Debatinterview

Har rygere ikke et personligt ansvar for deres helbred?

Illustration: Rasmus Juul

Eksrygeren Allan Lykke Jensen tabte i går i Højesteret en principiel sag mod Skandinavisk Tobakskompagni, som han på baggrund af en rygerelateret sygdom havde sagsøgt for at manipulere med cigaretterne for at skabe større afhængighed. Selv hævder han, at han før sin sygdom ikke kendte til sundhedsrisikoen ved at ryge

EFTER MERE END 11 ÅR ved domstolene faldt der i går dom i Højesteret i en principiel og historisk retsag. Den fynske eksryger Allan Lykke Jensen fik ikke medhold i sagen, hvor han sagsøger Skandinavisk Tobakskompagni, som han mener har manipuleret med cigaretternes indhold og derfor gjort ham mere afhængig.

Allan Lykke Jensen, hvorfor mener du, at Skandinavisk Tobakskompagni er ansvarlig for dine varige mén som følge af rygning af deres cigaretter gennem en lang årrække?

Jeg mener, at de har manipuleret med cigaretterne, uden at deres kunder har vidst noget om det. Jeg ved godt, at de siger, at man har fulgt lovgivningen på området, men deres tests af cigaretterne hænger ikke sammen med de resultater, der kommer andre steder i verden, så jeg synes, de har et forklaringsproblem. Det er testet både i USA og Frankrig, hvor de har brugt nogle andre metoder til at undersøge cigaretterne, og det giver derfor nogle andre resultater. Skandinavisk Tobakskompagni foregiver, at man får mindre af de farlige stoffer, end man i virkeligheden gør. Når man ikke fortæller sine kunder, hvad ens produkter indeholder, så er det en fejl over for forbrugeren, for vi har krav på at få af vide, hvad deres tobak indeholder 100 procent.

Skandinavisk Tobakskompagni har også i Højesteret nægtet at udlevere nogle papirer, som de siger er fabrikshemmeligheder. Jeg synes ikke, det er rimeligt, når sagens parter ikke får alle de oplysninger, der skal til - så er man altså ikke ens stillet.

Har du ikke selv hovedansvaret for dine mén, da du har røget gennem så mange år?

Jeg har haft tiltro til, at myndighederne har tjekket de her ting igennem, og alting var i orden, men det er jo ikke til at vide, når de har manipuleret med cigaretterne. Så der er flere ting i det her, som gør, at jeg ikke synes, at jeg har skyld i det.

Bør man i dag ikke vide som forbruger, at det er skadeligt at ryge?

Forbrugerne har jo ikke vidst det før i tiden. Jeg mener selvfølgelig, at vi skulle have haft det at vide dengang, så man havde haft mulighed for at vælge det fra. Det er jo ikke anderledes med tobak, end det er med så mange andre varer, der bliver solgt til forbrugerne. Hvis der er manipuleret med dem, så de skader folk, må virksomheden stå til ansvar for det.

Hvis der er blevet solgt legetøj til børn, hvor der er nogle stoffer i, som ikke skal være der, så vil myndighederne straks gå ind og bede virksomheden fjerne varerne fra hylderne. Det sker bare ikke i forhold til tobakken. Der er ikke blevet fjernet noget som helst, men der er selvfølgelig kommet rigtig mange advarsler siden i form af kampagner og bedre oplysning. Dengang jeg startede med at ryge, oplyste man ikke omkring det.

Hvornår blev du klar over, at cigaretter var skadeligt for dig?

Det var jeg faktisk ikke klar over, før jeg selv fik en hjertesygdom og kom på hospitalet, hvor jeg fik at vide af lægerne, at det var rygerelateret. Så tænker man over, hvorfor har man ikke fået det at vide, når samtlige læger siger, at det er hamrende farligt at ryge, og man dør af det. Der var ingen myndigheder, der greb ind dengang og ville stoppe rygningen. Folk fra min generation har villet stoppe med at ryge, fordi det er blevet dyrere at være ryger, men jeg har næsten aldrig hørt nogen, der har sagt, at de ville stoppe, fordi det er farligt. Der er først langt senere, at det er blevet aktuelt.

Det er noget andet i dag, hvor de unge godt er klar over, hvor farligt det er. De er blevet oplyst med kampagner og undervisning i skolen. Da jeg var 10 år, blev der bare sagt fra ens forældres, at man ikke måtte begynde, før man blev konfirmeret. Men da man så var blevet det, fik man cigaretterne af forældrene, som heller ikke var klar over, hvor skadelig rygningen er.

Hvad er det for en kamp, du førte med den her sag?

Jeg kæmper for forbrugerne. Jeg føler, at vi er blevet snydt og ikke har fået de oplysninger, vi skulle have for at kunne træffe et valg. Når Højesteret går imod mig i dommen, så står forbrugerne næsten på lovløs grund, fordi de kan manipulere med deres produkter, og når man så konfronterer dem med det, så vil de ikke lægge deres papirer frem, fordi de påstår, det er fabrikshemmeligheder. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at forbrugerne, som betaler penge for et produkt, ikke kan få at vide, hvad der er i deres cigaretter.

De har selv stået for de tests, hvor de afprøver deres cigaretter, og det hænger ikke sammen, at man gør det på den måde. Det svarer til, at man sætter ulven til at vogte gæs. Der må være nogle uvildige instanser, der kan undersøge sagen, så man er sikker på, hvad der kommer i cigaretterne. Men her har man stolet blindt på, hvad tobaksindustrien har oplyst, selvom man andre steder i verden kommer frem til nogle andre resultater end tobaksindustrien i Danmark.

Den 67-årige fynbo Allan Lykke Jensen tabte også ankesagen mod Skandinavisk Tobakskompagni, da Højesteret i går dømte til fordel for tobaksindustrien. -