.

Hver dag tog jeg ned i min hule, som jeg kaldte bordellet. Det føltes, som om det gav mig styrke, selvtillid og kontrol. Jeg glædede mig over, at du og de andre sexkøbere satte pris på mig. Dengang gik jeg på barrikaderne for retten til at sælge min krop og blive bekræftet af dig. Jeg stillede op i Ekstra Bladet som den lykkelige luder.

I dag ved jeg, at jeg var alt andet end lykkelig. Jeg forbander mig selv for det selvbedrag, jeg var blevet så god til. Jeg troede virkelig, at du var interesseret i mig, selvom realiteten var, at det eneste, du kom for at købe, var min krop.

Det har været en meget lang og sej kamp at komme ud af prostitutionen. At lære at mærke mig selv og anerkende mine grænser er så slidsomt, at jeg nok aldrig bliver færdig. Den overlevelsesstrategi, jeg brugte for at være i prostitution, nemlig evnen til ikke at mærke mig selv, var jo tillært gennem så mange år, at prostitution blev en mulighed. Efter en skilsmisse og i fortvivlelse gik jeg forklædt som voksen med hofteholder og stiletter af sted på min første vagt på bordellet. Men indeni var jeg kun en lille pige på seks år, som længtes efter at blive anerkendt som den, jeg virkelig var, og ikke for mine evner til at please de voksne. Mine barndomslængsler efter at blive favnet betød, at døren til bordellet allerede stod åben, jeg skulle blot over et lille dørtrin.

Årene gik, og hver sexkøber var som et nålestik i armen, der gav flere og flere sår. De grænser, jeg ikke kunne mærke, rykkede sig hele tiden. Da såret var så stort, at det var ved at gå helt galt for mig, insisterede min kloge veninde, som altid havde lyttet på min historie om, at jeg havde styr på det, på, at jeg skulle mærke efter. Jeg opdagede, at jeg intet kunne mærke. Jeg følte, at jeg i virkeligheden slet ikke fandtes, men stod og så på en, der vist nok var mig. Mange, mange samtaler senere forstår jeg, at jeg, siden jeg var seks år, måtte rumme det uudholdelige og bar på en ensomhed så stor, så stor. For at beskytte mig havde jeg lært at ikke-mærke, skabe en usynlig mur mellem mig og andre.

Den mekanisme brugte jeg på bordellet for at holde ud at være sammen med dig og de andre sexkøbere. Jeg ved, at mange andre eksprostituerede også har været udsat for ting, der gjorde prostitution til en mulighed. Og at både de og deres børn har livslange problemer at bearbejde på den baggrund.

Vi bliver tit bebrejdet, at vi overlader til en bestemt gruppe kvinder i prostitution dem, der kalder sig sexarbejdere at tale på vegne af alle kvinder i prostitution. Men vi magter næsten ikke at stå frem. Det tager alle kræfter at komme videre i et liv uden prostitution. Det sidste, vi har brug for, er eksponering. Derfor skriver jeg dette brev anonymt.

Den historie, der fortælles af kvinder, der er aktive i prostitution, er meget anderledes end de historier, jeg hører fra kvinder, der forsøger at skabe sig et liv uden. Mit held var, at min veninde ruskede op i mig. Og at mine store børn bakkede mig op. Og at jeg fandt Svanegrupperne (et tilbud til kvinder, som ønsker at forlade prostitution, red.), for uden dem var jeg ikke nået dertil, hvor jeg i dag kan skrive til dig.

Ja, mit selvbedrag førte mig bag lyset. Jeg kunne ikke andet. I dag ved jeg, at du burde kunne gennemskue illusionen om lykke og frivillighed i prostitution. Du købte adgang til at misbruge mig og min intimitet. Det er der ikke noget gensidigt i. Og det er helt ekstremt ødelæggende.

Jeg og masser af kvinder i prostitution har brug for at høre din stemme i et opgør med prostitutionens skadevirkninger og myten om frivillighed. Og vi har brug for, at der lovgives, så det ikke er tilladt for mænd som dig at købe kvinder som mig.

Kommentaren er skrevet af et anonymt medlem af Svanegrupperne. Kristeligt Dagblads kontakt til kvinden er formidlet gennem Dorit Otzen, der har grundlagt Svanegrupperne.