Er det i orden at tage penge for at drikke kaffe med ældre?

Et nystartet firma fra Fredericia sælger socialt samvær til ældre - det koster 300 kroner for én time. Foto: Scanpix Foto: Kåre Viemose

Ældre i Fredericia kan nu købe sig til en times hyggesnak. Et nystartet firma er nemlig begyndt at sælge socialt samvær til ældre. Men relationer kan ikke købes for penge, mener Ældre Sagen

En tidligere hjemmehjælper vil nu forsøge at sælge sit eget selskab til ældre, der har behov for socialt samvær.

En kop kaffe, en gåtur til frisøren eller oplæsning af et ugeblad a 60 minutter varighed koster 300 kroner. Det skriver DR.

Firmaet hedder Ekstrahjælp og er startet af den tidligere hjemmehjælper, Mette Zielke, som fik ideen til konceptet efter at have arbejdet for den kommunale hjemmepleje i Fredericia.

"Det er praktisk hjælp, udover det de er visiterede til fra kommunal side. Det kan være ledsagelse til biblioteket, lægen eller frisøren, og så er det nærvær. Det er at komme hjem, og drikke en kop kaffe, tage et kortspil, læse en bog eller et ugeblad," fortæller Mette Zielke til DR. 

"Det vigtigste er, at hver enkelt, jeg kommer ud til, oplever, at jeg er nærværende, frisk og opmærksom på de mennesker, som jeg er ude hos. Så vil jeg gerne leve anstændigt af det, men først og fremmest har jeg gjort noget af det, jeg brænder for."

Ældre Sagen er knap så begejstrede for ideen.

"Selvfølgelig er der et behov, og det er godt, det kan dækkes. Hvis nogle kan betale sig for en ydelse, som de ikke kan få andre steder, så er det vel OK at lave sådan et forretningskoncept. Det. jeg ikke tror på, det er, at man kan købe sig til en relation," siger Jette Abildskov, der er projektkonsulent i Ældre Sagen, til DR.

Jette Abildskov vil ikke på forhånd afskrive konceptet.

Hun mener bare ikke, at relationer mellem mennesker kan købes for 300 kroner. 

"Jeg tror på, at det skal drives af lyst, når der skal skabes relationer, nærhed og fællesskab. Det er ikke noget vi kan købe os til," som hun siger.