Partier afviser tvangsvaccination af børn

Verdensorganisationen WHO anbefaler, at 95 procent af børnene i et land skal vaccineres. Der er dog stadig uenighed om, hvorvidt vaccinationer bør være tvungne.

Flere politiske partier tager afstand fra Socialdemokraternes åbning for tvang eller straf til forældre, der ikke får børnene vaccineret. Vi må i stedet bruge kræfterne på at påminde dem, der glemmer det, og ellers respektere forældres frihed til at sige nej, siger Venstres sundhedsordfører

Det nytter ikke noget at straffe forældre, som ikke får deres børn vaccineret. Sådan lyder det fra en række partier, efter at Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, i går i Kristeligt Dagblad kom med forslag til, hvordan man sikrer, at flere børn beskyttes mod smitsomme sygdomme.

Verdensorganisationen WHO anbefaler, at 95 procent af børnene i et land skal vaccineres, og ifølge tal fra Statens Serum Institut blev 86 procent af de danske børn i 2012 vaccineret.

Flemming Møller Mortensen vil ikke afvise muligheden for tvangsvaccination og foreslår også at nægte børn, der ikke er vaccineret mod mæslinger, at blive passet i daginstitutioner.

SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, forstår dog ikke Socialdemokraternes åbning for tvang.

”Det kan aldrig komme på tale, at vi skal tvinge familier til at vælge en vaccine til. Jeg anerkender, at der er et problem, men årsagerne kan være mange, og hvor går grænsen, hvis vi åbner for tvang her? Skal vi straffe forældre, hvis deres børn får fastfood eller ikke dyrker nok motion? Sådan en stat ønsker jeg ikke,” siger hun og tilføjer, at SF i stedet foreslår, at praktiserende læger og sygeplejersker ringer familier op og tilbyder dem en samtale for dermed at nå dem, som blot har glemt at få børnene vaccineret.

Også Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, mener, der skal bruges flere ressourcer på at minde de forældre, der glemmer at få børnene vaccineret, om at tage stilling. Den gruppe, der bevidst fravælger vaccinationer, må man respektere, siger hun.

”Frihed betyder også frihed til at sige nej, og selvom jeg ikke selv forstår dem, der ikke lader børnene vaccinere, så er det forældrenes valg. Men det er vigtigt, at vi gør mere opmærksom på, at forældrenes overvejelser om vaccination ikke kun handler om deres egne, men også alle andres børn.”

Sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti mener, at der er behov for at oplyse forældre mere om ikke kun de gode ting ved vacciner, men også de dårlige.

”Lige nu ser vi piger, der får bivirkninger af hpv-vaccinen (vaccine mod livmoderhalskræft, red.), og så bebrejder de og forældrene sundhedsvæsenet for ikke at være blevet informeret ordentligt. Vi skal gøre os umage med at være ærlige og erkende, at der er bivirkninger, men også hvorfor vaccination stadig er vigtigt.”

Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, er skeptisk over for forslaget om tvang eller straf, og De Konservatives Daniel Rugholm afviser også begge dele. Han peger i stedet på mere rådgivning og oplysning til forældrene.

Problemet ved, at så stor en procentdel ikke lader deres børn vaccinere, er, at det ødelægger muligheden for at udrydde smitsomme sygdomme, siger Søren Brostrøm, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

”Hvis vi i Danmark når de 95 procent, som WHO anbefaler, vil smittebeskyttelsen være så høj, at vi for eksempel kan udrydde mæslinger, der er en af de mest smittende sygdomme, vi kender. Som det er i dag, er tilslutningen ikke god nok, måske fordi mange voksne glemmer, hvor alvorlige sygdomme der er tale om. Børn er døde eller blevet alvorligt syge af mæslingeudbrud, drenge er blevet sterile af fåresyge, og der er stadig danskere i dag, der sidder i kørestol, fordi de som børn fik polio. Vacciner er en af de mest effektive forebyggende indsatser, vi kender, og det skal man holde fast ved.”

Dette faktum får dog ikke 33-årige Kathrine Pilgaard Jensen til at skifte mening om vacciner. Hendes datter på fire år er vaccineret mod mæslinger, men hun ønsker ikke, at sønnen på seks måneder skal have nogen vacciner overhovedet - heller ikke, hvis det betyder, at han eksempelvis bliver bortvist fra daginstitutioner.

”Jeg håber ikke, det kommer så vidt, men hvis det gør, må jeg tage ham ud af institutionen og hjemmeundervise. Det vil jeg helt klart hellere end vaccinationer, for jeg tror ikke på, at de gør kroppen noget godt. Jeg er meget bange for, at de går ind og roder ved det udmærkede immunforsvar, vi har,” siger Kathrine Pilgaard.