Finanssektorens grådige egoisme er ikke samfundsnyttig
I betragtning af vore politikeres generelle iver efter at tage sager op har der været relativ tilbageholdenhed vedrørende regulering af finanssektoren, siger Niels Henrik Thormann
Meget relevant har Kristeligt Dagblad bragt flere indslag om den økonomiske krise. Jes Fabricius Møller argumenterede i Eftertanken den 25. februar for, at krisen er økonomisk og ikke etisk, men det kunne vel være både og?
LÆS OGSÅ: Kirker går til kamp mod grådighedEnhver, der vil forsøge at tage stilling til spørgsmål af den karakter eller til spørgsmålet om, hvor frit finansmarkedet, krisens syndebuk, skal være, bør se den prisbelønnede amerikanske dokumentar Wall Street indefra af Charles Ferguson (sendt på DR 2). Det er lærerigt og på en måde også topunderholdning, når virkeligheden i den grad overgår ens fantasi; tragikomisk er det, når for eksempel bestyrelsesmedlemmers totale inkompetence afsløres. Morskaben stivner dog hurtigt med tanke på de mange, som har mistet deres opsparing, også her i landet.
Selvom man med Jes Fabricius Møller og Adam Smith er forberedt på, at egoisme råder, er dokumentaren skrap kost. Man provokeres af ledernes arrogance og grådighed og chokeres af deres uansvarlighed. Som det dokumenteres, udstedte en række af de største kreditselskaber og banker i deres profitjagt stadig mere usikre papirer, og kreditvurderingsbureauerne lod sig betale til fortsat at give højeste karakter. Her stoppede opfindsomheden ikke. Nye finansielle produkter kom til, sære kombinationer af værdipapirer udvikledes i en efterhånden kriminel praksis.
Selvudleveringen AF et etisk tomrum er total. I en af retssagerne efter sammenbruddet blev en direktør spurgt, hvad han syntes om, at hans ansatte indbyrdes brugte sprogets værste gloser om det, de skulle afsætte til kunderne. Han syntes, det var ærgerligt, at det var kommet frem!
Systemet har sin indbyggede drift mod sammenbrud, idet større risiko betyder større fortjeneste; det er markedslogik. Og der handles i bevidsthed om, at staten træder til ved sammenbrud; det er absolut ikke markedslogik.
Det ligner økonomisk udplyndring. I 2006 under den bevidste oppumpning i årene før sammenbruddet var årslønnen for de mange tusinde ansatte i Goldman Sachs i gennemsnit 600.000 amerikanske dollar, trukket godt op af direktørerne. Årslønnen for Henry Paulson, som ikke ville lade sig interviewe til dokumentaren, var 31 millioner dollar. Han blev af George W. Bush hentet til Washington som finansminister kendt for sin ærlighed og integritet. Som minister negligerede han alle advarsler om krise; men i sammenbruddets stund var han klar med 700 milliarder fra staten.
Nu kunne man tro, at der ville komme oprør, som det skete på Island, og at regeringen i Washington ville genindføre regler mod amokløb i sektoren. Men Occupy Wall Street-bevægelsen er vist kun et tilløb, og regeringsindgreb kommer der ifølge dokumentaren ikke, idet ministre, regeringsrådgivere og ledere til topstillinger ofte rekrutteres fra netop finanstoppen. Sådan er det også med Obama som præsident; en præsident bliver allerede som kandidat gradvis afhængig af økonomiske magthavere.
LÆS OGSÅ: Hold op med kun at tælle pengeWall Street-egoismen, som jo ikke kun trives dér, er ikke den form for samfundsnyttig egoisme, som er beskrevet i den klassiske liberalisme. Den har råderum, fordi regeringen har overladt den det, og (stadig ifølge dokumentaren) hvad der måtte være af modspil fra centralbank og tilsyn neutraliseres ved infiltration og pression. Og den tilsidesætter helt bevidst en i forvejen stærkt truet forudsætning for en liberal markedsøkonomi, nemlig gennemsigtighed.
Står det så bedre til her til lands? Mange vil gerne understrege, at krisen er international, men vi kan jo godt selv, som allerede Roskilde Bank demonstrerede. Og et kedeligt træk synes at gå igen ved siden af, hvad der måtte være at sige om direktionerne: svage bestyrelser.
Blandt dem, der søger profit gennem højrisikoforretninger er Jyske Bank, som p.t. gennem appel forsøger at undgå gruppesøgsmål fra en kreds af utilfredse, skadelidte kunder. En retssag her ville være interessant, ikke alene angående kunders tab, men også for spørgsmål om etik.
I betragtning af vore politikeres generelle iver efter at tage sager op har der været relativ tilbageholdenhed vedrørende regulering af finanssektoren. Der skal ellers en del flegma til for ikke at være bekymret, når økonomien kan sejles i sænk på den måde, det lige er sket. Det er en interessant oplevelse som borgerlig at føle, at oprør er på sin plads!