LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Højere straffe har præventiv virkning

Hårde straffe virker, mener retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup.

Nultolerance er en meget vigtig del af bekæmpelsen af bander, mener Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti

MANGE DANSKERE er i denne tid med rette bekymrede over den udvikling, vi ser med skyderier, knivoverfald og en bandekonflikt, som ser ud til at være ude af kontrol.

I øjeblikket har vi en regering, der tror, at man kan tale alle mennesker til fornuft også forhærdede bandekriminelle, hvis baggrund for at være forbrydere er at tjene mange hurtige penge.

TEMA: Forbrydelse og straf

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg tror, straf hjælper. Vi tror på, at højere straffe har en præventiv virkning også i forhold til unge mennesker, der kunne finde på at tage en ulovlig kniv med i byen, og bandekriminelle, der skyder på må og få. Hvis de ved, at de risikerer at komme i fængsel, vil nogle af dem afstå fra at gøre det og dermed ikke ende på den glidebane mod hård kriminalitet, som mange af dem gør i dag.

I Dansk Folkeparti synes vi, at nultolerance er en meget vigtig del af kriminalitetsbekæmpelsen.

Vi så, hvordan man i New York i 1990erne fik ryddet op i en by med meget, meget omfattende voldskriminalitet og hvordan gjorde man så det? Jo, politiet slog hårdt ned på alle lovovertrædelser lige fra graffiti over fumlegængeri til trusler og vold.

Og det har haft en fantastisk effekt i New York. Et område som Times Square var berygtet i 1970erne og 1980erne for høj kriminalitet, stofmisbrug, prostitution og så videre. Her er Disney-koncernen nu flyttet ind, der er verdens største legetøjsbutik, og det er i det hele taget blevet en legeplads for hele familien. Det er opnået ved, at man har slået hårdt ned på kriminalitet. Forleden havde New York såmænd den første dag i flere årtier, hvor der ikke blev anmeldt et eneste voldeligt overfald.

Det viser netop, at nultolerance virker og vi skal altså også have nultolerance over for knive i nattelivet og bandegrupperingerne. Det er ikke nultolerance med en hævet pegefinger. Det er nultolerance, hvis man kommer i fængsel for at bære en ulovlig kniv, og der bliver slået hårdt ned på bandemedlemmerne.

LÆS OGSÅ: Hævn er folkets ret

Her synes jeg også, politiet skal bruge de muligheder, de har, for at oprette visitationszoner i de områder af byerne, hvor der er mange beværtninger, diskoteker og så videre, hvor banderne huserer, og hvor man i øvrigt erfaringsmæssigt ved, at der er en risiko for at unge kommer i klammeri med hinanden. Politiets tilstedeværelse i disse områder er meget afgørende som afskrækkelse i forhold til de unge, der kunne finde på at bære kniv eller skyde løs mod personer, som man mener at have et udestående med.

Peter Skaarup er folketingsmedlem, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti