LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Adoptionens etiske dilemma: Er det ikke bedre at hjælpe lokalt?

Ifølge statistikken bliver der givet flere penge til velgørenhed, end der bliver betalt i gebyrer til adoptionsbureauerne, hvilket nok ikke overrasker nogen. Men selv hvis der blev adopteret for det dobbelte af, hvad der bliver givet til velgørenhed, vil færre børn blive hjulpet til et bedre liv gennem adoption end gennem nødhjælpsorganisationerne, skriver læser Foto: Yves SALVAT/PHOTOPQR/LE PROGRES

Hvem er adoption egentlig godt for? Kan vi vide os sikre på, at en mor i nød ikke sælger sit barn til et bedre liv, uvidende om at de samme midler kan muliggøre, at hun kan beholde sit barn og samtidig komme ud af den krise, de befinder sig i, spørger læser

DA MANGE af de penge, der skifter hænder i forbindelse med en adoption, går til administration, kan man let fristes til at tro, at der spekuleres i profit, og adoption på den måde bliver en poleret form for menneskehandel.

Adopterer man et barn fra udlandet, kan det hurtigt løbe op i en udgift på omkring 150.000 kroner, hvoraf en stor del er gebyrer, som adoptionsbureauerne opkræver. Hos AC Børnehjælp koster det alene 5600 kroner at komme på venteliste. Når det bliver ens tur i køen, vælges et land at adoptere fra, hvorefter yderligere 19.700 kroner bliver tilskrevet for at blive sat på det pågældende lands venteliste. Regningen løber sig nu op i 25.300 kroner, og det er kun for ventelisten.

Hvem er adoption egentlig godt for? Kan vi vide os sikre på, at en mor i nød ikke sælger sit barn til et bedre liv, uvidende om at de samme midler kan muliggøre, at hun kan beholde sit barn og samtidig komme ud af den krise, de befinder sig i? Hvis man har barnets ve og vel for øje, er der så ikke andre, bedre alternativer? Det tror jeg, der er.

I dette års udgave af Danmarks Indsamlingen blev der indsamlet 87.414.404 kroner. Det er det næststørste beløb, der er blevet indsamlet ved det årlige show, som i år gik under navnet ”Når mor mangler”.

Pengene blev herefter delt ud til 12 forskellige nødhjælpsorganisationer, der alle arbejder for at uddanne og opbygge lokalsamfundet i de udsatte områder.

Ifølge statistikken bliver der givet flere penge til velgørenhed, end der bliver betalt i gebyrer til adoptionsbureauerne, hvilket nok ikke overrasker nogen. Men selv hvis der blev adopteret for det dobbelte af, hvad der bliver givet til velgørenhed, vil færre børn blive hjulpet til et bedre liv gennem adoption end gennem nødhjælpsorganisationerne.

For de 87 millioner kroner, der blev indsamlet ved Danmarks Indsamling, kan man behandle 145 millioner børn for Malaria eller adoptere 580 børn.

IFØLGE TAL FRA UNICEFkan man sende 121 millioner børn, der ikke har daglig skolegang i dag, i skole for et beløb, der er beregnet til at ligge mellem 7 og 17 milliarder. Der er stor usikkerhed, men selv hvis vi tager udgangspunkt i de 17 milliarder og omregner det til danske adoptionspriser, kan man konstatere, at det med 150.000 kroner er muligt at vælge mellem et barn til sig selv eller sende omkring 1000 børn i skole i deres hjemland.

Hvem kan med rette sige, at den uselviske handling er at adoptere et barn fra et fattigt land væk fra sin familie, væk fra sine venner? Hvem kan med god smag i munden adoptere et barn væk fra sit hjemland, der potentielt er i udvikling? En udvikling, man kunne hjælpe til med og give endnu flere børn en lysere fremtid frem for kun det ene, der måske slet ikke er så lykkelig over at blive adopteret væk fra sine biologiske forældre.

Er det vigtigere, at et barnløst par får et barn, end at mellem 1000 og 2000 børn kommer i skole? Overvej, hvad det vil gøre for lokalsamfundet, at de lokale bliver uddannet og i fremtiden kan uddanne sig selv yderligere.