Der er ingen tvivl om, hvem der er børnenes "rigtige" far

Michael Loft Nielsen og hans kone, Lene Loft Nielsen, sammen med Teit, Asbjørn og Rosa, tre af deres fire børn, der alle er kommet til verden ved hjælp af donorsæd. Parrets ældste datter, Hannah, er ikke med på billedet, fordi hun ikke var hjemme, da fotografen kom forbi. -

Fædre til donorbørn tøver ofte med at fortælle sandheden om børnenes tilblivelse af frygt for at miste status som far. For Michael Loft Nielsen var det anderledes. Han turde ikke andet end at lægge sandheden frem

Han kunne ellers sagtens være sluppet afsted med at lyve. De fire smilende børn på fotografierne i familiens fotoalbum afslører intet om, at deres genetiske arvemateriale er hentet hos en anden mand end ham. Med deres mellembrune lokker og regelmæssige træk kunne de nemt passere for hans biologiske børn. Men det er de ikke. Hannah, Teit, Asbjørn og Rosa er kommet til verden ved hjælp af donorsæd fra en anonym donor. Og det har de fået at vide fra begyndelsen.

”Jeg har faktisk aldrig rigtig været i tvivl. Alle skrækhistorierne om donorbørn, der opdager, at deres far ikke er deres biologiske far og bliver dybt ulykkelige, gjorde et enormt stort indtryk på mig. Tanken om, at mine egne børn skulle opdage det ved en tilfældig blodprøve og føle sig ført bag lyset og bedraget, skræmte mig fra vid og sans. Jeg ville ikke risikere deres kærlighed,” siger Michael Loft Nielsen.

Men den 54-årige far til fire er ikke som donorfædre er flest. Studier fra både ind- og udland viser nemlig, at det er blandt heteroseksuelle par, der er størst sandsynlighed for, at donorbørn aldrig får indsigt i deres egen tilblivelses historie. Og at det ofte netop er hensynet til faren, der afgør, at barnet ikke får at vide, hvordan det er blevet til.

”Forældre, der ikke siger noget, gør det i den bedste mening, og fordi de mener, at det er det rigtige for barnet og familien - ikke mindst for faren,” siger Lone Schmidt, lektor og dr. med. ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, Hun har beskæftiget sig med donorbørn og deres familier i en årrække og samlet og analyseret de sparsomme studier og undersøgelser, der findes på området. De viser blandt andet, hvordan forældrene vælger at håndtere deres særlige situation som forældre til donorbørn - og ikke mindst, hvordan børnene reagerer på deres forældres valg.

”De forældre, der vælger at fortie donorhistorien, gør det for at skåne barnet. De vil ikke have, at barnet føler sig anderledes eller ikke føler sig som et helt og fuldgyldigt medlem af familien. Men en anden faktor, der spiller ind, er hensynet til faren. Mange fortier sandheden for at beskytte barnets relation til faren, som kan være bekymret for at blive afvist eller miste status som far, hvis det kommer frem, at han ikke er biologisk beslægtet med barnet,” siger Lone Schmidt.

Det paradoksale er imidlertid, at der ikke findes den mindste evidens for, at kendskab til en donorfar skulle sætte forholdet til den sociale far - den far, der smører madpakker, læser godnathistorier og sætter plaster på forslåede knæ - over styr. Tværtimod forholder det sig sådan, at det desværre ofte er det modsatte, der kan blive tilfældet.

”Forskningen viser, at problemerne faktisk først opstår i de tilfælde, hvor børnene intet har fået at vide om, hvordan de er blevet til, men opdager det ved et tilfælde. Donorbørn er ikke særligt disponerede for identitetsforvirring eller eksistentielle problemer, men de kan opstå, hvis de pludselig finder ud af, at deres forældre har løjet eller fortiet noget så grundlæggende som deres tilblivelse. Mange reagerer med fortvivlelse og stor vrede mod deres forældre. Nogle få vælger ligefrem at droppe kontakten, fordi tillidstabet er så voldsomt. Derfor risikerer fædrene - eller forældrene generelt - faktisk mere ved ikke at sige noget, end ved at lægge sandheden frem,” siger Lone Schmidt.

Et europæisk studie af mænd, der både har genetiske børn og donorbørn, tyder ligefrem på, at fædre bruger mere tid sammen med de børn, de ikke er genetisk beslægtet med.

”Det er lidt pudsigt, men det lader faktisk til, at fædre og donorbørn, der lever i åbenhed omkring deres relation, bruger mere tid sammen, end fædre og børn, der er biologisk forbundne. Vi ved ikke hvorfor, men måske skyldes det, at man fra begge sider ønsker at vise, at relationen er mindst ligeså værdifuld og ægte som relationen til de biologiske børn. Uanset hvad er det med til at fastslå, at fædrene intet har at frygte,” siger Lone Schmidt.

Den samme erfaring har Michael Loft Nielsen gjort sig. Han ved ikke, om han ligefrem har et tættere forhold til sine børn end andre fædre, men der er i hvert fald ingen - hverken ham selv eller børnene - der er i tvivl om, hvem der er deres far. Og Michael Loft føler sig helt sikker på, at det valg han og hans kone tog, da de besluttede tidligt at indvie deres børn i deres families helt særlige fortælling, var det rigtige.

”Vi får selvfølgelig vores del af udfordringer ligesom alle andre forældre. Trodsalder, teenageopgør og den slags. Men der kommer ingen afsløringer, der fra den ene dag til den anden kan sætte mit og min kones forhold til vores børn over styr. Vores børns tilblivelse er en integreret del af vores familiehistorie. De har allesammen fået den i små bidder, fra de var store nok til at blive nysgerrige på, hvordan de var blevet til. I dag er det en helt udramatisk del af vores hverdag og virkelighed. Og det føler jeg mig heldigvis meget sikker på, at det bliver ved med at være,” siger Michael Loft Nielsen.