Jacob Birklers nytårstale: Sæderne har altid været i forfald. Men etikken kommer og går
Det er afgørende, at vi ikke blot lader os fascinere af bioteknikken, men ser mennesket først. Det er det, etikken drejer sig om, skriver Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd i sin nytårstale på etik.dk
Vi har netop fejret nytåret. Her bruger vi tid på at se tilbage på året, der gik, for derigennem at komme bestyrket ind i det nye år. Vi har set tilbage på de vigtigste begivenheder i politik, sport og kultur. Men hvad ser vi, når vi kigger tilbage på årets gang fra et etisk perspektiv?
LÆS OGSÅ: Abort til kritisk eftersyn
Her rejser der sig en lang række sager og enkeltsager især, som medierne har trukket frem, og hvor etikken er blevet nævnt. Vi har debatteret nedgravning af aborterede fostre, gentest, prioritering i sundhedsvæsenet, kvinder, hvis børn blev syge af sæd fra samme donor, og pigen, der fik fjernet brysterne som 15-årig, hvilket blot er ganske få eksempler på tematikker, som har trukket overskrifter i den offentlige debat i det forløbne år. Dertil kommer debatten om de evigt aktuelle emner såsom organdonation, aktiv dødshjælp, grænser for abort og så videre.
Men skal vi se tilbage med etikken, er det relevant se at lidt længere tilbage for på den måde at se, hvordan etikken ændrer sig i det danske samfund. Lad mig give nogle eksempler.
I Det Etiske Råds 25-årige historie har der flere gange været rejst en debat om kunstig befrugtning. Læser man rådets redegørelse fra 1995, står der, at et flertal var modstandere af nedfrysning af befrugtede æg i forbindelse med fertilitetsbehandling eller nedfrysning af ægceller i det hele taget. I dag er det blevet sædvanlig praksis, uden at nogen løfter et øjenbryn. I dag er det godt og vel et år siden, at en kvinde tilmed fik udleveret en afdød mands sæd med sigte på kunstig befrugtning.
Tilbage i slutningen af 1980erne var der en heftig debat i Danmark vedrørende hjernedødskriteriet. Det vil sige muligheden for at erklære en person død, hvis blot hjernen er død, hvorefter hjertet kan transplanteres. Der var stor modstand dengang. I dag er det blevet sædvanlig praksis, og jeg vil tro, det er vanskeligt at finde mange modstandere i dag.
Går vi fra 1980erne tilbage til 1970erne, finder vi hele abortdebatten, hvor aborten som bekendt blev fri. Her var der også stor modstand. Men hvordan ser det ud i dag? Det er meget vanskeligt at finde modstandere af den frie abort, medmindre man skeler til nogle religiøse kredse. Til gengæld diskuteres grænser for begravelse af aborterede fostre og andre grænser forbundet med provokeret abort, som vi må tage stilling til, fordi vi har indført en særdeles liberal abortlovgivning.
Hvad er det så, vi rynker på næsen ad i dag? Mange forholder sig kritisk til muligheden for, at tre personer genetisk kan blive forældre til samme barn. Det kunne også være to mænd, der blev genetiske forældre til et barn via en rugemor. Flere er kritiske over for genmodificerede fødevarer. De fleste ønsker ikke, at mennesker klones og så videre.
Listen er lang, og jeg er selv blandt dem, som forholder sig kritisk til ovenstående teknikker. Men ser vi historisk på udviklingen af skik og brug, har sæderne altid været i forfald. Hvad der var usædvanligt sidste år, er blevet sædvanligt i år. Som en stor filosof engang sagde: Kanonen vil kræve sin ret. Når først teknologien er skabt, vil den også blive brugt på et tidspunkt.
Men hvad bør vi så gøre? Bør vi blot give slip og lade alt flyde. Hertil er svaret nej. Vi bør derimod blive mere bevidste om det, vi står for, det, vi finder os i, og dermed har hjemme i.
Vi bør sammen og hver især finde vores værdimæssige forankring og sætte grænser. Vi bør pejle efter et hertil og ikke længere og lade det være en besindelse for dem, som følger os. Udviklingen skal ikke bremses, men vores værdier skal forme de mange nye muligheder i en anstændig og menneskelig retning.
Men nytter det noget? Ja, vi får større etisk bevidsthed og givet kant til egen stilling. Det afgørende er, at vi ikke blot lader os fascinere af bioteknikken, men ser mennesket først, vores medmenneske. Det er det, etikken drejer sig om.
Jacob Birkler er lektor, ph.d. og formand for Det Etiske Råd