En verden uden fuglesang?
Insektgifte har alvorlige følger for hvirvelløse dyr, og vi har vidst det længe. Vi mennesker er ikke blevet klogere, skriver universitetslektor i etik og teknologi
NOGLE DYREARTER er så intelligente, at de kan lære af deres egne fejltagelser det gælder eksempelvis rotter, orangutanger, grise og egern. Men tydeligvis ikke mennesker. I løbet af 50 år har vi intet lært af vores omgang med pesticider.
Da den amerikanske biolog Rachel Carson i 1962 udgav bogen ”Det tavse forår”, blev det ganske vist startskuddet til en ny miljøbevidsthed. Carson havde registreret, at fuglesangen var forstummet i skove og enge omkring Appalacherne, og hun indsamlede systematisk dokumentation for, at det skyldtes sprøjtemidler (læs: DDT), som fra småinsekterne gik videre i fødekæden og efterhånden bragte flere fuglearter på randen af udslettelse.
”Kontrol over naturen,” skrev Carson, ”er en frase født af storsnudethed, opstået i en barbarisk biologisk og filosofisk æra, da man mente, at naturen eksisterede for menneskets bekvemmeligheds skyld.”
Carson døde i 1964, men lige siden har stærke pengeinteresser gjort alt for at sværte hendes undersøgelser og tage modet fra den spirende miljøbevidsthed. Tilsyneladende har lobbyisterne haft held med den almene fordummelse. Nu truer DDT-historien nemlig med at gentage sig.
FOR EN MÅNED SIDEN offentliggjorde fem hollandske forskere en opsigtsvækkende artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature, hvori de dokumenterer, at de såkaldt neonikotinoide insektgifte har alvorlige følger for hvirvelløse dyr.
Disse gifte, som ikke sprøjtes ud på markerne, men smøres på plantefrøene, produceres af blandt andre kemigiganterne Bayer og Syngenta, og de har været anvendt i stor stil siden 1990'erne. I Holland blev et neonikotinoid ved navn Imidacloporid introduceret i 1990'erne, og siden er forekomsten af fuglearter, der fodrer deres unger med hvirvelløse dyr, faldet mærkbart. Det gælder blandt andet svaler, gulspurve, lærker, tornsangere, stære og vipstjærter. Derfor foreslår de hollandske forskere en lovgivning, som tager højde for den dominoeffekt, neonikotinoiderne kan have på hele økosystemer.
Tidligere har man ”kun” været opmærksom på den trussel, som disse gifte udgør imod bestanden af bier. I flere lande har man registret ”pludselig bidød”, og på den baggrund har EU-Kommissionen indført et toårigt stop for brugen af tre neonikotinoider på visse planter, indtil nøjere undersøgelser er gennemført.
BAYER UDTALER i en pressemeddelelse, at EU ”skader det europæiske landbrugs konkurrenceevne”, hvorimod virksomheden selv vil ”fortsætte med at støtte en ansvarlig anvendelse af neonikotinoid-holdige produkter, der har været brugt i mange år og er afgørende for de europæiske landmænd”.
Hvilken ”ansvarlig anvendelse”? Kun fem procent af giften, som bliver smurt på frøene, absorberes i planten resten siver ud i jordbunden med farlige følgevirkninger for alle de mekanismer, der holder balance i hele økosystemet. Også i vandløb og vådområder, der grænser op til neonikotinoide landbrug, rammes vårfluer, døgnfluer og andre arter.
Men kemigiganterne kræver som altid flere videnskabelige undersøgelser. Og de finder, at forsigtighedsprincippet skal anvendes på konkurrenceevnen frem for på naturen. Det er nøjagtig den samme ubegavede ”storsnudethed”, som Carson talte om for mere end 50 år siden.
Vi er ikke blevet klogere.