Legaliser hash: Forbudspolitikken er slået fejl

"Vi ønsker at beskytte de unge," skriver Frank Jensen som reaktion på et debatindlæg af Tove Videbæk den 22. april. Foto: Kontraframe Denmark

Legalisering af hash trækker tæppet væk under banderne, mener Københavns overborgmester Frank Jensen

JEG VIL OFRE teenagerne i den frie hashs navn. Det skriver Tove Videbæk i sin klumme Etisk set i Kristeligt Dagblad den 22. april. Intet kunne være mere forkert.

Vi er helt enige om, at hash er skadeligt. Og meningen med at lave en forsøgsvis legalisering af hash er ikke at få flere til at ryge det.

Tværtimod.

Vi ønsker at beskytte de unge. Mod at komme i kontakt med skrupelløse kriminelle, fordi de ønsker at prøve hash en enkelt gang. Mod at havne midt i en fejde mellem bander, der rivaliserer om at dominere hashmarkedet, og mod at ende i et misbrug med alle de mange kedelige følgevirkninger, som Tove Videbæk så rigtigt nævner i sit indlæg.

LÆS OGSÅ: Skal teenagerne ofres i den frie hashs navn?

Men alt det kan kun lade sig gøre, hvis vi går væk fra den forbudspolitik, som simpelthen er slået fejl. Vi beskytter jo ikke de unge i dag.

Fra 1994 til 2010 er andelen af de 16-44 årige, som har prøvet at ryge hash, steget fra 37,2 til 41,5 procent. I samme periode er andelen af stofmisbrugere, der har hash som deres hovedstof, steget fra 11 procent til svimlende 67 procent.

I København har knap 40 procent af befolkningen prøvet at ryge hash. Til sammenligning er det 32,7 procent på landsplan. Og den udvikling har fundet sted under forbudspolitikken. Derfor er vi nødt til at tænke i alternativer.

VI SKAL FJERNE en milliardomsætning fra banderne og sørge for, at politiet kan bruge ressourcerne på at bekæmpe banderne mest effektivt.

Og vi skal kunne tale åbent med de unge og oplyse og vejlede om de risici, der er ved at ryge hash. Vi skal have tættere kontakt med brugerne, så vi hurtigere kan etablere en forbindelse til behandlingssystemet i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.

Samtidig er der ikke nogen erfaringer fra andre lande, som har forsøgt sig med hel eller delvis legalisering, som tyder på, at det er ensbetydende med et øget forbrug.

Så kære Tove Videbæk. Jeg tænker netop på mine børn og mine børnebørn, når jeg foreslår et forsøg med legalisering af hash i København.

Jeg tænker på, at de skal kunne færdes trygt i et København, hvor organiserede kriminelle bliver bekæmpet på alle fronter. Og jeg håber på, at deres nysgerrighed vil blive mødt med professionel oplysning og rådgivning, der kan hjælpe dem til at træffe de rigtige valg.

En forsøgsordning med legalisering af hash er netop det et forsøg. Og viser forsøget sig at have utilsigtede følgevirkninger, så er jeg selvfølgelig klar til at ændre holdning og give hashen tilbage til banderne.

Frank Jensen (S) er overborgmester i København