Færøernes grindehvaler er ikke truet

Grindefangsten på Færøerne møder igen i år hård kritik fra miljøorganisationer. Men kritikken bygger på myter og misforståelser, lyder det fra dyreetisk ekspert og fra en af de færinger, der var med på stranden

Hans Petur i Brekkunum står på det vindblæste højdedrag ved Thorshavn og ser bådene drive hvalerne ind mod stranden. Han har sin datter i den ene hånd og sin søn i den anden.

De to børn er 7 og 11 år, og da de dagligt bor i Danmark er det første gang, de overværer en færøsk grindefangst.

De har aftalt, at de bare skal kigge, men da startsignalet fra fangstlederen lyder, og de andre færinger på højdedraget begynder at løbe ned ad skråningen mod stranden og hvalerne, løber hele familien med.

Omkring 150 grindehvaler blev dræbt den dag i juli på stranden ved Thorshavn, og billederne af de blanke sorte hvalkroppe, der vrider sig i det blodrøde vand, er gået verden rundt.

Ligesom de foregående år er fangsten blevet mødt af voldsom kritik og fordømmelse fra blandt andre miljøorganisationen Sea Shepherd, der kalder hvaldrabene brutale, inhumane og udtryk for lystmord, og hvis kritik har medført en regulær proteststorm på de sociale medier og mobiliseret dyreelskere verden over til at bombardere danske folketingspolitikere med mails.

Færinger som Hans Petur i Brekkunum, der er leder af Det Færøske Hus i Danmark og har overværet adskillige hvalfangster, siden han som otteårig deltog i sin første fangst, har imidlertid mere end overordentligt svært ved at genkende det billede, miljøorganisationerne tegner.

Den færøske hvalfangst har undergået en markant forandring de seneste 30 år og foregår i dag under strengt regulerede forhold.

Kun certificerede hvaldræbere har tilladelse til at slagte de store pattedyr, der i dag dræbes med specialiseret udstyr, som ifølge Færøernes Fiskeriministerium har reduceret slagtningen til at vare 1-2 sekunder. Informationer, der står i skarp kontrast til udmeldinger fra organisationen Sea Shepherd, der siger, at ”det kan tage op til fire minutter for hvalerne at dø”, og at ”kødet får lov at rådne op på stranden.”

”Man har selvfølgelig ret til at være uenig, men man må forholde sig til fakta. Hvalfangsten var vild og voldsom i gamle dage, men er i dag helt gennemreguleret. Og vi spiser rent faktisk stort set alt kød og spæk på dyret. Kun indvolde bliver kasseret. Færinger ser også hvaler som store og flotte dyr, og vi sætter stor pris på kødet, der tørret og saltet er en delikatesse og en traditionel spise, som vi nyder til højtider og særlige lejligheder,” siger Hans Petur i Brekkunum.

Kød og spæk fordeles efter fangsten - også til dem, der af forskellige årsager ikke selv har kunnet deltage - en tradition, der går flere hundrede år tilbage til dengang, hvalkødet var uundværlig for færingernes overlevelse og blev fordelt mellem beboerne i bygderne, så også de gamle og de syge kunne få noget at spise.

”Vi har ikke længere brug for hvalerne for at overleve, det er rigtigt, men jeg har oprigtigt svært ved at se problemet, så længe slagtningerne foregår ordentligt, og grindehvalerne ikke - som mange andre hvaler - er truede,” siger Hans Petur i Brekkunum.

Og det er grindehvalen efter alt at dømme ikke, siger professor i bioetik ved Københavns Universitet og ekspert i dyrevelfærd Peter Sandøe.

Der synes at være enighed blandt biologer om, at grindehvalen - der findes i rigeligt antal i Nordatlanten - ikke er truet af den færøske hvalfangst, der anses for at være både bæredygtig og leve op til gængse normer for human aflivning af dyr.

Når hvalfangsten alligevel vækker så stærke følelser og reaktioner, skyldes det altså noget andet end det rent dyreetiske, mener Peter Sandøe.

”Hvaler bliver betragtet som specielle og særligt fine og kloge dyr. De er ikke dyr, der som køer og kyllinger bare kan reduceres til fødevarer, men vilde dyr, som er omgærdet af mystik og myter, og som vi derfor tildeler særlige egenskaber og status,” siger Peter Sandøe.

Samtidig er de blodige billeder af hvaler, der kæmper for deres liv ved den færøske kyst, godt tv, der vækker netop de følelser, som miljøorganisationerne er afhængige af for at få donationer og opbakning til deres projekter.

”Man skal ikke glemme, at organisationerne også skal have penge hjem for at få deres forretning til at køre rundt. Desværre betyder det, at de ikke nødvendigvis koncentrerer sig om dyrearter, der rent faktisk er truede og dyr, der lever under kritisable og uetiske forhold eller behandles dårligt, men i stedet fokuserer på dyr, der appellerer til menneskers følelser,” siger Peter Sandøe.

På stranden i Thorshavn i juli blev Hans Petur i Brekkunum på et tidpunkt en smule bekymret for sin syvårige datter, der er meget glad for dyr og går meget op i, at de bliver behandlet ordentligt. Han spurgte derfor, hvordan hun havde det med det hele.

”Hun svarede helt cool, at hun selvfølgelig synes, det var synd, at hvalerne skulle dø, men at de jo var mad som så mange andre dyr. Jeg må sige, at jeg synes, hun har fanget pointen,” siger Hans Petur i Brekkunum.