Etik for whistleblowere og muldvarpe

Mens whistlebloweren kan være ledet af et ærligt ønske, for eksempel om at uretfærdige forhold i samfundet eller endda kriminalitet på en arbejdsplads skal blive bragt til ophør, er muldvarpen nok oftere drevet af lyst til at skade andre, skriver Erling Tiedemann, tidligere formand for Det Etiske Råd

BEGREBET ”AFSLØRING” synes at være en slagvare i mange mediers butik, og til opmuntring for den dertil hørende profession tildeles årligt flere ærespriser til dem, der har gravet dybest og afsløret mest.

Ved siden af den journalistik, der bringer egentlige og dokumenterede afsløringer til torvs, trives også spredningen af mistanker, som gennem gentagelse og andre mediers brug af citater bliver således cementeret, at mistankerne for mange ender med at fremstå som den skinbarlige dokumentation.

Imidlertid oplever offentligheden i stigende grad også, at figurer som whistleblowere og muldvarpe hver på sin måde, men ofte med samme virkning optræder på scenen.

Mens muldvarpen normalt skyndsomt skjuler sig dybere i sine mørke gange efter at have skubbet sit afslørende skud op på en græsplæne, er whistlebloweren mere tilbøjelig til at træde frem, vedstå sin handling og som en anden Edward Snowden kræve anerkendelse og beskyttelse.

Og mens whistlebloweren kan være ledet af et ærligt ønske, for eksempel om at uretfærdige forhold i samfundet eller endda kriminalitet på en arbejdsplads skal blive bragt til ophør, er muldvarpen nok oftere drevet af lyst til at skade andre, hævne sig eller som i tilfældet med vaskeægte spioner berige sig selv ved at sælge sin viden for en god betaling.

Man vil måske sige, at med den her givne beskrivelse af henholdvis muldvarpe og whistleblowere er der etisk set ikke så meget at tilføje.

Men måske alligevel.

VI MENNESKER ER som bekendt udstyret med ”hjerterne af muld, hvor godt og ondt så sært er blandet sammen”, som det hed i en af min barndomskirkes yndede salmer. Måske risikerer whistlebloweren i virkeligheden at få øje på en muldvarp, hvis han selvransagende og med ærlighed ser sig selv i spejlet?

En god etisk tommelfingerregel i den forbindelse er, om der har været penge med i spillet, betaling for et tip eller udsigt til et lukrativt forfatterhonorar.

Men det er vel også en overvejelse værd, hvad en mulig afsløring konkret drejer sig om. Det er jo ikke alt, vi som mennesker skal vide om hinanden, ja, med rette er vi særdeles optagne af privatlivets fred og personens ukrænkelighed.

Enhver, der overvejer at støde i fløjten, bør derfor også spørge sig selv, om den samfundsmæssige nødvendighed og gevinst ved at afsløre noget om en anden er så stor, at det etisk set kan retfærdiggøre den sandsynlige ødelæggelse af en menneskeskæbne, en familie, en karriere.

Jo mere man tænker over de etiske aspekter af begrebet afsløring, jo mere kompliceret bliver det let, og man begynder måske at indse, at afsløring ikke altid er et gode.

Alligevel må det nok oftere anses som bedre, at en whistleblower afslører en muldvarp, end at en muldvarp afslører en whistleblower ...