Ole Hartling: Lægernes lukkethed har sine grunde

Tegning: Peter M. Jensen

Det handler om broderskab og tavshedspligt, skriver den ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd

DEN, DER ER uden en broder, står udækket og alene. Det udtrykker det gamle fyndord Bar er broderløs bag. Det er den gode bror, der tænkes på. Brødre har ikke selv bestemt den sammenhæng, de er sat i. Det er et vilkår. De har et fællesskab, som er dem givet.

Broder og brødre giver for de fleste gode associationer, og de, som ikke får gode associationer, ved også smerteligt, at de savner den gode relation. Det er positivt ment, når der tales om lavsbrødre. Skydebrødre skyder sammen og ikke på hinanden.

Lavsbrødre eller embedsbrødre ville man i dag kalde kolleger. Kollega betyder i ordets oprindelse: bundet sammen med. Som kollega er man ligesom brødre bundet sammen og sat ind i en sammenhæng. Den græske læge Hippokrates fra cirka 400 år før Kristus sagde i sin ed om lægegerningen: Jeg vil agte den, der har lært mig kunsten, lige med mine forældre og dele mit brød med ham, og når han behøver det, yde ham hans fornødenheder; hans afkom vil jeg agte lige med mine brødre .

Men læger er ofte blevet omtalt som et broderskab, eventuelt det hvide broderskab med tanke på de autoritære kitler, og her er det ikke venligt ment. Tanken ledes hen på hemmelige ordener og loger, hvor man ikke blot holder sammen som brødre, men har hemmelige dagsordener og regler, hemmelige opgør og regnskaber. Det er et broderskab, som er et internt fællesskab på bekostning af det større fællesskab. En loge, der bliver en stat i staten eller en stat i riget som i Lars von Triers tv-serie Riget, hvor broderskabet holder hemmelige kældermøder, og hvor logebrødrene lægger deres planer.

Lægerne har også deres eget hemmelige sprog, deres kodesprog, som kun forstås af de indviede. Sådan et sprog kaldes en argot, der i fremmedordbogen defineres som et hemmeligt forbrydersprog. Eller en jargon inden for et specielt fag eller en anden gruppe.

TEMA: Sprog og etik

I lægeverdenen indgår latin og græsk i det sprog. Sproget er esoterisk, ekskluderende og måske arrogant. En doktor kom og skrev latin og gav ham bitter medicin, står der i Den store Bastian.

Logetankegangen fører til talen om lægernes lukkethed. Lægernes lukkethed over for det øvrige samfund. Selv lægernes tavshedspligt, som er en uomgængelig betingelse for et tillidsfuldt læge-patientforhold, opfattes som en del af lukketheden. Det mistænkes, at læger blot værner om deres tavshedspligt, fordi det giver magt at have information, som andre ikke har. Eller at læger selvhøjtideligt henviser til deres tavshedspligt, så deres arbejde kan tage sig mere betydningsfuldt ud.

Men tavshedspligten er ikke lægens alene. Den er ikke mindst patientens, og det kan lige så vel udtrykkes som patientens ret til fortrolighed. Fortroligheden omslutter den patient, der søger læge. Patienten skal i tryghed kunne tale om de intimeste ting med sin læge. Det kan være sygdomme og tilstande, der trods megen god vilje og forståelse fra omgivelserne alligevel ville stille patienterne i et dårligere lys, hvis de åbenbaredes. Det er et tillidsforhold, der ikke må brydes af nok så meget opmærksomhed, interesse og nyfigenhed udefra. Det skal patienten kunne stole på.

LÆS OGSÅ: Tavsheden er en etisk byrde

Tavshedspligten har også betydning i det kollegiale samvær, og tavshedspligten har forrang for kollegialiteten. Men netop her kan en uheldig side af broderskabet vise sig, nemlig hvis en læge afslører fortrolige oplysninger til en anden læge i en forventning om, at kollegaen på grund af sin tavshedspligt ikke lader det komme videre. Som den, der afslører en hemmelighed med ordene: Men du siger det ikke til nogen, for den, der fortalte mig det, sagde, at jeg ikke måtte sige det videre.

Jeg kan altså ikke blot, når jeg varetager min lægelige tavshedspligt, henvise til, at min kollega også har tavshedspligt. En anden læge skal naturligvis respektere tavshedspligten, når det gælder hans eller hendes patienter, men har ikke den samme forpligtelse, når det gælder mine. Derfor er det mig, der ikke må bryde tavshedspligten heller ikke over for en anden læge, som ikke indgår i behandlingen af patienten. Der er ikke noget, der hedder delt tavshedspligt. Man må kun videregive oplysninger efter aftale med patienten eller som led i behandling.

Min kollega er kollega, men ikke i fælles tavshed. Har en læge for eksempel en hustru, som også er læge, må han ikke give fortrolige oplysninger om sine patienter med henvisning til en fælleskollegial tavshedspligt, for så er den allerede brudt. Skulle hun komme under vejr med fortrolige oplysninger for eksempel blot ved at besvare et telefonopkald fra en patient, har hun naturligvis tavshedspligt, men det er ikke, fordi hun er kollega.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus