Husk nu virkeligheden fra før 1973

I København var der flere, deriblandt en mand, der gik under navnet Cykelsmeden, der stak et skarpt instrument op gennem skeden til livmoderen og forklarede, at det om lidt ville bløde, forhåbentlig blev det så en abort. Foto: Alys Tomlinson

Hvad med om de dybsindigt tænkende mænd brugte deres kræfter på noget mere konstruktivt i stedet for at diskutere de finere teologiske detaljer i forbindelse med det sindsoprivende valg, nogle kvinder står i, når det ser ud, som om det vil være helt umuligt at give et barn en kærlig og tryg barndom?

JEG BLIVER NØDT TIL at erindre tiden før 1973. Den endeløse hvisken om, hvem der gjorde det. Den positive test, der skulle have været en kvindes største glæde, men som ofte vakte panik og sønderrivende tvivl.

I København var der flere, deriblandt en mand, der gik under navnet Cykelsmeden, der stak et skarpt instrument op gennem skeden til livmoderen og forklarede, at det om lidt ville bløde, forhåbentlig blev det så en abort.
LÆS OGSÅ:En abortlovgivning er nødvendig

Der var meget få læger i landet, der gjorde det. Hos den ene skulle man påstå, at det handlede om uregelmæssige blødninger (på en måde korrekt, da en gravid kvinde ikke bløder meget), og så blev man indlagt på hans privatklinik. Selv købte jeg en lægeattest af ham til Det Kongelige Bibliotek, hvor jeg arbejdede dengang. Prisen var høj i kontanter, og hans måde at undersøge på, som flere havde fortalt mig om, var ubehagelig. Hvis man ikke lod, som om det var seksuelt ophidsende at blive gynækologisk undersøgt af ham, var det nej til indlæggelse og i mit tilfælde den lægeattest.

SÅ VAR DER den idealistiske læge i Sønderjylland, som havde pigerne boede hos sig, indtil de havde aborteret, hvis der ikke var anden udvej. Hos ham gnavede rotterne lystigt blod i sig fra måtterne på badeværelset. Han kom i fængsel tre gange for sin gratis og respektfulde hjælp.

Langt de fleste kom kun til diverse kvaksalvere eller prøvede selv med strikkepinde og andre skarpe redskaber i hjemmet. Og ingen nåede at tænke sig som, fordi al tiden indtil 12. uge gik med at styrte rundt og finde en udvej.

Rejserne til Polen ... Ja, der var abort legalt dengang, og England var også muligt, hvis man kunne skaffe penge eller kendte nogen. Det gjorde jeg i Polen. Fortumlet ankom jeg til Warszawa. Dagen efter havde jeg tid hos lægen, der talte lidt fransk, men mit skolefransk var forduftet i en tåge af kvalme og angst.

Han havde billeder af sin velklædte familie på skrivebordet og i rummet med operationsbriksen et krucifiks. Ingen narkose til mig, den syndige vesterlænding. Kroppen hjælper ofte en, så jeg besvimede og vågnede op til krucifikset og et udsagn på fransk, som jeg desværre forstod igen: Det var en lille pige. Hans katolske tro forhindrede ham ikke i at opkræve alle mine sparepenge i dollars. Jeg var heldig og fik kun underlivsbetændelse i fire måneder. Jeg var indlagt sammen med mange, som blev erklæret sterile.

OG JA, DET HAR PLAGET MIG inderligt i mange, mange år. Hvor gammel ville hun have været? Og kunne jeg have gjort noget andet? Og så videre.

Er det den tid, de vil have tilbage, de mænd, der tænker så dybsindigt over, at de synes, at alt for mange får provokerede aborter? Tallet den- gang var noget større, selv-om der naturligvis ikke var en officiel statistik, al den stund det var ulovligt.

Tre år efter, at loven om legal abort gik igennem i 1973 med et stort antal af ja-stemmer af kvinder fra samtlige partier, nedlagde samme Folketing Mødrehjælpen, hvor man indtil da havde kunnet få rådgivning og anden praktisk og økonomisk hjælp i forbindelse med en uventet graviditet.

Hvad med om de dybsindigt tænkende mænd brugte deres kræfter på noget mere konstruktivt i stedet for at diskutere de finere teologiske detaljer i forbindelse med det sindsoprivende valg, nogle kvinder står i, når det ser ud, som om det vil være helt umuligt at give et barn en kærlig og tryg barndom?

Charlotte Strandgaard, forfatter, Tyrolsgade 9, st. th., København