Er det uetisk at juble over Gaddafis død?
En ting er at glæde sig over noget, en anden ting er at give udtryk for sine glædesfølelser, skriver filosof Thomas Søbirk Pedersen
Store jubelscener brød ud i Libyen, da Gaddafi blev dræbt. Men er det i orden at juble over en diktators død?I sin blog på eftertanke.dk skriver filosof fra Roskilde Universitet og medlem af Etikpanelet på etik.dk, Thomas Søbirk Petersen:
Med Moammar Gaddafis død har TV-kanaler fra hele verden sendt os billeder af jublende og glade folk i Libyens gader kombineret med billeder at en blodig og døende Gaddafi. Men er det uetisk af juble over, at en diktator er blevet slået ihjel?
LÆS OGSÅ: Bør medierne vise billeder af Gaddafis lig?
At være glad for, at Gaddafi er død, er vel en naturlig følelse. Især for dem, der direkte har været forfulgt af hans styre, men også for andre, der kan føle en lettelse over, at borgerkrigen i deres land er ved sin afslutning.
Men ét er at føle glæde (eller had) over for noget, noget andet er at give udtryk for disse følelser i fuld offentlighed. Jeg tror, at de fleste af os vil acceptere, at vi har følelser, som vi af moralske såvel som af andre grunde ønsker at holde for os selv.
Men er det så forkert, når folk i Libyen jubler i forbindelse med Gaddafis død? Det er ikke let af svare på - af flere grunde.
At folk i Libyen jubler, kan jo skyldes en lang række forhold. Ud over en glæde ved Gaddafis død, er der også andre oplagte grunde til, at folk jubler i gaderne i Sirte og Tripoli. Afslutningen på en borgerkrig; ikke at skulle deltage i en krig; at kunne gå på gaden uden af kuglerne flyver omkring hovedet på en selv og sine børn; at have besejret fjenden; at se et håb om fred og en bedre fremtid for Libyen.
Umiddelbart er der ikke noget problematisk ved denne jubel det er en jubel, som jeg formoder, at også mange dansker følte efter Hitlers død og afslutningen på det nazistiske Tyskland. Det er vel næppe en jubel, der skader nogle personer direkte. Måske nogle politikere fra andre lande bliver fornærmet og betragter denne form for jubel som et signal om, at man ikke respektere livet som helligt. Men det er let at havde denne holdning (og det er næppe en fornærmelse, der skader andre folk voldsomt), når man ofte ikke selv har prøvet at leve i et diktatorisk samfund.
Så det er en meget almindelig reaktion, som kan være meget vanskelig af undertrykke, hvis man har levet i angst i årevis og måske har oplevet tortur på egen krop eller oplevet, at ens venner er blevet deporteret eller tortureret.
Moralsk set ville det nok være optimalt, hvis man i stedet for jubelscener brugte krudt på at mindes de tragedier, som Gaddafi har påført sit land ved at holde det i et jerngreb uden fløjlshansker og de mange, der har måtte lade livet i kampen mod Gaddafis hær. Men det er nok for meget forlangt, og den tid kommer nok, hvor regnskabet for Gaddafis lyssky handlinger kommer frem i fuldt dagslys.