Når etikken bliver for meget af det gode
Ofte benyttes begrebet etik, når de gode hensigter poleres, eller når nogen skal beskyldes for det ene eller det andet. På den måde mener jeg, at vi har fået for meget etik i Danmark, skriver formand for Det Etiske Råd
ETIK ANGÅR det gode. Men måske kan det også blive for meget af det gode. Spørgsmålet er, om der kan være for meget etik, og hvorvidt man kan blive for etisk?
I dag tales der om etik mere end nogensinde. Men ofte benyttes begrebet, når de gode hensigter poleres, eller når nogen skal beskyldes for det ene eller det andet. På den måde mener jeg, at vi har fået for meget etik i Danmark.
De fleste vil nok foretrække gode handlinger, hvis alternativet blot er fromme hensigtserklæringer eller taler om det uetiske, umoralske, amoralske, dobbeltmoralske og det, der er værre.
Der mangler sammenhæng mellem de højtbesungne etiske begreber og det gode greb i praksis, hvor vi har blik for hinanden. I dag lever mange med troen på, at etik kan købes og sælges. Pensionsselskaber køber etik ved at investere i de rigtige aktier, og nogle oplever at få etik med hjem, når der købes bananer med de rigtige klistermærker. Mange udstiller sig selv som etiske, alene fordi det kniber med at være det. Købes etikken, er det som regel i aflad eller som bodsgang.
Men kan man også blive for etisk i samværet med andre? Umiddelbart vil svaret være nej, hvor etik angår idealer, vi aldrig helt kan nå. Alligevel er der flere problemer. Eksempelvis vil de fleste nok være enige om, at dobbeltmoral ikke er dobbelt så godt, men snarere beskidt som i dobbelt så skidt.
Lidt mere spidsfindigt kan vi spørge, om Fanden kan være god, og kan vi blive ”fandens gode”? Mit svar er ”ja” til begge dele. Selv den værste person kan udføre gode handlinger, men også udføre onde handlinger med gode hensigter.
Vi kan også blive så ”fandens gode”, at der er mere fokus på det, vi gør, og mindre på dem, det handler om. Men her er det bedre, at nogle pudser glorien, efter at pengene er sendt til velgørenhed, hvis alternativet er slet ikke at gøre og give noget.
At være ”fandens god” kan også være at gå amok i principrytteri, som kan ende i kynisme eller moraliseren. Når man sidder på den høje moralske hest, er det svært ikke at stirre ned på dem, som ikke gør det. Fagetikere kan også gå amok, hvor drab på spædbørn forsvares ud fra en selvspunden højtravende logik, som kun giver mening i lærebøger. I den modsatte lejr finder vi den katolske kirkes bioetik, hvor prævention ofte kategoriseres som uetisk. Her er etikken også gået amok.
I min optik fungerer etikken bedst, når vi ikke stirrer på den, men i stedet har blik for hinanden. Etik handler for mig om optik og det, vi ser, når vi (ikke) ser hinanden.
Skal der arbejdes med etik, skal der pudses linser og fjernes skyklapper. I stedet for at være fandens gode skal vi blot være tilstrækkeligt gode til at se hinanden.