Debat

Hjælp til at mestre livet er vigtigere end hjælp til at dø

"Men uanset om vi taler om ”selvmord”, ”værdighedsmord” eller ”aktiv dødshjælp”, så ændrer vores sprogbrug jo ikke ved, at der ligger en reel og faktisk handling bag det, vi forsøger at beskrive," siger Christian Borrisholt Steen. Foto: Henning Bagger

I stedet for at diskutere, hvordan vi kan hjælpe mennesker til at dø på en værdig måde, så lad os diskutere, hvordan vi kan hjælpe mennesker til at mestre livet - også i den sidste tid - på en værdig måde, skriver Christian Borrisholt Steen, medlem af Det Etiske Råd

LØRDAG DEN 21. FEBRUAR havde Kristeligt Dagblad en forsidehistorie om, at fortalere for aktiv dødshjælp har iværksat en kampagne, der har til formål at erstatte ordet ”selvmord” med mindre negativt ladede termer. Der tales i artiklen om ”værdighedsmord” i stedet for ”selvmord”.

Der er naturligvis ingen tvivl om, at de ord, vi vælger at bruge, og ordenes grad af værdiladning har betydning for vores stillingtagen til den handling, der ligger bag begrebet. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at en større del af danskerne er positive over for begrebet ”aktiv dødshjælp” end over for begrebet ”hjælp til selvmord”.

Men uanset om vi taler om ”selvmord”, ”værdighedsmord” eller ”aktiv dødshjælp”, så ændrer vores sprogbrug jo ikke ved, at der ligger en reel og faktisk handling bag det, vi forsøger at beskrive.

Man skal være radikal socialkonstruktivist for at tro på, at vi fuldstændigt frit kan skabe virkeligheden blot ved at italesætte den på en bestemt måde. Vi kan nu engang ikke ændre virkeligheden, blot fordi vi vælger at pakke omtalen af den ind i et pænere og mere tilforladeligt ordvalg.

Der foregår tydeligvis en kamp om ordet værdighed. Det er der ikke noget nyt i. Diskussionen om menneskets værdighed indlejrer sig i en lang historisk tradition, ikke mindst i moralfilosofiens og etikkens historie.

Filosoffen Immanuel Kant formulerede det således, at et menneske aldrig må betragtes blot som et middel, men altid som et mål i sig selv. Mennesket har således en iboende værdighed, som ikke må krænkes. Men både fortalere og modstandere af aktiv dødshjælp (jeg hører til den sidste kategori, hvis nogen skulle være i tvivl) kan jo finde en sandhed i ordene fra Kant. Så derfor er mit spørgsmål, hvor frugtbart det er hele tiden at jagte nye ord og begreber, frem for at interessere sig for den eller de handlinger, vi forsøger at beskrive.

Min kollega i Det Etiske Råd professor Thomas Ploug er i forbindelse med føromtalte artikel her i avisen citeret for at sige, at denne kamp om definitioner og om ord ”forplumrer debatten”.

I stedet foreslår Thomas Ploug, at vi skal ”forsøge at neutralisere dem, så vi kan tale om selve handlingen på en nøgtern og ufarvet måde”. Jeg er langt hen ad vejen enig med Thomas Ploug, dog er det for mig at se ikke muligt at finde begreber, som er helt neutrale og ufarvede.

Problemet er jo blandt andet, at det samme begreb, over tid, kan tillægges mere eller mindre værdi helt afhængig af, hvordan det bruges i den offentlige debat.

Mit ærinde er her at appellere til eftertanke og at argumentere for et andet perspektiv på debatten om hjælp til selvmord, aktiv dødshjælp - eller hvad vi nu skal kalde den. I stedet for at fortsætte en kamp om ord, så lad os i stedet koncentrere os om, hvad det er for et menneskesyn, vi ønsker skal præge vores samfund.

I stedet for at diskutere, hvordan vi kan hjælpe mennesker til at dø på en værdig måde, så lad os i stedet diskutere, hvordan vi kan hjælpe mennesker til at mestre livet - også i den sidste tid - på en værdig måde.

Christian Borrisholt Steen er medlem af Det Etiske Råd, cand.mag., Master i Etik og Værdier i Organisationer (MEVO) og specialkonsulent i Kristelig Fagbevægelse