Har Marcus ret til at kende sin biologiske mor?

Marcus Vestergaard Pedersen på 19 år efterlyser via det sociale medie Facebook sin biologiske mor. Men der er mange hensyn at tage, påpeger flere kilder

Er et donorbarns ret til at kende sin biologiske mor vigtigere end en mors ret til at forblive anonym?

Det spørgsmål debatteres nu heftigt, efter at den 19-årige Marcus Vestergaard Pedersen har eftersøgt sin biologiske mor i medierne. Marcus' forældre fik hjælp til at blive befrugtet med donorsæd gennem en dansk fertilitetsklinik, som under behandlingen kom til at putte en anden kvindes befrugtede æg op i moderen.

Da Marcus Vestergaard Pedersen som 15-årig sammen med sine forældre opsøgte klinikken for at få vished om sin biologiske mor, blev der hurtigt lukket af, fordi familien ikke havde ret til at få de oplysninger af hensyn til den iranskfødte mor, der på daværende tidspunkt boede i Norge.

Men hvis ret er vigtigst - barnets eller moderens? Ifølge Rikke Mønster, der er presseansvarlig i Foreningen Donorbørn og Forældre, har Marcus Vestergaard Pedersen ret til at kende sin mors biologiske identitet.

”Fertilitetsklinikken har begået en fejl, og den må de råde bod på, så godt de kan. De bør skabe kommunikation mellem de to familier, og jeg kan ikke forstå, at der ikke er en lov, der siger, at de selvfølgelig skal det,” siger Rikke Mønster, der understreger, at det er vigtigt at huske, at den iranske kvinde måske lever i lykkelig uvidenhed og selv har stiftet familie.

Man bør kontakte den iranske mor og give hende mulighed for at have indflydelse på et videre forløb.

”Det er min erfaring, at ærlighed er vigtigt, for det nytter ikke at rende med halvlukkede døre. Det er vanvittigt, at fertilitetsklinikken ikke gør en indsats for at råde bod på det,” siger Rikke Mønster.

Lillian Bondo, der er formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd, påpeger, at den iranske kvinde har ret til fortrolighed som patient i klinikken. Men da hun er blevet ægdonor ufrivilligt, har hun krav på information fra fertilitetsklinikken. Derfor mener Lillian Bondo, at den bedste løsning vil være, at fertilitetsklinikken i første omgang informerer den biologiske mor.

”Så kan den iranske kvinde tage stilling til, om hun vil lade sig kontakte af sin biologiske søn. Måske er den iranske kvinde i en situation, hvor hun af hensyn til sit bagland ikke kan handle på den information, hun får,” siger Lillian Bondo.

”Jeg kan godt forstå Marcus Vestergaard Pedersens savn. Jeg håber, at klinikken vil bistå ham med en form for kontakt til sin biologiske mor,” siger Lillian Bondo.

Gorm Greisen, der er næstformand i Det Etiske Råd, bider mærke i en oplysning fra Sundhedsstyrelsen til Berlingske, om at de to kvinders befrugtede æg begge blev mærket med den danske mor Marianne Sørensens CPR-nummer og navn. Dermed ”føler Sundhedsstyrelsen sig rimeligt sikre på”, som der står i Berlingske, at den iranske kvinde ikke har fået et befrugtet æg fra Marianne Sørensen. Hvis dette er korrekt, mener Gorm Greisen, at fertilitetsklinikken bør overveje at kontakte den iranske mor.

”Men hvis der kan være tale om, at æggene reelt er blevet forbyttet, er det afgørende for mig, at den iranske kvinde kan have et barn, der ikke er hendes eget biologisk set. Dette barn har som udgangspunkt ikke interesse i at få at vide, at han eller hun ikke er et biologisk barn af sine forældre. At tilfredsstille Marcus' ønske kunne give vanskeligheder for et andet ungt menneske,” siger Gorm Greisen og tilføjer, at dette etiske dilemma netop udebliver, hvis den iranske kvinde ikke har fået et forbyttet æg.

”Det vil ikke bryde anonymiteten, da den iranske mor og fertilitetsklinikken kender hinanden i forvejen. Her ville klinikken få mulighed for at fortælle, at de har begået en fejl. Men det er heller ikke uproblematisk. For eksempel hvis den iranske kvinde ikke selv havde held med sin fertilitetsbehandling,” siger Gorm Greisen.