Etisk set

Er der en etik for blufærdighedskrænkelse?

Blufærdighed kan skyldes hæmninger, der er opstået som resultat af, ja, netop krænkelser - måske helt tilbage i barndommen eller ungdommen, hvor man har følt sig hånet, ydmyget, afvist og trådt for nær, skriver tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann. Modelfoto

Blufærdighed kan skyldes tidligere krænkelser, hvor man har følt sig hånet, ydmyget, afvist og trådt for nær. Lad os derfor tage ansvar for hinanden, skriver tidligere formand for Det Etiske Råd

De fleste, der møder ordet blufærdighedskrænkelse, tænker nok umiddelbart på illegitime eller endda strafbare handlinger af seksuel karakter, og selvom der med mellemrum løfter sig røster til fordel for en lovliggørelse af sex med børn, er de færreste i tvivl: Sådan blufærdighedskrænkelse er grundlæggende uetisk og af så alvorlig karakter, at straffeloven ikke er på vildspor med sit forbud.

Blufærdighed er imidlertid et fænomen i menneskelivet, der rækker langt ud over det seksuelle. Og krænkelse er noget, som ethvert menneske mere end nogle få gange i løbet af sit liv har god udsigt til at komme til at opleve og føle - eller til at gøre sig skyldig i.

Mens nogle mennesker ikke har problemer med at hævde sig i forhold til andre, møder man hos mange en betydelig tilbageholdenhed; de kan virke generte og undselige, og de bliver forlegne og pinligt berørte, hvis de fremhæves og roses på selv et indlysende solidt grundlag.

Der ligger utvivlsomt mere end blot klædelig beskedenhed i denne blufærdighed. Hvem kan se væk fra, at den kan skyldes hæmninger, der er opstået som resultat af, ja, netop krænkelser - måske helt tilbage i barndommen eller ungdommen, hvor man har følt sig hånet, ydmyget, afvist og trådt for nær?

Måske havde man åbenbaret noget, som betød rigtig meget for en, blot for at opleve, at man var kommet til at kaste sine perler for svin, der havde trampet dem ned med deres ben og med foragt vendt sig mod en?

På en måde bliver vi jo til som mennesker i kraft af vore reaktioner på det, vi kommer ud for. Selvom der som erfaret af Viktor Frankl i koncentrationslejren altid foreligger et valg, også over for krænkelser, så er det svært at se væk fra, at der for et krænket menneske efterhånden kan danne sig adfærdsmønstre, som det bliver sværere og sværere og måske til sidst mere eller mindre umuligt at arbejde sig fri af.

Dermed kommer etikken ind i billedet, for hvis der er noget sandt i denne fremstilling, så betyder det jo også, at vi får et moralsk medansvar for, hvordan andre udvikler sig.

Den, der krænker et andet menneske, for eksempel gennem nedgørende og ærerørig ydmygelse, hån og spot og måske endda årelang mobning, får ikke alene sin del af ansvaret for, at der kan udvikle sig en vis sårbarhed og forskræmthed, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med egentlig blufærdighed. Endnu værre vil det ofte kunne gå, hvis et kendt mønster manifesterer sig - nemlig at den krænkede selv udvikler sig til krænker, så man atter en gang må konstatere, at krænkelse er smitsom.

Når det kommer til stykket, kan det etisk set - som så ofte før - sammenfattes i få ord: Vi har ansvar for hinanden.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk